Borgerlige vil af med IT-ministerium

På sigt har Danmark ikke brug for et IT- og forskningsministerium, mener Venstre og de konservative, der sigter mod at udfase og nedlægge IT som selvstændigt ressortområde i tilfælde af et regeringsskifte. IT skal i stedet høre under Erhvervsministeriet.

Af Dan Jensen

IT- og Forskningsministeriet er i farezonen som et af de ministerier, der skal udfases og nedlægges, hvis en borgerlig regering kommer til magten efter det næste folketingsvalg.

Ministeriets delområder vil være bedre tjent ved at høre under andre og mere muskel-kraftige ministerier, mener Venstre og Det Konservative Folkeparti. Samtidig vil en nedlæggelse af ministeriet være med til at opfylde de borgerliges ambitioner om at slanke og strømline central-administrationen.

Ifølge Venstres IT-politiske ordfører, Kristian Jensen, er det på ingen måde vigtigt for Venstre at sikre IT- og Forskningsministeriets liv.

- Det vigtige er, at IT-udviklingen sikres. Vores mål er at afskaffe IT- og Forsknings-ministeriet, så snart vi kan undvære det som koordinerende faktor og indpisker. Når vi er klar, skal vi gøre det, siger han til Computerworld Online.

Han ønsker ikke at sætte dato på, men vurderer, at der under alle omstændigheder ikke findes et selvstændigt ministerium for IT i 2005.

IT er erhvervspolitik

Venstre lancerede fornylig en særdeles ambitiøs plan for IT-udviklingen i de kommende år. At der i det billede ikke er plads til et selvstændigt IT-ministerium skyldes, at Venstre først og fremmest opfatter IT som et erhvervs-politisk område, der hører naturligt under Erhvervsministeriet, mens partiet mener, at forskningen hører under Undervisningsministeriet.

Den holdning deles af Det Konservative Folkeparti, der er en af Venstres vigtigste partnere i dannelsen af en eventuel borgerlig regering.

- Der er et stort behov for at få lagt forskningen tilbage under Undervisningsministeriet. Og IT er simpelthen et for lille område til at have sit eget ministerium, siger Det Konservative Folkepartis IT-politiske ordfører, Henriette Kjær, til Computerworld Online.

Efter et valg beror fordelingen af de forskellige ressortområder på forhandlinger mellem de partier, der skal indgå i en kommende regering. I tilfælde af en borgerlig sejr vil det i vid udstrækning være partiformændene Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen, der skal fordele ministerposterne.

Ingen af de to partiformænd har imidlertid gjort sig de store overvejelser om hvem, der skal være IT-minister i en eventuel borgerlig regering, og det tages fra flere sider som et yderligere tegn på, at ministeriet vil blive nedlagt i tilfælde af en borgerlig regering.

Henriette Kjær mener da også, at der ikke er grund til at vente med at lukke ministeriet.

- Hvis det bliver en borgerlig regering, ligger det i luften, at IT- og Forskningsministeriet bliver et af de første ministerier, der skal skæres væk, siger hun.

Slankekur

For de borgerlige partier vil en nedlæggelse af IT- og Forskningsministeriet være med til at opfylde en længe næret ambition om at beskære og strømline central-administrationen.

Samtidig vil en nedlæggelse tvinge de øvrige ministerier til at forholde sig mere aktivt og konkret til IT, lyder vurderingen.

- IT har brug for fødselshjælp og en indpisker i øjeblikket. Men vi må løbende afveje, hvor langt vi er nået og holde det op mod vores generelle ønske om at slanke central-administrationen, siger Venstres Kristian Jensen.

Henriette Kjær understreger, at IT fortsat skal være et høj-profil område - også selv om det flyttes over i det tunge erhvervsministerium, hvor der er risiko for, at området drukner i de mange øvrige delområder.

- Der vil selvfølgelig være risiko for, at IT kan blive skubbet i baggrunden i et så stort et ministerium. Derfor gælder det om at finde en minister, der er bevidst om området. Det er vigtigt, at IT bliver ved med at være et højt-profileret område, siger hun.

Event: Årets CISO 2026

Sikkerhed | København

Vi glæder os til at løfte sløret for flere detaljer til denne konference. I mellemtiden kan du tilmelde dig og dermed have tidspunktet reserveret i din kalender.

22 oktober 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

Nihad Hodzic

Trafikstyrelsen

Immeo har pr. 16. marts 2026 ansat Honey Arora som Senior Manager. Han kommer fra en stilling som Data Product Owner hos Centrica Energy. Nyt job

Honey Arora

Immeo

Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

Jeppe Spanggaard

Pinksky ApS

Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Erik Ebert som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med udvidelsen af Pentos til Danmark og Norden. Det kræver bl.a. etablering af et lokalt leverance team og SAP Partnerskab. Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Effective People. Han har tidligere beskæftiget sig med HR systemer baseret på SAP SuccessFactors hos en række danske større og mellemstore virksomheder. Nyt job

Erik Ebert

Pentos