ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
Det måtte den 34-årige københavner Tue Søttrup sande, da han sidste søndag fik at vide, at hans navn var blevet registreret på Facebook, og profilen var godt i gang med at udbygge sin venneliste.
"Min første tanke var, at nogen havde lavet en profil for sjov. Men der er en grund til, at jeg ikke har en Facebook-profil, og jeg syntes på ingen måde, det var morsomt," siger Tue Søttrup til Computerworld.
Efter opdagelsen af profilen med det falske navn begyndte Tue Søttrups kamp med Facebook-selskabet om at få lukket kontoen. Han udfyldte tre mail-formularer, som Facebook besvarede med autosvar.
Da Tue Søttrup skulle bekræfte, at han havde foretaget anmeldelsen, kunne det kun ske via den e-mail-adresse, der er knyttet til den falske Tue Søttrups Facebook-profil.
"Jeg kunne af gode grunde ikke benytte mail-adressen fra profilen, og det var ikke muligt at komme i kontakt med Facebook via den mailadresse, folk uden profiler kan benytte. Min umiddelbare oplevelse er, at man kun kan kontakte Facebook, hvis man har en profil," opsummerer Tue Søttrup sin frustration.
Truede med politianmeldelse
Stadig uden at vide hvem, der har oprettet en profil med Tue Søttrups navn, gætter han passwordet til Facebook-profilen efter først at have truet indehaveren af den tilknyttede mailadresse med politianmeldelse og derefter at have modtaget ledetråde til Facebook-profilens password.
Derfra er der ikke langt til at deaktivere profilen, der skulle være slettet fra nettets overflade om små 14 dage.
"Deaktiveringen og sletningen er sket helt uden hjælp fra Facebook, men udelukkende fordi jeg havde visse formodninger om, hvem der kunne have oprettet profilen. Det er tankevækkende, at det ikke er muligt at komme i kontakt med et så stort socialt site, uden at man er tvunget til at oprette en profil," siger Tue Søttrup.
Rock Nalle og Suzanne Bjerrehus i samme båd
Tue Søttrup er langt fra den eneste dansker, der har oplevet at få misbrugt sit navn på Facebook.
Blandt andre de to kendisser Rock Nalle og Suzanne Bjerrehus har floreret i flere måneder på Facebook med falske profiler, der måtte gennem politianmeldelse, før de kunne lukkes ned.
Fortsættes ...



