ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
"Finjusteret, ikke genopfundet," skriver Apple selv om det nye operativsystem, der udkommer under to måneder før, konkurrrenten Microsofts Windows 7 sendes på markedet.
Selvom den udmelding muligvis vil skuffe forventningsfulde fans, så virker Apples strategi ganske klar i forhold til netop dette.
"Så under udviklingen af Snow Leopard havde Apples ingeniører et højt mål: At gøre en fantastisk ting endnu bedre. De søgte efter områder, der kunne finjusteres, forenkles og gøres hurtigere - fra små handlinger som at skubbe eksterne diske ud til store handlinger som at installere operativsystemet," forklarer Steve Jobs-holdet selvsikkert.
Deri ligger altså, at trofaste Mac-brugere ikke skal vente nogen decideret revolution, hvis det sender bud efter sneleoparden, men alligevel er der dog flere nye tiltag i forhold til forgængeren, Leopard, der blev udgivet i 2007.
De nye features
Blandt de tiltag, som Apple selv fremhæver, er overgangen til 64 bit. Mens tidligere versioner af Mac OS X har haft en række 64 bit funktioner, så tager det nye styresystem "det næste skridt i overgangen fra 32 bit til 64 bit."
Konkret betyder det, at næsten alle de indbyggede systemprogrammer, heriblandt Finder, Mail, Safari, iCal og iChat, nu er skrevet i 64 bit kode. Konsekvensen af dette er, at man oplever en forbedret responstid, samt at sikkerheden er forbedret, skriver Apple.
Derudover peger Apple på, at Finder er blevet omskrevet, så den også udnytter 64 bit-teknologien. Blandt de nye funktioner i Finder finder man spotlight-søgning, der kan tilpasses, og en "forbedret symboloversigt, der lader dig blade gennem dokumenter med flere sider eller se en QuickTime-film."
Desuden kommer Snow Leopard med "Grand Central Dispatch," der er Apples svar på, hvordan man får mest muligt ud af systemer med flere kerner.
"Med GCD håndteres tråde af operativsystemet og ikke af individuelle programmer. GDC-kompatible programmer kan automatisk distribuere deres arbejde til alle tilgængelige kerner. Det resulterer i den bedst mulige ydeevne, uanset om der bruges en dual-core Mac mini, en 8-core Mac Pro eller alt der imellem," skriver Apple.
Fortsættes ...



