Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. I Cell Free Agents er man glade for, at der strømmer kompetente IT-folk ind i konsulentdatabasen.
- Når det går lidt dårligt for IT-branchen, går det godt for os. Så får vi tilgang af konsulenter. Vi har fået masser af unge fra dotcom-branchen i vores database, fortæller administrerende direktør Anette Krogh, Cell Free Agents.
Hun understreger, at alle nye konsulenter skal komme med mindst to-tre års solid IT-erfaring.
Selskabet har nu omkring 800 IT-freelancere tilknyttet. Tidligere hed selskabet JC Data & Management, men har netop skiftet navn til Cell Free Agents.
Frihed eller overtid
Cell Free Agents bryster sig af, at de som "arbejdsgiver" giver IT-folk bedre muligheder for at skabe en balanceret tilværelse, hvor dagligdagen går op i højere enhed.
Den frihed kan en af konsulenterne, Tom Benedictus, godt mærke, men han bruger den dog ikke så meget. I stedet nyder han, at han næsten altid har noget at rive i.
- Når man er fri agent, kommer man aldrig til at "sidde på bænken" i perioder. Det ville jeg ikke bryde mig om. Det er jo også fordelen for virksomhederne; At de får en markant større tilpasningsevne, fordi de kan skille sig af med konsulenterne på kort tid, siger Tom Benedictus, der er uddannet svagstrømsingeniør.
Han har mellem 30 og 50 lønnede arbejdstimer om ugen og bruger derudover 10-20 timer på faglig opdatering samt studier i statskundskab på Københavns Universitet.
Tom Benedictus har også hæftet sig ved tilgangen af nye freelance-konsulenter fra dotcom-branchen udover en jævnt stigende vækst i antallet af konsulenter på markedet.
Får hurtigt nyt job
Hos Ingeniørforeningen IDA ser billedet noget anderledes ud. Her oplever formand Per Ole Front, at flertallet af IT-branchens fyrede i prikkerunder og konkurser med succes satser på lønmodtagerlivet.
- Det er min oplevelse, at det ofte er mere af nød end af lyst, når fyrede vælger at blive frie agenter. Måske fordi de ikke formår at få fodfæste som lønmodtagere på arbejdsmarkedet. Bevares, der er naturligvis også IT-folk, der meget gerne vil være frie agenter og lever godt af det, siger Per Ole Front.
Han oplyser, at IDA generelt er glædeligt overraskede over, hvor hurtigt det er lykkedes fyrede IT-folk at få nyt job. Han oplever ofte, at de fyrede allerede har en ny kontrakt i lommen, når de forlader en virksomhed.