Af Jens Bertelsen, Computerworld Online
Ti mennesker blev dræbt, da et fly sidste år styrtede mod jorden kort efter start fra Zürich lufthavn for et år siden. Årsagen til ulykken er aldrig opklaret, men de schweiziske myndigheder retter nu søgelyset mod passagerernes mobiltelefoner.
Myndighederne beder derfor om hjælp fra telefonselskaberne til at kortlægge, hvilke mobilsamtaler, der er blevet ført i området, hvor et Saab 340 fly med de tre besætningsmedlemmer og syv passagerer styrtede, skriver den britiske avis Daily Telegraph.
Den internationale organisation for civil lufttrafik, ICAO, har for længst gennemført et globalt forbud imod brug af mobiltelefoner under flyvninger, fordi telefonernes radiobølger er mistænkt for at kunne påvirke flyets digitale instrumenter.
Alvorligt nyt
Flere flykaptajner har oplevet, at deres fly har opført sig underligt, imens en passager er blevet taget i at snakke i mobiltelefon. Når telefonen er blevet slukket, har flyet igen opført sig normalt, men nogen egentlig sammenhæng er aldrig blevet påvist. Hvis ulykken i Schweiz viser sig at stamme fra brugen af en mobiltelefon, er det altså alvorligt nyt.
Tidligere i denne uge måtte et slovensk fly på vej mod den bosniske hovedstad Sarajevo nødlande i Ljubljana. Det viste sig, at en tændt mobiltelefon i lastrummet satte en røgalarm i gang. Hos SAS har man lignende erfaringer. For et halvt år siden måtte et fly af typen Q400 fra producenten Bombardier Aerospace vende om, fordi en brandalarm var sat i gang uden grund.
Under en senere test placerede SAS en tændt mobiltelefon i lastrummet på en lignende fly, og da man ringede til telefonen, blev brandalarmen aktiveret igen, fortæller Lisbeth Reinwaldt fra SAS? informationsafdeling.
Her blev problemet afhjulpet ved at afskærme brandalarmen bedre fra radiobølgerne, men testen viste med al ønskelig tydelighed, at mobiltelefonerne er i stand til at berøre flyenes elektroniske udstyr.
Skriftlig advarsel
SAS oplever alligevel fra tid til anden, at passagerer uden videre tænder deres mobiltelefoner og ringer op, imens flyet er i luften. Hvis passageren nægter at slukke telefonen, har kaptajnen altid færdige breve liggende, hvori passageren får en skriftlig advarsel og en trussel om politianmeldelse, når flyet er på jorden igen.
Igennem de senere år er der flere eksempler på, at passagerer er blevet idømt hårde straffe for at snakke i mobiltelefon ombord på fly.
I 1999 blev en britisk oliearbejder idømt et års fængsel for at bringe et British Airways-fly med 91 passagerer i fare, da han nægtede at slukke sin mobiltelefon. Episoden blev af den britiske dommer sidestillet med en voldshandling ombord på flyet.
I Taiwan er straffen for at bruge en mobiltelefon i flyet op til syv års fængsel. Den alvorlige straf er en konsekvens af et flystyrt med China Airlines, hvor 202 mennesker omkom - uden at ulykken havde noget med mobiltelefoner at gøre.
Ingen hensyn til flytelefoner
Trods manglende beviser på, at mobiltelefoner kan føre til flystyrt, er usikkerheden fuldt tilstrækkeligt til at kræve de mobile telefonsamtaler forbudt i luften, mener luftfartsinspektør Gert Nørgaard Madsen fra Statens Luftfartsvæsen.
Rygter om, at forbudet i virkeligheden skyldes flyselskaberne, der gerne vil beskytte deres indtægter på kostbare samtaler via de flytelefoner, der er monteret i armlænene på de fleste flytyper, afviser han og understreger, at kravet er fastsat af myndighederne og ikke af flyselskaberne selv.