ANNONCE:
Den fynske Crazynet-forening er i fuld gang med sit 17. arrangement i sin korte treårige historie. Men i denne weekend i november, hvor foreningen har lånt plads og strømstik i Ungdomshuset i det centrale Odense er der noget forandret siden det sidste arrangement, der blev afholdt i sommerferien. Alle har læst og hørt om Antipiratgruppen, der en lille måned tidligere lavede razzia mod et netparty i Esbjerg, konfiskerede computere med fogedens hjælp og truede de omkring 300 deltagere med kostbare erstatningskrav.
Chokerede computerspillere uden ren samvittighed spurgte hinanden, om dette var enden på en sprudlende ungdomskultur. Svaret er nej. Der afholdes stadig netparties, men form og indhold er anderledes, indrømmer en af arrangørerne i Odense, Mads Bahrt, der kun fik omkring 30 tilmeldinger - under halvt så mange som da den lille forening var på sit højeste.
- Stemningen er meget anderledes, end den plejer. Dels fordi der ikke er mødt så mange op, og dels fordi deltagerne i nogen grad er ramt af paranoia over, hvad der mon vil ske, forklarer han.
Kan ikke kontrollere netværket
Crazynet vil ikke følge anvisningerne fra Antipiratgruppen, der beskriver, hvordan gode netparty-arrangører skal opføre sig. De går blandt andet ud på, at arrangørerne skal kontrollere trafikken på netværket og foretage stikprøvekontroller på deltagernes computere. Det hverken kan eller vil Mads Bahrt være med til:
- Det er ikke praktisk muligt at checke trafikken på netværket, så der er grænser for, hvad vi som arrangører kan gøre for at forhindre deltagerne i at udveksle ulovlige filer med hinanden, siger han og understreger, at piratkopiering aldrig har været hovedformålet med Crazynets fester:
- Piratkopiering er noget, man har lavet klokken fire om morgenen.
- Der er sket en holdningsændring blandt deltagerne, og det er jeg stor tilhænger af. Tidligere havde vi svært ved at opbygge et netværk med tilstrækkelig kapacitet, fordi nogen altid sad og lavede noget, vi ikke kunne vide hvad var, siger Mads Bahrt med et smil.
- Men som arrangører var vi sure over det, fordi det gik ud over dem, der ville spille mod hinanden. Foreningens holdning er klar og har altid været det omkring piratkopiering. Men vi bruger mere tid på at tale om det nu, end vi før har gjort, indrømmer Mads Bahrt.
Har altid haft regler
I reglerne for Crazynets fester har der altid været en paragraf om, at foreningen fralægger sig ethvert ansvar vedrørende ulovlig kopiering af ophavsretsbeskyttet materiale. Siden razziaen i Esbjerg er denne regel blevet skærpet med denne tilføjelse: "Vi vil gerne gøre klart, at vi under ingen omstændigheder vil finde os i piratkopiering til vores træf."
Mads Bahrt er usikker på, om Antipiratgruppens metoder overhovedet reducerer omfanget af piratkopieringen. Kampagnen har dog en anden effekt:
- Umiddelbart får man nedbragt antallet af deltagere til netparties. Men folk, der vil have piratsoftware, har ikke længere brug for netparties, for de har selv en ADSL-forbindelse derhjemme, så de i ro og mag kan hente alle de programmer på nettet, som de har lyst til.



