Af Dan Jensen
Selv om man ikke kan spise computere, kan IT og computer-teknologi i høj grad være med til at nedbringe fattigdommen i verden.
Det konkluderer FN´s udviklingsorganisation, UNDP, der netop har præsenteret 2001-udgaven af sin højt estimerede udviklingsrapport, Human Development Report med undertitlen "Ny teknologi og menneskelig udvikling."
Ifølge UNDP er IT ved at ændre hele fundamentet for den industrialiserede verdens tænkemåde. I den ny verdensorden er ideer, kommunikation og netværk kodeord i modsætning til spillereglerne i den "gamle" økonomi, hvis omdrejningspunkt er varer.
Det kan udnyttes til at nedbringe fattigdommen, konkluderer UNDP, der dermed trodser dele af de internationale udviklingskredse, som stadig ser det traditionelle udviklingsarbejde som den bedste måde at støtte u-landene på.
- Men øget fokus på den moderne teknologi kan forbedre landenes konkurrence-evne og vil uden tvivl bringe mere velfærd med sig, siger den pakistanske forsker Omar Noman, der er medredaktør på rapporten.
Akut behov
FN-organisationen ser et akut behov for billige computere og trådløse forbindelser til fattige befolkningsgrupper. En sådan indførelse af moderne teknologi i verdens fattige områder vil næppe give hurtige gevinster, mener UNDP. Men på sigt vil det kunne betale sig.
Omar Noman peger på de såkaldte "second round effects," - der er de ting, som stort fokus på IT bringer med sig - som en væsentlig positiv faktor. Det beviser et land som Indien, der er langt fremme i udviklingen af moderne teknologi. Det har haft en positiv effekt på udviklingen af for eksempel medicinsk teknologi, landbrugs-teknologi og andet.
- Den teknologiske udvikling i Indien har været en kilde til øget konkurrenceevne og har taget mange positive ting med sig, siger Omar Noman.
International opgave
Skal det nytte, er det dog nødvendigt med en fokuseret international indsats, som skal slå bro over teknologi-kløften. UNDP efterlyser derfor globale initiativer, der skal sikre, at den ny teknologi bliver udnyttet og udviklet i verdens fattige lande.
I rapporten peger UNDP desuden på behovet for ændrede skatteregler som en metode til at hindre forskerflugt fra de fattige lande til de rige lande. Forskerflugten koster udviklingslandene milliarder af kroner og kan bremses, hvis det internationale samfund indfører skatteregler efter amerikansk model, hvor den enkelte betaler skat til hjemlandet fremfor til det land, hvor han arbejder.
Flere udviklingslande er allerede frontløbere indenfor den teknologiske udvikling. Der findes således teknologiske centre i verdensklasse i Bangalore i Indien, Kuala Lumpur i Malaysia og i El Ghazala i Tunesien. Fælles for disse centre er, at de i stort omfang bruger internettet til at kommunikere med kunder i hele verden. Dermed bliver de knyttet til den globale økonomi, hedder det fra UNDP.
UNDP understreger, at alle lande, der ikke er i stand til at effektivt at gøre brug af den ny teknologi nu i netværksalderen, effter alt at dømme vil sakke alvorligt agterud i menneskelig og økonomisk udvikling i de kommende år.
Derfor opfordrer organisationen alle lande til at opbygge kapacitet til at tilpasse globale teknologier til lokale behov gennem for eksempel skolegang, forskning samt indførelsen af forskellige tiltag, der skal gøre det attraktivt for virksomheder at videreuddanne deres medarbejdere.
Læs hele UNDP-rapporten Human Development Report 2001 - ny teknologi og menneskelig udvikling.