Artikel top billede

Jacob N. Andersen repræsenterer AM3D på den danske stand i Barcelona. Foto: Povl D. Rasmussen.

Asiatiske mobilgiganter kigger på dansk produkt

Danske AM3D, der arbejder med at forbedre lyd, har fået flere henvendelser fra asiatiske mobilproducenter på verdens største mobilkongres.

Barcelona, Spanien: Tusindvis af jakkesæt spadserer i disse dage rundt i enorme messehaller i Barcelona.

Det er et stort sammensurium af folk, der repræsenterer operatører, producenter, medier og analysehuse. Alt inden for mobilverdenen. Mobile World Congress er stedet, hvor branchefolk møder andre branchefolk.

Blandt de mange besøgende på messen er også en række danskere. Der er sågar syv danske virksomheder, der har en fælles stand, som er stablet på benene af brancheforeningen IT-Branchen for femte år i træk.

En af de tilstedeværende danske virksomheder er AM3D. Det er en nordjysk virksomhed, der blandt andet udvikler mobilsoftware, som forbedrer lydkvaliteten og -oplevelsen.

"Hvis du skal lave god lyd, der kan høres og giver noget effekt, så har du brug for at flytte luft, og det kræver plads. Det er der ikke i mobiltelefoner, og der er det unikke ved vores løsninger, at vi går ind og laver den her forbedring med software," forklarer salgsdirektør Jacob N. Andersen fra AM3D.

Virksomheden udviklede oprindeligt lydsystemer til F16-jagerfly, men nu har virksomheden bevæget sig videre til at lave systemer, som også passer ind i LCD-tv, lydsystemer i biler og altså også i mobiltelefoner.

Interesse fra Asien

Jacob N. Andersen fortæller, at virksomheden er til stede for at skabe kontakt til mobilproducenterne, men samtidig håber han også, at virksomheden kan komme endnu tidligere ind i fødekæden. Det skal ske ved at få kontrakter med dem, der udvikler processorerne til mobiltelefonerne.

"Så bliver vi embedded (indlagt, red.) i de processorer, der går i devicene på et senere tidspunkt, og hvis du er et skridt tilbage i værdikæden, så er du længere tilbage, og du har derved mulighed for at komme endnu bredere ud. Det er jo de samme processorer, der bruges af de forskellige producenter længere ude i værdikæden," siger Jacob N. Andersen.

Det er dog ikke udelukkende folk fra Danmark, der står på den danske stand.

Masser af danskere på messen

Kunderne på messen kan komme alle steder fra i verden, og det har AM3D taget højde for.

Selskabet har hevet dens sydkoreanske agent med til messen, ligesom direktøren for AM3D's japanske datterselskab også er til stede.

"Det betyder, at vi kan have nogle meget relevante kundemøder med kunderne fra henholdsvis Japan og Korea, i og med vi har de ansvarlige til stede her. Vi har haft et møde med en japansk kunde i dag, og vi har flere møder henne i ugen, og der kommer også nogle koreanske kunder forbi. Ingen nævnt, ingen glemt," siger Jacob N. Andersen.

Han afslører, at selskabet ligger i forhandlinger med en mobilproducent, og at en aftale formentlig kan være på plads inden for et par uger.

Dansk synergi

De seks andre danske virksomheder på den danske stand er BLIP Systems, BluePosition, Radiocomp, TeleBilling, Telogic og Vopium.

Jacob N. Andersen mener, at det er en fordel, at de danske virksomheder, der ikke har så meget muskelkraft, står sammen.

"Vi deltager jo på en dansk stand, som bare qua det, at den er dansk, skaber en del opmærksomhed. Vi fornemmer, at de seks andre virksomheder, der også er på standen, trækker kunder ind, og vi trækker kunder ind, og så opstår der en synergi mellem det," beretter han.

Sidste år gæstede 47.000 mobilmessen i Barcelona.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere