ANNONCE:
Screenshots og diskussioner på open source-udviklerens egen hjemmeside viser, at redesignet på flere, vigtige punkter vil få ligheder med Googles Chrome.
Den visuelle opfriskning til Windows Vista og Windows 7 vil sandsynligvis komme til at foregå i to etaper.
En del af redesignet vil ende i Firefox 3.7, en mindre opdatering der efter planen skal på hylderne i første halvdel af 2010, mens resten venter til Firefox 4.0, som er en stor revision, der foreløbigt er planlagt til release i slutningen af næste år.
Mozilla mener selv, at Firefox's nuværende Windows-brugerflade er begyndt at føles "gammelt og slidt", så virksomheden vil gerne peppe Firefox 3.7 op ved at udnytte den 'glas-stil', som Microsoft introducerede med Vista.
Firefox vil derfor benytte en mere neutral farvepalet, ligesom man vil gemme menu-baren og skære menuen ned til kun at bestå af to elementer - 'page' og 'tools' - og kombinere 'stop' og 'reload' i een knap.
Beslutningen om at gemme menu-baren, som, Mozilla oprindeligt fortalte, ville blive erstattet med et 'ribbon-style' design, der ville komme til at ligne det ofte latterliggjorte look fra Microsofts Office 2007, gav anledning til voldsom debat i september, hvor mange brugere udtrykte stor utilfredshed med planerne.
Mozilla fremlagde senere mere detaljerede planer. Firefox 4.0 vil indeholde flere ændringer i brugerpladen. Lige nu overvejer man, om 2010-releasen for eksempel skal giver brugerne mulighed for at flytte tabs op i toppen af applikationens display. En mulighed der er kendt som 'tab-on-top'-looket, som også andre browsere - og heriblandt Googles Chrome - udnytter.
Andre mulige ændringer i Firefox 4.0's brugerflade inkluderer en kombination af søge- og adresse-feltet - hvilket også minder om Chrome - og fjernelsen af den såkaldte 'status bar' fra den nederste del af displayet.
Skal ikke Chromeificeres
Designplanerne for Firefox bliver udførligt gennemgået på Mozillas wiki. Mozilla forsøger at komme eventuel kritik i forkøbet ved at understrege, at man ikke forsøger at kopiere hverken Chrome eller andre browsere.
"Vi forsøger ikke at få Firefox til at ligne nogen anden browser. Firefox er Firefox. Ligheder mellem browsere er dog uundgåelige. De har samme historie og er baseret på forgængerne. Browserens basale funktioner, og måderne hvorpå funktionerne udføres, er allerede fast etablerede. Alle browsere forsøger at løse samme type problemer, og idé-evolutionen vil uundgåeligt føre til sammenlignelige løsninger," erklærer Mozilla i et udviklingsdokument.
I et tidligere interview benægtede chefen for Firefox, Mike Beltzner, sammen med Alex Faaborg, som arbejder i Mozillas interface design-team, at redesignet sker i et forsøg på at 'Chromeifisere' Firefox, men de anerkendte dog, at det er uundgåeligt med en vis inspiration fra andre browsere.
"Jeg har svært ved at forholde mig til den diskussion," sagde Mike Beltzner med en reference til kopi-anklagerne.
"Brugerflade-designere kopierer fra hinanden hele tiden."
En anden ting er, sagde han, at der i dag findes adskillige browser-udviklere, der kigger hinanden over skuldrene.
Fortsættes ...



