Søgekrigen når nye højder

Google giver Microsoft skylden for Europa-Kommissionens monopol-undersøgelse.

Artikel top billede

Computerworld News Service: Den ophedede søgekrig mellem Google og Microsoft blev endnu varmere i denne uge, da Googles ledelse helt åbent gav Microsoft skylden for den monopol-undersøgelse, Europa-Kommissionen har iværksat af Google.

Analytikere vurderer, at hvis det er rigtigt, så markerer Microsofts beslutning om at få Europa-Kommissionen til at kigge nærmere på Googles aktiviteter det seneste forsøg på at banke den højtflyvende søgevirksomhed et skridt eller to tilbage.

I slutningen af sidste måned fortalte Europa-Kommissionen, at den har indledt en monopol-undersøgelse af Google, baseret på klager fra tre virksomheder, hvoraf de to har forbindelse med Microsoft.

I løbet af det seneste års tid har Microsoft brugt en del penge og udviklingsressourcer på at erobre dele af Googles andel på godt 80 procent af søgemarkedet. Men lanceringen af søgemaskinen Bing sidste sommer fik ikke så meget opmærksomhed, og Google er stadig ledende på det søgemarked, som virksomheden har domineret i årevis.

Nu virker det som om, Microsoft afprøver nye metoder - ved at skabe et juridisk stormvejr, der kan distrahere Googles ledelse og fjerne fokus fra kerneforretningen. Med den kontrol, Google har over søgemarkedet, vil det kræve "mange år og massive investeringer" for Microsoft at konkurrere direkte med virksomheden, siger Rob Enderle, der er analytiker ved Enderle Group.

"Denne metode (anvendelse af jura til at distrahere Google, red.) kan potentielt forkorte tidsperioden og behovet for investeringer. Forskellen i markedsandele er simpelthen for stor, og kløften vil ikke blive lukket, med mindre Google enten træder massivt ved siden af, eller bliver ramt af en succesfuld monopolsag," tilføjer han.

Whit Andrews, der er analytiker ved Gartner Inc., siger, at det ikke kommer som nogen overraskelse, at kampen mellem Google og Microsoft når op i nye højder og i dette tilfælde i retten.

"Jeg tror, at søgninger vil udgøre den vigtigste skillevej i informationshistorien," sagde Whit Andrews.

"Jeg forventer, at konflikten mellem verdens mest magtfulde virksomheder og lande vil intensificeres. "

Under et pressemøde i sidste uge anklagede Julia Holtz, der er Googles ledende monopol-advokat, Microsoft for at stå bag undersøgelsen.

"Microsoft er vores konkurrenter, og det forklarer mange ting," sagde hun.

Hun bemærkede, at en af de tre virksomheder, hvis klager ligger bag undersøgelsen, er det tyske firma Ciao, som blev opkøbt af Microsoft i 2008.

"Ciao var længe en af Googles AdSense-partnere, og vi har altid haft et godt forhold," skrev Julia Holtz i et blogindlæg.

"Men da Microsoft opkøbte Ciao i 2008, begyndte vi pludselig at modtage klager over vores regler og vilkår. Først tog de sagen med til de tyske konkurrencemyndigheder, men nu ligger den i Bruxelles."

Hun bemærker desuden, at en af de andre klagere, den engelske prissammenlignings-hjemmeside Foundem, er medlem af handelsgruppen iComp, der først og fremmest er grundlagt af Microsoft.

En naturlig udvikling

Den tredje klager er den franske søgeside e-justice.fr.

Microsoft har svaret på Julia Holtz' anklage ved at pointere, at Googles reaktion på undersøgelsen har været at pege fingre i stedet for at give svar.

Dave Heiner, der er vice president og deputy general counsel ved Microsoft, tilføjede i et blogindlæg, at "Google igennem de sidste år ikke har holdt sig tilbage fra at anklage Microsoft for monopol-virksomhed. I sidste ende er det ikke vigtigt, hvem anklageren er, for det der betyder noget er, hvorvidt monopol-anklagen holder vand eller ej."

Rob Enderle bemærker, at Microsoft før i tiden ofte har klaget over, at rivaler som Oracle Corp., Sun Microsystems Inc. og Google stod bag monopol-anklager mod virksomhedens forretningsmetoder.

Stuart Williams, der er analytiker ved Technology Business Research, siger, at forbrugerne ikke nødvendigvis kan regne med, at Microsofts formodede juridiske strategi betyder, at virksomheden har droppet Bing som en seriøs udfordrer til søgegiganten. Det betyder bare, at Microsoft bruger alle de midler, der står i virksomhedens magt.

"Begge leverandører har stærke søgeteknologier, og sagen skal ikke tolkes som om, nogen af dem smider håndklædet i ringen," konkluderer Stuart Williams.

"Store virksomheder kan kæmpe på markedet samtidig med, at de kæmper i retten."

Analytikerne bemærker dog, at lige meget, hvem der står bag monopol-sagen, så bør Google forberede sig på en større juridisk udfordring.

"Sagen bør afgøres på baggrund af bevisernes stilling, og ikke på hvorvidt det er en konkurrent, der står bag eller ej," fastslår Rob Enderle.

"Jeg mener, at der er tale om en naturlig udvikling. Google burde have forudset, at den kamp, de hjalp med til at starte mod Microsoft, ville komme tilbage og hjemsøge dem selv. Det er lidt ligesom at smide en atom-bombe og så ikke forudse, at modparten vil gøre det samme mod en selv."

Monopol-sagen er det sidste nye tiltag i den eskalerende krig mellem Google og Microsoft, som finder sted på flere fronter, fra forretningsapplikationer over styresystemer og nu i særlig grad til det voksende
søgemarked.

Oversat af Marie Dyekjær Eriksen

Annonceindlæg fra Thales

AI gør de ondsindede bots både billigere og sværere at stoppe

Kunstig intelligens har ikke bare givet virksomheder nye muligheder.

Navnenyt fra it-Danmark

Mohamed El Haddaoui, er pr. 7. april 2026 ansat hos Dafolo A/S som IT-systemudvikler. Han skal især beskæftige sig med udviklingsopgaver relateret til Brugerklubben SBSYS. Han er nyuddannet datamatiker og har erfaring med udvikling af REST API'er og integreret databaser. Nyt job

Mohamed El Haddaoui

Dafolo A/S

Jakob Dirksen, SVP, Nordic Customer Delivery & Operations hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Infrastructure Delivery & Operations. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede Infrastructure Delivery & Operations, der har til opgave at drive og udvikle fibernetværket på tværs af virksomheden. Forfremmelse

Jakob Dirksen

GlobalConnect

Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

Boris Sudar

Renewtech ApS

netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job