ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
Selvom politiet efterforskede en momssag, der gik ind i sin sidste fase i løbet af 2008 og flere telefoner i og omkring IT Factory angiveligt blev aflyttet, lykkedes det Stein Bagger i samme periode at svindle for over 500 millioner kroner.
Momskarusellen nåede i perioden op på gennemsnitligt 57.000 svindelkroner i timen.
Vicepolitiinspektør Flemming Poulsen fra Nordsjællands Politis afdeling for økonomisk kriminalitet forklarer, at man ikke havde fokus på leasing-aftaler.
"Det havde vi slet ikke for øje. Det vi havde for øje var det grundlag som SKAT kom med," siger Flemming Poulsen, der forklarer, at SKAT havde mistanke om momssvig.
Ifølge Flemming Poulsen var SKAT kommet på sporet af muligt momssvig, efter to ransagninger foretaget af Københavns Politi tilbage i januar 2006 hos Stein Bagger og IT Factory.
De to ransagninger udsprang af en helt anden sag, der handlede om manglende betaling af afgifter på luksusbiler.
Så i havde slet ikke kendskab til leasing-svindlen?
"Overhovedet ikke," siger Flemming Poulsen.
"Det, vi efterforskede omkring, var det materiale, man havde fundet ved ransagningen foretaget af Københavns Politi i 2006," siger han.
Han forklarer, at man var tæt på mål med efterforskningen af momssvig - efterfølgende blev sagen overdraget til Bagmandspolitiet.
I sagen om manglende betaling af afgifter på luksusbiler fik Stein Bagger en dom i 2007.
Vender ikke alt
Vicepolitiinspektør Flemming Poulsen afviser, at politiet skulle have kunne afsløre leasing-svindlen samtidig med efterforskningen af momssagen.
Men Der blev svindlet med leasing-aftaler for 500 millioner kroner imens i efterforskede momssvig - hvordan kan det lade sig gøre?
"Det er jo ikke sådan, at hvis vi får en anmeldelse mod en virksomhed eller person, at vi vender hele hans liv og virksomhedskarriere på hovedet," siger Flemming Poulsen.
Men kigger man tilbage, så er der også en anmeldelse mod Stein Bagger om dokumentfalsk i 2003. Var det ikke med i jeres overvejelser, fordi det var forskellige politienheder, der stod for sagerne?
"Nej. For det ene behøver ikke have med det andet at gøre. Altså hvis man skal se på det meget firkantet:"
"Hvis du kører over for rødt lys, så betinger det jo ikke, at man kan endevende hel dit livsforløb og privatliv og din virksomhed og dine skattesager og sådan noget," siger Flemming Poulsen og forklarer, at det også gælder i svindelsager.
"Hvis vi får en anmeldelse på en, der har lavet dokumentfalsk, så får han et hak i tuden for det. Men det kan godt være han har lavet 100 gange så mange bedragerier ved siden af, som jo ikke er kommet frem."
"Men hvis man har mistanke om at der er noget galt med hele virksomheden, så tager man og går igennem det hele med en tættekam og skiller det ud, som man man vil gå efter."
Det kræver ifølge Flemming Poulsen en del beviser, før politiet går ind i en virksomhed og gennemgår den med tættekam.
"Hvorimod hvis du kun får et flig af noget, så skal der et ordentlig bryst til at gå ind og vælte hele virksomheden, fordi hvis du først skal bevise, at der er foretaget noget kriminelt, så skal du måske lige pludselig have revision på til ti millioner kroner," siger han.
Flemming Poulsen fra Nordsjællands Politi afviser iøvrigt at kende til telefonaflytninger i perioden.
Fortsættes ...



