Hdv-hjemmevideo i superkvalitet

Hjemmevideo i superkvalitet kræver et HDV kamera, og det koster knapper. Til gengæld kan man klare sig med en almindelig pc og lidt billig software til redigeringen.

Intro

Familien Danmark er i fuld gang med at udskifte det gode, gamle billedrørsfjernsyn med et moderne fladt fjernsyn i jumbostørrelse, og det nye tv apparat er selvfølgelig mærket HD Ready, så det er forberedt på fremtidens tv i høj opløsning.

Når fars hjemmevideo af lille Birgers første skridt skal på skærmen, skal billedkvaliteten være i orden, så den passer til fjernsynet, og det kræver video i høj opløsning. Man skal have fingrene i et HDV kamera, hvor de store bogstaver står for High Definition Video.

Et HDV kamera optager video i høj opløsning i 16:9 bredformat, og det passer perfekt til et HD Ready fjernsyn.

Aldrig har hjemmevideo set mere virkelighedstro ud. Det er som at se Birger i virkeligheden. Man behøver ikke at zoome ind for at få begge gulgrønne spor fra snotnæsen serveret lige i synet med nærmest grænseoverskridende realisme.

HDV-kamera

Når man vil imponere familie og venner med hjemmevideo, der i kvalitet langt overgår Spielberg film fra dvd, skal man altså først og fremmest have fat i et HDV kamera.

De er allerede kommet langt ned i pris, men er stadig ikke helt billige. Vi forsøgte os med et Sony HDR HC1E, som kan fås til 13 14.000 kroner.

Vi gav videokameraet karakteren fem ud af seks i PC World nr. 14/2005, fordi det er en virkelig lækker HDV camcorder til private. Som videofotograf glæder man sig over den fantastiske billedkvalitet og også over widescreen formatet, der giver så meget mere billede end det traditionelle 4:3 format.

Kameraet optager i en opløsning på 1.440x1.080 rektangulære pixels, der passende kan forvandles til de 1.920x1.080 pixels, som den bedste HDTV kvalitet foreskriver.

Selv om opløsningen og dermed billedkvaliteten er langt højere end almindelig digital video i PAL format med 720x576 pixels, kan man stadig anvende MiniDV bånd, for HDV gemmes i komprimeret MPEG 2 format i modsætning til det ukomprimerede DV format.

Redigering på pc

På pc’en har man naturligvis behov for videosoftware, der kan håndtere HDV formatet, og flere af de kendte videoprodukter er begyndt at reklamere med HDV faciliteter.

I den sammenhæng er det vigtigt at forstå, at disse HDV muligheder skal dække to forskellige opgaver.

Den første er overførsel af HDV signalet fra videokameraet til pc’en. Den anden er selvfølgelig mulighed for at eksportere den færdigredigerede HDV film til videokameraets DV bånd eller computerens harddisk. Det hele er lidt spildt, hvis programmet kun kan gemme videoen i standard PAL format.

Det er en fordel med en relativ hurtig pc med god plads på harddisken, men skiftet fra DV til HDV behøver ikke at betyde en udskiftning af hele maskinparken.

HDV fylder ikke mere end DV, og selv om de komprimerede videofiler er noget tungere at arbejde med end ukomprimeret digital video, kan det sagtens lade sig gøre på en almindelig pc.

Når man har at gøre med video i høj opløsning er det rart med en computerskærm, der også understøtter en høj opløsning, så man kan se, hvad man laver. Vi benyttede en 20 tommer Philips Brilliance 200W fladskærm i bredformat.

Den kan fremvise 1.680x1.050 pixels, hvilket ikke er helt nok til at vise HDV i fuld kvalitet, men vi klarede os endda.
Når den færdige film skal ses på det flade HD Ready fjernsyn, er det mest oplagt at lade videokameraet stå for afspilningen via komponent udgangen. Alternativt kan computeren stå for afspilningen via DVI.

Tre videoprogrammer

Tre programmer til under 500 kroner blev udvalgt til at assistere med produktionen af en HDV hjemmevideo, nemlig Magix Movie Edit Pro 10, Pinnacle Studio Plus 10 og det splinternye CyberLink PowerDirector 5.

Magix Movie Edit Pro 10 klarede ikke skærene. Under normale omstændigheder plejer Movie Edit ellers at være udmærket, men programmet nægtede at forbinde sig til Sony camcorderen.

For en sikkerheds skyld blev det forsøgt at koble en anden camcorder til pc’en, en JVC GR D23E, og her gik alting som smurt. Efter timevis af forsøg måtte kombinationen af Sony og Movie Edit desværre opgives.

Heldigvis betød det jo ikke, at Movie Edit ikke kunne benyttes til at redigere og eksportere de HDV filer, der blev overført med andre programmer – deriblandt det gratis CapDVHS. Movie Edit er nemt at arbejde med, og der er mange effekter og overgange, man kan bruge til at pifte sine hjemmevideoer op med.

Når man er tilfreds med den færdigredigerede video, kan den eksporteres i HD til AVI, MPEG, Magix Video, Quicktime, Windows Media eller Real, hvilket skulle dække de fleste behov.

Der er også et indbygget værktøj til fremstilling og brænding af dvd’er med interaktive menuer, og i den del af programmet er der ligeledes en gavmild portion layouts til dvd menuen.

Movie Edit kan ikke anbefales, med mindre man er helt sikker på, at programmet virker med ens HDV camcorder. Så er det til gengæld udmærket.

Lidt fedtet

Det er en gennemgående lækker, men tung oplevelse at lave hjemmevideo med Pinnacle Studio Plus 10. Lækker fordi brugergrænsefladen er velpoleret, intuitiv og effektiv at arbejde med.

Tung fordi programmet simpelthen kan være sløvt og langsommeligt at have med at gøre – selv på en pc som redaktionens med AMD Athlon 64 4000+, en gigabyte hukommelse og et ATI Radeon 9800 XT grafikkort.

Overførslen af video fra camcorderen til harddisken gik gnidningsløst, og det samme kan siges om redigeringen. Studio Plus stiller en hel række overgange og grafiske elementer til rådighed, men desværre er den danske oversættelse ofte kun halvgjort såsom “Graduation Dag”, “Glædelig Anniversary” og “Our Sommerferie” og med manglende æ, ø og å i den valgte skrifttype. Det bliver ikke bedre, når man opdager, at langt størstedelen af effekter og grafiske elementer skal aktiveres (læs: betales ekstra for), før de kan benyttes.

Output kan ske til dvd, til camcorderen eller til en fil, og Studio Plus tilbyder at gemme HDV i formaterne MPEG 2 og Windows Media. Det er også muligt at købe sig til en aktivering af MPEG 4 formatet, men det oplyses ikke, om investeringen giver adgang til at gemme HDV opløsning.

Studio Plus virker lidt fedtet, når man hele tiden skal betale ekstra for programmets faciliteter. Desuden er output mulighederne for begrænsede. Men programmet er ellers lækkert nok.

PowerDirector 5 er bedst

Cyberlink har banket et godt program sammen. Det klarer både videooverførsel, redigering samt output til interaktiv dvd og MPEG 2 filer som en sveske. PowerDirector har i tidligere udgaver været et ret uimponerende program, men med version 5 virker det som om, kabalen er gået op for CyberLink.

Programmet er ikke så omfattende, men der er stort set alle de faciliteter, man har brug for, og de virker.

PowerDirector overfører HDV indhold fra kameraet som en mis, og man kan selv bestemme, om programmet skal markere sceneskift. Redigeringsfasen går også som en leg, og selvom antallet af effekter og overgange ikke er overvældende, er udvalget stort nok til de fleste produktioner.

Når videoen er færdig, kan man enten skabe en dvd med interaktive menuer, eller man kan skrive indholdet ud til camcorderen, lave en fil til webstreaming eller skabe en regulær videofil på harddisken.

Dette kan ske i MPEG 2 format, med mindre man vil betale ekstra for MPEG 4 funktionalitet. Der er altså ikke mulighed for output til så kendte formater som Quicktime og Windows Media, hvilket må siges at være PowerDirectors største svaghed.

Under alle omstændigheder bliver resulatet godt, og hele arbejdsprocessen er en fornøjelse.

Ganske overraskende taget tidligere udgaver af PowerDirector i betragtning.

Umiddelbart det bedste af de tre programmer til produktion af HDV hjemmevideoer. Men det er lidt synd, at man ikke kan lave Quicktime og Windows Media filer.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere