Artikel top billede

Konkurrenterne håner Microsofts gratis sikkerhed

I går lancerede Microsoft Security Essentials, som er virksomhedens gratis antivirus- og antispyware-program, som Microsoft har udviklet på i næsten et år.

Computerworld News Service: Selvom en af de ledende sikkerhedsleverandører byder Microsofts Security Essentials velkommen i markedet, så afviser en anden den ny gratis sikkerhedssoftware, som et "dårligt produkt, der aldrig vil kunne møde standarderne".

"Jeg mener, at det er en god ting, at de også er i markedet," siger Carol Carpenter, som er general manager for Trend Micros forbrugerdivision.

"Vi ser frem til konkurrencen … og jeg synes, at Microsofts sigte på udviklingslandene og på de uden beskyttelse er en god tilgang."

Microsoft har fremsat Security Essentials, som erstatter den nu hedengangne betalte Windows OneCare, som et basalt program til brugere, der ikke kan eller ikke ønsker at betale for sikkerhedssoftware.

Men ikke alle er her enige med Carpenter.

"Security Essentials vil ikke ændre noget," siger Jens Meggers, som er vice president of engineering hos Symantec

"Microsoft har et virkelig dårligt generalieblad inden for sikkerhed," tilføjer han og opremser adskillige satsninger inden for forbrugersikkerhed, som softwaregiganten har foretaget, heriblandt Windows Defender, som er et antispyware-værktøj, der er integreret i Windows Vista og Windows 7, det månedligt opdaterede Værktøj til fjernelse af skadelig software samt OneCare.

"Ligesom OneCare er Security Essentials et dårligt produkt," siger Meggers.

"Det er meget gennemsnitligt til at opdage trusler. Og nu har de besluttet at gå efter gratismarkedet, men det er et meget overfyldt marked. Der er ikke megen plads til at vokse."

En anden ansat fra Symantec kalder i en virksomhedsblog Security Essentials for en "genudsendelse" af OneCare, og skriver, at "i sidste ende, så er Microsoft Security Essentials en genudsendelse, som ingen bør se."

'Vi er ikke glade for ideen'

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at førende sikkerhedsleverandører som Trend Micro og Symantec affejer Security Essentials.

Det gjorde de også sidste år, da Microsoft offentliggjorde OneCares bortgang, og at virksomheden i stedet ville lancere et gratis, strømlignet produkt.

På daværende tidspunkt sagde en chef fra Symantec, at det var en kapitulation fra Microsofts side, som på denne måde stiltiende indrømmede ikke at kunne klare sig i konkurrencen.

Men Meggers tone er i dag endnu hårdere.

"Vi er ikke glade for ideen om "basal (eng: basic, red.)," siger han. "Det gør mig meget bekymret, fordi risikoen på nettet i dag er alt for høj til 'basal' sikkerhedssoftware. At smide en håndfuld små, basale værktøjer ind i et forbrugermiljø gør det ikke sikkert."

Også Carpenter giver Microsoft barske ord med på vejen.

"Det er bedre at bruge et eller andet end slet ingenting, men man får, hvad man betaler for," siger hun.

"Jeg tror ikke, at det vil bekymre de større sikkerhedsleverandører. Men hvis jeg var et sikkerhedsfirma med fokus på gratis software, og som forsøger at genere opsalg på længere sigt, ligesom AVG Technologies gør, så ville jeg være bekymret."

Meggers fra Symantec undrer sig over, hvorfor Microsoft var så længe om at få udgivet Security Essentials. "Det tager dem et helt år at fjerne nogle funktioner fra OneCare - at lave noget, der er endnu værre end OneCare?" spørger Meggers retorisk.

"Det kunne jeg have gjort med tre udviklere på tre måneder."

Og netop det er et godt fingerpeg om, at Microsoft ikke vil kunne holde trit med eksempelvis Symantec, Trend Micro og McAfee, tilføjer Meggers. "Se på hvor lang tid, det tog dem at bygge det. Sikkerhedssoftware har brug for konstant innovation. Hvornår var det lige, at Microsoft sidst var innovativ?

Det gratis Security Essentials kan downloades til Windows XP, Vista og Windows 7 fra Microsofts website.

Læs osgå: Gratis Microsoft-sikkerhed gør ingen forskel.

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere


OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere