Af Jens Bertelsen, Computerworld Online
- George W. Bush samler årtiets vinderhold i sin regering. Men det er et muligt problem, at det drejer sig om årtiet 70´erne.
Med de ord begynder den anerkendte kronikør James Freeman en klumme i det amerikanske erhvervsmagasin Forbes. Han beklager, at Bush-regeringen indtil videre præges af gamle kendinge fra den gamle økonomi - og at der mangler ledere med erfaring fra IT-branchen.
- Præsidenten er en tidligere Texas-oliemand. Det samme er vicepræsidenten (Dick Cheney, red.). Og handelsministeren Don Evans. For adspredelsens skyld er finansministeren, Paul O´Neill, tidligere direktør for en aluminiumsgigant, skriver James Freeman.
Som en modvægt mener Freeman, at George W. Bush burde overveje kræfter til regeringen, der besidder den positive ånd fra IT-mekkaet Silicon Valley og kan overføre den til Washington D.C.
- En del dot-com selskaber er måske snart forhenværende, men teknologien er fortsat vækstmaskinen i vores økonomi. George W. Bush burde omgås nogle mennesker, der selv har oplevet, hvordan det virker, mener Freeman, der udover at skrive for Forbes også er tilknyttet USAtoday og er redaktør for tidsskriftet TechnoPolitics Report.