ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
I første halvår af 2009 er printersalget faldet med 25 procent i forhold til samme periode året før. Det viser en rapport fra analysefirmaet Gartner fra august.
Producenterne af kopimaskiner og printere er godt klar over, at det i disse tider ikke er printerrummet, der forgyldes.
Alt handler om effektivisering
Derfor forsøger de nu at lokke virksomheder til at investere i teknologi, der kan forbedre og effektivisere den måde, organisationens dokumenthåndtering foregår på.
I stedet for at sælge printere og kopimaskiner, der først og fremmest har til formål at printe og tage fotokopier, skal det lidet charmerende stykke kontorisenkram nu integreres og skabe konvergens i den eksisterende it-infrastruktur.
Det er især de store multifunktionsmaskiner - eller MFP'ere - der er velegnede til det formål.
"Der er kommet mere fokus på, at virksomhederne kan spare penge ved at kombinere kopi med it på multifunktionsmaskinerne," siger Anders Elbak, der er research manager hos IDC.
Ikke ny teknologi
Anders Elbak forklarer, at det som sådan ikke er nyt, at kopi og print spiller sammen med it-systemer.
Men hvor der tidligere var modvilje fra it-cheferne mod at lade kopi og print være en del af it-afdelingen, er man nu i højere grad begyndt at kunne se fordelene i en tættere integration.
Denne integration betyder i praksis, at man kan udføre flere dokumenthåndteringsopgaver direkte fra maskinens kontrolpanel. Eksempelvis scanning og arkivering af dokumenter direkte i de relevante systemer.
Derudover er det blandt andet muligt at give personlige indstillinger til alle firmaets medarbejdere. Det giver mulighed for, at it-afdelingen kan bestemme, hvem der må printe hvad, hvordan og hvor meget.
På den måde kan virksomheden altså både spare tid, penge og miljøressourcer ved at lade software spille en mere aktiv rolle i printerparken.
Fortsættes ...



