Af Lene Sekjær
IBM og de to store pladeselskaber Warner Music og Sony Music skulle være tæt på samarbejdsaftale, som gælder test af et nyt, epokegørende system til musik-distribution, fremgår det af web-nyhedstjenesten Nando.net.
IBM vil endnu ikke ud med detaljer om det nye system, som foreløbig bærer kodenavnet ?Madison Project?, men indrømmer, at der er forhandlinger i gang med de to pladeselskaber. Udviklingen af systemet skulle efter sigende have stået IBM i 20 millioner dollars.
Pladebranchen må ellers siges at have et noget ambivalent forhold til digital musik-distribution. Som billig distributions-løsning udgør fænomenet en oplagt fordel, men som drivkraft for øget pirat-aktivitet på Internet, kan det samtidig vise sig som en enorm trussel.
IBM?s Madison Project skulle dog garantere pladeselskaberne ?et meget højt sikkerhedsniveau? med hensyn til deres ophavsret.
I forvejen har Deutsche Telekom siden marts kørt et ?Music On Demand?-projekt, der omfatter 50 pladeselskaber. Hvornår, og om, det tyske system lanceres kommercielt, er uvist.