Af Kim Kaas SelsøEn millionforretning med et netværk af medie- og internetselskaber og en samlet omsætning i størrelsesordenen 60-70 millioner kroner om få måneder. Det er hovedmålet i 31-årige Rasmus Refers visioner om at skabe et storstilet forretningsimperium baseret på internet- og medievirksomhed. Indtil videre er forsøget på at skabe det helt store guldæg dog strandet et hav af gange, og listen over kreditorer og ubetalte regninger i Refers fallitboer er lang.
Striben af fiaskoer i hans kølvand har gjort Refer godt og grundigt upopulær i brede kredse, men selv tvivler han ikke på, at det denne gang vil lykkes for ham at gøre drømmen til virkelighed.
Vil være blandt de største
- Vores strategi er at bygge vores virksomhed op omkring fag og brancheportaler og søgemaskiner, forklarer Rasmus Refer om planen, der gerne skulle munde ud i, at hans internetvirksomhed Commercial Net Media inden udgangen af 2002 er mellem de ti største medieudbydere på nettet.
- Men når jeg skriver ?de ti største? i pressemeddelelsen, så mener jeg ikke nummer otte eller ni eller ti. Når vi taler søgemaskiner, så vil vi ligge i top tre. Men vi er ikke interesserede i at konkurrere med Jubii eller SOL om portaler, der har alt muligt andet indhold som for eksempel chat. Det er søgningen, der interesserer mig, siger han.
For at nå målet er han i fuld gang med at opkøbe og udvikle nye sites på nettet med indhold, der svarer til konceptet.
For nylig købte Refers selskab Commercial Net Media netportalerne ?Smartguiderne?, der består af en række fagsider med navne som avissmart.dk, boligsmart.dk og bilsmart.dk. Han har ifølge en udskrift fra DK Hostmaster, der registrerer internetadresser, for længst sat sig på adskillige hundrede domænenavne.
Ifølge selskabet selv er CNM, der i øvrigt officielt ejes af Rasmus Refers kone Jane via selskabet SMG Holding ApS, Danmarks største domæneejer med 2.600 danske domæner.
Næste skridt i slagplanen er at opkøbe endnu flere danske sites i løbet af de kommende måneder. Indtil videre har Refers nuværende selskaber ? flere er undervejs i hastigt tempo ? godt 40 ansatte, men det er planen, forklarer han, at de skal være 20 flere medarbejdere. Flest salgsfolk.
- Vi kører annoncer i Berlingske Tidende om søndagen, og jeg forventer, at vi inden 31. december er 60 i Danmark. Dertil skal lægges 15 i det amerikansk indregistrerede Masterseek.com Inc., som vi ejer 15 procent af, siger Rasmus Refer.
Koster kroner
At det koster en bunke penge at få stablet en profitabel forretning på benene med 60 ansatte og en årlig omsætning på 60-70 millioner kroner, kan ikke komme bag på nogen. På spørgsmålet om, hvor de mange penge skal komme fra til at købe op og sætte nye projekter på skinner, svarer den travle direktør:
- Jeg har drevet medievirksomhed i 12 år, og jeg har derfor et godt netværk af gode venner og forretningsforbindelser, som støtter mig økonomisk. For eksempel har jeg haft Bygge og Anlægsavisen i 12 år, og har nogle virkelig gode kunder, der udgør et godt fundament, siger han.
Svaret er stort set identisk, hvis man ønsker at få sat navn på kilden til de mange millioner, der ifølge Refer til dato er postet i for eksempel Masterseek eller de mange konkurser eller tvangsopløste selskaber, som en udskrift fra Erhvervs og Selskabsstyrelsen vidner om. Hvad forretningen omsætter for i dag, vil han ikke oplyse, men forklarer i stedet, at en sælger årligt skal sælge for godt en million kroner, hvis det skal løbe rundt.
- Størstedelen af vores ansatte er sælgere, så kan du selv regne det ud, siger Rasmus Refer, der ikke mener, at et omsætningsmål på 60-70 millioner kroner er urealistisk.
- Pengene skal hentes hjem på annoncer, abonnementer og løssalg og derudover på alliancer med eksterne partnere. Jeg tror ikke, det vil blive et problem at sælge de annoncer, der er nødvendige for at få det til at hænge sammen. Ikke fordi vi er bedre end andre til at sælge, men fordi stort set alle vores ansatte er sælgere, siger han.
Minusser på bundlinien
Ifølge det seneste årsregnskab for SMG Holding, der er moderselskab for resten af koncernen, tjente selskabet sidste år minus 11.625 kroner på sine kapitalandele i de to selskaber Scandinavian Media Group ApS og Commercial Net Media A/S, som SMG Holding ejer 100 procent.
Scandinavian Media Group er netop sendt til tvangsopløsning i skifteretten. Selskabet havde sidste år et resultat på minus 1,2 millioner kroner ud af en nettoomsætning på 10,7 millioner. Commercial Net Media havde ingen driftaktiviteter i 2000 og kunne derfor nøjes med et minus på 2.150 kroner. Et andet af Refers selskaber, salgsselskabet Orbis Danmark ApS, havde heller ingen aktivitet sidste år og fik et resultat på minus 21 kroner. Om det er før eller efter skat vides ikke.
Et broget sammenrend
Rasmus Refers forretning består i en række trykte blade som for eksempel erhvervsavisen, Erhvervsmarked, der har været skarpt kritiseret i foråret for at plagiere ErhvervsBladet, samt Bygge og Anlægsavisen og Tidens Bolig og et stigende antal netportaler med navne som Danmarks.net, Jobmarked og Orbis. Aktiviteterne drives via forskellige selskaber med base på nogle af Københavns mere attraktive og formentlig ikke helt billige adresser på Store Kongens Gade og Ahlefeldtsgade.
