Artikel top billede

Data backup er et hot emne for tiden. Senest har EMC vundet en større budrunde i kampen om backupproducenten Data Domain.

Backupgigant lancerer produkt for næsen af opkøber

Data Domain, der er ved at blive opkøbt, bekymrer sig ikke så meget om, hvem virksomheden i fremtidens ejes af.

De sidste måneders intensive budkrig mellem EMC og NetApp har indtil videre resulteret i, at EMC bliver den ejer af backup-producenten Data Domain.

EMC kunne 8. juli konstatere, at selskabet havde vundet budet om Data Domain for 2,2 milliarder dollar (11,6 milliarder kroner red.).

Data Domain blev stiftet i 2003 og har fået omkring 40 millioner dollar (210 millioner kroner red.) i startkapital. Data Domain leverer såkaldte deduplication backupløsninger.

Deduplication betyder, at backup kun tager en kopi af en gentagne data, hvilket sparer lagerplads, strøm og tid, når data backuppen skal duplikeres.

Ny backupløsning konkurrerer mod moderselskab

Selv om EMC vandt budkrigen på Data Domain, lancerer Data Domain nu en ny backupløsning, der konkurrerer med EMC's egne backupløsninger.

Der er tale om en DD880, der ifølge Data Domains egne specifikationer slår konkurrenter både på dataoverførselstid, mængde og brugergrænseflade.

"Vi bevæger os mere og mere over i en integreret løsning, hvor man ved et klik kan gå ind og backuppe flere terrabytes af data," siger Thore Rabe, salgsdirektør i Data Domain med ansvar for Central- og Østeuropa.

Ifølge Data Domains egne oplysninger kan den nye DD880 overføre over fem terabyte data i timen, hvilket selskabet sammenligner med EMC's DL 4406 og NetApp VTL 700/1400, der kan overføre fire terabyte data i timen.

Indkøb af Data Domain gør EMC stor

Selv om Data Domain altså stadigvæk konkurrerer med opkøberen, EMC, tegner der sig et billede af en ny koncern, der vil stå med gode kort på hånden i fremtidens backupløsninger.

Ifølge Data Domains egne tal kommer en Data Domain og EMC til at sidde tungt på deduplication backupmarkedet.

Den nærmeste konkurrent NetApp er selv i dag mindre end både Data Domain og EMC på det marked, og hvis opkøbet af Data Domain går igennem, vil den samlede koncern sidde endnu tungere på deduplication markedet.

"Deduplication forventes at spille en stor rolle i fremtidens storage marked, da virksomhederne kan reducere den mængde af lagerplads de bruger i deres datacentre. Når datamængden vokser så meget år for år, vil teknologier, hvor virksomhederne kan effektivisere deres lagerplads blive af meget stor værdig, siger Forrester analytiker Andrew Reichman til Networkworld.