Unge leger med loven


Publiceret d. 30. november 2001 kl. 10.30


Annonce:
 
ANNONCE:
Oprindeligt blev Computerworld Online kun tildelt en halv times audiens, men hovedpersonen synes, at det er spændende at tale om ophavsret, kopibeskyttelse og piratkopiering, så interviewet trak ud. Han er ellers en travl mand, Niels M. Andersen, advokat og partner i Nordens største advokatvirksomhed, Bech-Bruun Dragsted, der netop har slået sig ned med Øresundsudsigt på Langelinie Allé i København.

Fra denne adresse behandler Niels M. Andersen og en håndfuld juridiske medarbejdere adskillige hundreder sager hvert år mod IT- og kulturverdenens pirater. Det mest kendte organ, der har adresse sammen med advokatfirmaet, er Antipiratgruppen, der repræsenterer en stribe danske udbydere af spil, musik og film, der alle er udsat for massiv piratkopiering.

Gruppen er oppe imod stærke kræfter i sin kamp for retfærdighed:
- Vi har lavet fokusgrupper, hvor vi har spurgt unge om deres holdninger og adfærd omkring kopiering. Og den viser, at store grupper af de unge slet ikke tager sagen alvorligt. De kopierer musik og film som en almindelig dagligdags foreteelse, siger advokat Niels M. Andersen.

- Vores opgave er at ændre danskernes holdning til piratkopiering. Det skal være lige så moralsk forkert at kopiere spil, musik og film som at stjæle varer i en butik, forklarer Niels M. Andersen og nævner et aktuelt eksempel fra sagen mod CompuClub i Esbjerg, hvor Antipiratgruppen beslaglagde computere og i øjeblikket forsøger at indgå forlig med de mange deltagere.

- En far til en af de unge udtalte til pressen, at der jo bare var tale om drengestreger. Men hans søn havde stjålet materiale for 36.000 kroner. Hvordan tror du, faderen havde reageret, hvis sønnen var blevet taget i at stjæle varer for 100 kroner i en butik, spørger Niels M. Andersen.

I øvrigt forstår han ikke, hvorfor nogen ser sig gale på Antipiratgruppen:
- Vi gør meget ud af at give de unge en fair behandling. I år forventer vi at behandle 300 sager, og i de 280 af dem indgår vi forlig i stedet for at bringe sagen for domstolene. Vi prøver altid at lave en forligsløsning, så de unge kan komme videre med deres liv, understreger Niels M. Andersen.

Kampagne løste ikke problemet
Musikbranchen gennemførte for to år siden en stor kampagne rettet mod den brede befolkning. Budskabet om, at cd-pirater "sagsøges langt ind i helvede", nåede ud til 60 procent af befolkningen, og 85-90 procent af danskerne er godt klar over, at piratkopiering er ulovlig, viser undersøgelser. Men kampagnen løste ikke problemet, som fortsatte med at stige eksplosivt.

En anden del af indsatsen består i at læse med på internet. Antipiratgruppen og Niels M. Andersen er aktive læsere af både nyhedsgrupper og debatfora, herunder debatten på Computerworld Online. Her må de lægge ryg til mange angreb fra vrede læsere, der er uenige i, at piratkopiering er et problem. Den kritik tager advokaten køligt:
- Det er folk, der er sure eller forsmåede, der brokker sig. Måske dem, det er "gået ud over". Men der er også store grupper i befolkningen, der har en stigende forståelse for de immaterielle rettigheder og godt kan se, at kunstnere eller spilproducenter skal have penge for deres arbejde. I vores fokusgrupper møder vi også unge, der mener, at der er status i at have originale cd'er stående i reolen, forklarer Niels M. Andersen.

Antipiratgruppen registrerer ikke indlæg fra nyhedsgrupperne, hvis de bare handler om holdninger til piratkopiering. Men hvis der udføres noget kriminelt, hvor nogen eksempelvis lægger MP3-filer ud i en nyhedsgruppe, så falder hammeren, hvis afsenderen kan spores.

Niels M. Andersen erkender, at indsatsen mod piratkopiering er et langt sejt træk, men ser alligevel med fortrøstning på udviklingen:
- Nye avancerede former for kopibeskyttelse vil løse problemerne i forhold til den brede befolkning, men nogen vil sikkert blive ved med at finde smutveje. Og der er jo allerede nu ufattelige mængder materiale på markedet, som vi skal have sat en stopper for, siger han og begynder at trippe utålmodigt. Mødet med antipiraten er slut.

Piratjægeren Niels M. Andersen fakta:

Født 1959 Advokat siden 1986
  • Speciale i IT-ret og immaterielret.
  • Ansat i advokatfirmaet Berning & Schlüter i 1983, der nu hedder Bech-Bruun Dragsted.
  • Firmaet har 525 medarbejdere, heraf 260 jurister.

 
ANNONCE:
Niels M. Andersen stoler på, at udviklingen vil vende med nye avancerede kopisikringer, og det synspunkt deler en af de store producenter af datamedier, børsnoterede SDC Dandisc. Virksomheden har flere samarbejdspartnere i sikkerhedsbranchen, men venter især meget af produkter fra den amerikanske gigant på området, Macrovision.

- Vi arbejder netop nu på at kunne implementere sikkerhed på forskellige niveauer i vores produkter, og vi venter at kunne præsentere disse løsninger inden for nogle uger, fortæller produktchef Carsten C. Hansen, SDC Dandisc.

Aldrig fuld sikkerhed
For musik-cd'er handler det om at lægge mislyde ind over lydsporene, som kun traditionelle cd-afspillere kan sortere fra, samt at lægge software på cd'erne, der skjuler musikken for pc'ernes cd-rom-drev. En tredje mulighed, som dog ligger længere ude i fremtiden, kræver adgang til internet, hvor brugeren skal registrere sig hos pladeselskabet for at få lov at høre musikken.

Hvis alle muligheder kombineres, kan kunstnerne føle sig temmelig sikre på, at deres musik kun høres af betalende kunder. Men efter flere forsøg på at lave kopisikringer, som umiddelbart efter er blevet brudt af piraterne, tør ingen love fuld sikkerhed:

- Vi kan ikke gøre noget ved alle freakene, for før eller siden vil de knække koden. Men vi kan dæmme op for, at den brede del af befolkningen umiddelbart har adgang til at kopiere cd'er, siger Carsten C. Hansen.

Han oplever stor interesse fra kunderne, der tæller både softwareproducenter og udbydere af musik og film, for at høre mere om mulighederne for kopisikring. Men samtidig følger de godt med i udviklingen i blandt andet USA og Storbritannien, hvor store grupper af forbrugere protesterer over ikke at kunne høre musik på computeren eller lave en kopi til bilen af en købt cd.




Kommentarer - Debatoversigt


Der er endnu ikke nogen kommentarer til denne artikel. Du kan skrive en kommentar ved at udfylde nedenstående formular
Kommentér
Titel:

Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne

Forsiden lige nu

Overblik: Politiets nu skrottede Polsag-projekt bliver den seneste i rækken af offentlige it-skandaler. Projektet koster skatteyderne flere hundrede millioner kroner.
3. februar 2012 kl. 16.05 | læs »

Med 4G kommer du voldsomt hurtigt på nettet med mobilt bredbånd. Men hvilken udbyder skal du vælge?
2. februar 2012 kl. 15.58 | læs »

CSC har absolut ingen kommentarer til beslutningen om at lukke Polsag, som CSC har udviklet på i mange år.
3. februar 2012 kl. 14.42 | (1) | læs »

Politiets store prestige it-projekt skulle ruste landets betjente til tænderne, men endte med at ryge i skraldespanden sammen med ekstra million-regninger.
3. februar 2012 kl. 15.59 | (1) | læs »





 
White papers
I dette white paper kan du læse om, hvorfor god projektledelse handler om mennesker, målsætninger...

I dette white paper kan du læse om, hvordan brugen af ny teknologi fra web 2.0 og sociale medier...

Cloud computing er i løbet af de sidste 18 måneder blevet det mest omtalte emne i it-branchen....

 


Mest læste seneste uge

Det lykkedes en pensioneret politimand at fravriste Microsoft-svindlere de penge, som de havde lokket ud af ham. Se her, hvordan han gjorde.

Det hidtil største malware-angreb på Android er i fuld gang. Millioner af Android-brugere kan være blevet ramt af ny trojaner.

Med 4G kommer du voldsomt hurtigt på nettet med mobilt bredbånd. Men hvilken udbyder skal du vælge?

Mens nogle virksomheder vil kunne lade et trådløst WiFi-netværk erstatte kablerne, kan det hurtigt give problemer i andre virksomheder. Her får du gode råd til at træffe den rette beslutning.

Politiet dropper det skandaleramte Polsag. Systemet har løbene været ramt af forsinkelser. For halvandet år siden var budgettet overskredet med omkring 100 procent. I dag er status ukendt.