Artikel top billede

Brugervenligheden har gjort os magtesløse

Klumme: Vi skal have den intelligente og bemyndigende interaktion med maskinerne tilbage, så vi kan komme ud af den fordummende hjælpeløshed.

Jeg har været med fra computerens tidlige ungdom. Computerens ungdom var som vi andres. Unge er svære at forstå og komme i kontakt med.

Ikke desto mindre er det alligevel lykkedes flere gange - både med unge mennesker og computere.

Når det dengang lykkedes at begribe programmering i de maskinnære sprog, fik man en oplevelse af at beherske interaktionen og af at kunne planlægge fejlsøgning og systematisk programmering. Man fik en følelse af at kunne noget.

De moderne programmer er derimod meget nemmere at gå til. Computeren er blevet et redskab for alle, og brugerfladen har fulgt med. Det har til gengæld også haft den betydning, at det kun er muligt at interagere med maskinen, hvis programmerne gør, som man forventer. Gør de ikke det, ved man ikke, hvad man skal gribe og gøre i.

Begrænsninger for brugeren

Jeg oplever ingen systematisk logik i forhold til, hvordan jeg skal interagere med maskinerne. Og det er det heller ikke meningen, at jeg som almindelig bruger skal kunne eller kunne læse mig til.

Manualer, der skal hjælpe til at håndtere computere og fejlhåndtering af disse, er stort set ikke-eksisterende og sjældent fyldestgørende. Man kan købe sig til ekstra manualer ‘for dummies', hvis man ellers vil vedkende sig, at det er det, man er. Og så kan man prøve videre.

Problemet er, at de nok giver svar på, hvordan man håndterer computeren, hvis den gør, som man forventer. Men det er trods alt sjældent i disse situationer, at man faktisk har brug for håndsrækningen.

Nok er det rigtigt, at computerproblemet oftest sidder 30 centimeter fra skærmen, men det hjælper ikke meget at sige det til sig selv, når der går moderne, digitalt båndsalat i den.

Det bedste man kan gøre, når man kommer til kort, er at prøve sig frem. Alternativt råbe om hjælp. Fejlretning er således blevet en sag for professionelle. Og også de forsøger sig i et eller andet omfang frem. Ikke i blinde. Men heller ikke efter en nøje beskrevet plan.

Fejlhåndteringen er ofte præget af semiintuitive forsøg: "Prøv at slukke og tænde igen".

For meget af det gode

Det, mener jeg, er et klart udtryk for, at brugervenligheden har taget overhånd. Det kan lyde omvendt - at brugervenligheden står i vejen for brugerens ageren med maskinen. Men bagsiden af brugervenligheden er, at vi ikke kan håndtere, hvad der skal gøres, når udyret ikke lever op til forventningen.

På den måde har brugervenligheden haft en umyndiggørende effekt. Vi er dygtige til tekstbehandling, til regneark og kan surfe på internettet, men kan vi egentlig gøre noget som helst, når computeren sender en fejlmelding?

God ledelse er i min optik det modsatte; nemlig at bemyndige sine medarbejdere til stillingtagen og handling. En forudsætning for selvledelse og medledelse er, at man har forudsætningerne for at agere på egen hånd på de problemer, man møder i sit arbejde.

Men relationerne til computerne og til it-afdelinger, der monopoliserer system-adgangen, er omvendt umyndigørende og aflærer vores evner til at agere på egen hånd - og således kontraproduktivt til selvledelse.

Jeg mener, det er en udfordring for næste generations interface-udviklere at give os den intelligente og bemyndigende interaktion med maskinerne tilbage og bringe os ud af den fordummende hjælpeløshed, som de meget brugervenlige systemer sætter os i.

Vi vil blive voksne med computeren igen.

Lars Goldschmidt er direktør i Dansk Industri og adjungeret professor ved Center for Virksomheds­udvikling og Ledelse, Copenhagen Business School.

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere