ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
"Den endelige version af Microsoft Security Essentials vil blive frigivet til offentligheden inden for de nærmeste uger," lyder det i en mail, som virksomheden har sendt ud til betatesterne.
Der nævnes ikke nogen konkret dato, men det er oplagt, at Security Essentials skal være køreklar, når Windows 7-styresystemet frigives 22. oktober.
Endnu ikke på dansk
I juni frigav Microsoft sikkerhedsproduktet, der indtil da havde båret kodenavnet Morro, i en betaversion, som 75.000 personer fik mulighed for at prøve kræfter med.
Det er indtil nu kun personer fra USA, Israel, Kina og Brasilien, der har haft mulighed for at downloade den gratis sikkerhedsløsning.
Morten Juul Nielsen, der er sikkerhedschef i Microsoft Danmark, oplyser, at danskere også kan downloade løsningen, når den frigives ved udgangen af denne måned. Der vil dog være tale om den engelske version.
"Vi har lagt billet ind på at komme med i den anden bølge, og den kommer så formentlig inden jul, hvor vi regner stærkt med at være lokaliseret på dansk."
Microsoft har selv beskrevet konceptet som en "strømlinet løsning, der vil tilbyde en omfattende beskyttelse imod malware, herunder virus, spyware, rootkits og trojanere."
Mest for private
Da der er tale om en simpel sikkerhedsløsning uden mulighed for kryptering, firewall (allerede inkluderet i en simpel version i Windows XP og Vista), password-beskyttelse og backup, vil den gratis antimalware-løsning primært henvende sig til private eller mindre virksomheder.
"For så vidt det er på hjemme-pc'er eller i små virksomheder, hvor man ikke ønsker en egentlig håndtering af sin sikkerhed, så er det en ganske fornuftig - og selvfølgelig gratis - løsning," lyder det fra Morten Juul Nielsen.
"Når vi går lidt længere op i markedet i det professionelle forretningsliv, så har virksomhederne brug for at lave egentlige monitoreringer og management af deres sikkerhed," siger Morten Juul Nielsen med henvisning til, at der så er brug for andet og mere end Security Essentials.
Der er dermed tale om et potentielt alternativ til mere simple sikkerheds-løsninger fra selskaber som Symantec og McAfee, men også gratis løsninger som AVG og Avast.
Fortsættes ...




