Det minder lidt om sømanden, der tørster ihjel på havet. Vi har aldrig haft adgang til så meget information, vi har aldrig brugt så meget tid på at bruge information, og vi har fået en infrastruktur, der fungerer som en brandhane fuld af bits, anytime, anywhere.
Og alligevel er medierne ved at gå rabundus. Tv, dagblade, pladeindustrien, filmproducenterne - en stor del af dem, der leverer de mange bits - er i dyb økonomisk krise.
Problemet er med et enkelt ord "free" - at informationer generelt er blevet stort set gratis. Wired Magazines chefredaktør, Chris Anderson, har i artikler og i en nylig bog dissekeret den mekanisme, der gør, at det er så svært at tjene penge på at sælge bits.
Som han siger, så går den marginale produktionspris mod nul. Når først man har lavet det første eksemplar, koster det næsten ingenting at lave en kopi til den næste kunde.
Utallige økonomer og tænkere har krydset klinger med Stewart Brands konstatering fra 1984 om, at "information wants to be free". Måske skulle udsagnet skrives lidt om, til "Information wants to be abundant".
Bits har fra teknologiens side en tilbøjelighed til at være rigelige - og dermed har de også en tilbøjelighed til at være billige.
Det er klassisk økonomi, at prisen på en vare bestemmes af forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Hvis der er flere udbydere end aftagere, vil udbyderne forsøge at sænke priserne for at konkurrere om kunderne. Og det er præcist det, der er sket med informationer.
Værdi og pris er ikke det samme. Det er ikke, fordi informationer ikke er noget værd. Tværtimod. Vi er fuldstændigt afhængige af gode informationer. Til tider virker det ufatteligt, hvad man frit og kvit kan hente af værdifulde informationer på nettet. Det er bare meget svært for producenterne at omsætte dem til penge, når der er så mange andre, der udbyder næsten det samme gratis.
Googles vigtigste vare er opmærksomhed
Løsningen kan være at kombinere informationerne med noget andet, som er knapt. Der er knaphed på opmærksomhed. Vi har en begrænset mængde opmærksomhed, og der er hård konkurrence om den. Det er baggrunden for reklame-modellen, som synes at være den eneste nogenlunde pålidelige indtægtskilde.
Reklamefinansieringen har den interessante effekt, at det, som er det egentlige produkt, og dem der er de egentlige kunder, er noget andet og nogle andre end dem, som tror, de er det.
Som bruger tænker man umiddelbart på Google som et selskab, der leverer søgninger, eller New York Times, der producerer fremragende journalistik. Men i virkeligheden producerer alle de gratis medier og tjenester opmærksomhed, som de sælger til annoncørerne.
Informationerne er et middel til at generere opmærksomhed. Jo bedre Googles søgninger er, des mere personlige og præcist tilpassede til modtagerens omstændigheder, des bedre bliver kvaliteten af den opmærksomhed, som annoncøren køber.
Man kan sige, at det er en noget omstændig model. Vi ender jo alligevel med at betale for informationerne, to gange faktisk. Først i form af den distraktion af vores opmærksomhed, som reklamerne overvejende er.
Dernæst i form af højere priser på de varer, som vi bliver overtalt til at anskaffe.
Pengene til at producere informationerne må komme et eller andet sted fra, og siden brugerne ikke vil betale direkte, så må vi have reklamebureauerne ind over transaktionen. Det bliver det næppe billigere af - omend muligvis mere underholdende.
Peter Hesseldahl er journalist og videnskabsformidler ved Danfoss Universe.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
