Indhold
BOSTON, USA (IDG News Service)/ 10. december 1998: En af de ledende producenter af grafikchips, S3 Inc., har fundet en effektiv metode til fremstilling af 0,18 mikron grafikprocessorer, på et tidspunkt, hvor konkurrenterne stadig arbejder på at komme ned i 0,25 mikron.
En mikron er 0.001 millimeter. Et menneskehår er cirka 0.089 millimeter tykt. I computerterminologi henviser angivelsen til bredden på de transistorer, der er ætset ind i silikonepladerne, som udgør en mikrochippen. Jo mindre bredde, jo kortere skal elektronerne rejse, og det giver chippen højere hastighed.
De nye 0,18 mikron chips skal fremstilles af Taiwan-producenten UMC Group, og skal være i masseproduktion, i anden halvdel af 1999.
Konkurrencen på markedet for grafikchips er særdeles hård, og selv om S3 i mange år har været en af de mest dominerende på området, så mister selskabet andele. Og selv om S3 bliver først med den nye teknologi, så er det ikke sikkert, det er tilstrækkeligt for at sikre selskabet, mener en analytiker.
- De har mistet marked på det seneste, så de har brug for at være sikre på, at folk også køber deres nye produkt. Det er vigtigt, at de sørger for at drage fordel af den nye metode, siger Den McCaaron, leder i Mercury Research.