ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
Og det er noget, der sker ofte i denne uge, hvor 7.000 Microsoft-ansatte, partnere og kunder fra 70 lande er stimlet sammen i Las Vegas for at handle, blive inspireret og følge den kommende SharePoint 2010, der netop nu er på vej i beta inden den formelle lancering til næste år - formentlig 22. marts.
Forventningerne til SharePoint 2010 er mildest talt enorme.
Forgængeren, SharePoint 2007, blev nærmest over night det hurtigst sælgende produkt i Microsofts historie og har i dag rundet 120 millioner brugere og et samlet salg på mere end 1,3 milliarder dollar (cirka 6,5 milliarder kroner).
Alle håber, at SharePoint 2010 vil blive en lige så fed og flæsket guldkalv, og alle er ivrige efter at få en bid - og i hvert fald undgå at komme for sent til det guldrandede SharePoint-tog, der hastigt er på vej til at gøre SharePoint til et allestedsnærværende stykke software på samme måde som Office og Windows.
Softwarens schweizer-kniv
Troen på, at det vil ske, understreges af, at der for længst er blevet meldt alt udsolgt til SharePoint-konferencen. Der er oprettet en venteliste for interesserede, der står standby til med kort varsel at springe på et fly til Las Vegas.
Det står i skærende kontrast til den sidste SharePoint-konference, der fandt sted i 2006 som forløber for lanceringen af SharePoint 2007. Dengang fandt blot 1.300 deltagere det pengene og umagen værd at dykke ned i SharePoint, der dengang ifølge Microsoft havde 75 millioner brugere.
Væksten har med andre ord været meget stor. SharePoint har som samarbejdsværktøjet, der forbinder et væld af funktioner og teknologier sammen for slut-brugeren, ramt et hidtil udækket behov som "softwarens schweizer-kniv", der rummer et væld af funktioner, som Tom Rizzo, udviklingschef for SharePoint, siger til Computerworld.
Og det mål håber Microsoft inderligt, at den nye SharePoint 2010 vil være i stand til at ramme igen - denne gang med en række nye funktioner, som Microsoft håber kan anspore virksomhederne til (igen) at springe på SharePoint-bølgen.
"SharePoint har hidtil været en gevaldig succes. Det er klart, at finanskrisen ikke gør klimaet for nye it-investeringer gunstigt, men vi vil gøre, hvad vi kan for at få SharePoint til at fortsætte med at vokse. Blandt andet har vi været tidligt ude med oplysningen om, at vi skifter til 64 bit, så kunderne i god tid kunne begynde at planlægge deres hardware-indkøb," siger Tom Rizzo.
Samtidig lægger Microsoft sig i selen for at forbedre overblikket over funktioner, sikkerhed samt ikke mindst opdateringer og patches.
Besværlighederne ved at danne sig overblik over mulighederne er en ting, der er blevet kritiseret i SharePoint 2007.
"Så vi synes, at vi gør alle de rigtige ting for at få dette produkt over disken, og det gjorde vi ikke med [SharePoint] 2007. Det gik simpelthen pludselig så stærkt," siger Tom Rizzo.
Fortsættes ...



