Staten venter på open source


Publiceret d. 21. februar 2002 kl. 11.05


Annonce:
 
ANNONCE:
Med et par enkelte undtagelser er komplette open source-systemer i den offentlige forvaltning lige så fraværende som en glad gris i et svineslagteri. Det gør det stort set umuligt at bedømme, om open source er et reelt alternativ til Microsofts altdominerende position på markedet.

Sådan lyder vurderingen fra flere open source-eksperter, som Computerworld Online har talt med.

- Det er min fornemmelse, at open source er vældig hypet i øjeblikket. Men der er altså ingen dokumentation for, at det er slået igennem. Det er rent tankespind. Som alternativ til Microsofts Office-pakker er det vores klare fornemmelse, at open source på skærmene i dag er stort set ikke-eksisterende i den offentlige sektor, siger Jan Opstrup Poulsen til Computerworld Online.

Han er koordinator for en arbejdsgruppe under Teknologirådet, der netop er gået i gang med at kortlægge udbredelsen og potentialet i open source i den offentlige sektor. Det er sket på baggrund af en indstilling fra Folketingets Forskningsudvalg, der har foreslået en strategi for udbredelse af open source i den offentlige administration.

Gruppen mangler dog som udgangspunkt eksempler.

- Der findes masser af open source i infrastrukturen. Men når det kommer til open source på desktoppen - som for eksempel StarOffice - er vi i voldsomt bekneb for eksempler, som vi kan bruge som grundlag, siger Jan Opstrup Poulsen, der peger på, at kun Forbrugerinformationen samt enkelte AMU-centre i dag anvender komplette open source-systemer.

Kommuner og virksomheder utilfredse
Diskussionen om open source i den offentlige forvaltning er blevet aktuel, efter at såvel kommunerne som en række store virksomheder til Computerworld Online har kritiseret Microsofts nye prispolitik i voldsomme vendinger.

Kommunerne og virksomhederne mener, at softwaregiganten har udnyttet sin altdominerende markedsposition til gennem den nye prispolitik at hæve prisen for produkter, der ikke bliver tilsvarende forbedret.

Kommunerne har på den baggrund indledt en beta-test af open source-produktet StarOffice, der skal klarlægge, om programmet kan være et velfungerende alternativ til Microsofts Office-pakke.

Forsøget bliver fulgt opmærksomt i en række styrelser og ministerier, hvor man spændte afventer udviklingen indenfor open source-produkter.

Det gælder blandt andre Skov- og Naturstyrelsens informatik-afdeling, der servicerer Miljøministeriet samt visse styrelser og klagenævn under dette. Her er man parat til at gribe muligheden, når og hvis der viser sig et velfungerende alternativ.

Miljøministeriet anvender fortsat Office 95, og selv om en opgradering til Office XP længe har været på vej, er der endnu intet sket. Man har nemlig valgt at udskyde opgraderingen for at se markedet an.

- Vi tror, at der er et virkelig spændende marked på vej, og derfor vil vi vente og se, hvad der sker, siger IT-chef Simon Halfdan Gjedde til Computerworld Online.

Positivt indstillet
Han er som udgangspunkt positivt indstillet overfor open source, der efter hans mening ikke mindst økonomisk kan have mange fordele, fordi systemerne kan tilpasses de enkeltes behov.

- Min erfaring er, at langt de fleste Microsoft Office-brugere kun anvender 5-10 funktionstaster. Så hvis det kommer til stykket, er vi villige til at give afkald på en del funktionalitet i et open source-produkt, så længe driftsstabiliteten, kompatibiliteten og sikkerheden er i top. Og i den sidste ende er det jo økonomien, der tæller, siger han.

Han stod for et års tid siden bag en test af StarOffice, der viste, at programmet endnu ikke fungerer optimalt i kommunikationen med Microsoft-produkterne. Der var især problemer med udvekslingen af grafik.

- Den grafik, der kom retur, så meget underholdende ud. Hvis vi indførte det i dag, ville mange opfatte det som en klar serviceforringelse. Men jeg tror, at der vil ske mange ting inden for de næste par år, siger Simon Halfdan Gjedde.

Mangler styring
Den ringe udbredelse af desktop-open source i den offentlige sektor skyldes i vid udstrækning den mangel på central styring, som der er tradition for i den danske stat, når det handler om IT.

Skal et nyt produkt vinde indpas, kræver det derfor, at der udstedes dekret fra allerhøjeste sted om, at det ny produkt skal prøves. Ellers vender de enkelte beslutningstagere sig automatisk til det velafprøvede og velkendte produkt - Microsoft Office.

Det mener lektor i datalogi på Roskilde Universitetscenter, Niels Henrik Jørgensen.

- Som markedet ser ud i øjeblikket kræver det en form for central styring, hvis åbne standarder skal udbredes i den offentlige sektor. Det er vigtigt, at der sker noget, for det er uholdbart, hvis staten som indkøber i den grad binder sig til en enkelt producent. Der skal være konkurrence blandt leverandørerne, siger han.




Kommentarer - Debatoversigt


Der er endnu ikke nogen kommentarer til denne artikel. Du kan skrive en kommentar ved at udfylde nedenstående formular
Kommentér
Titel:

Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne

Forsiden lige nu

Her har du de mest banebrydende håndholdte computere gennem alle tider.
25. maj 2012 kl. 16.04 | læs »

Klumme: Angrebet fra Flashback viser, at Apple nu må tage sikkerheden på Mac alvorligt, skriver Shehzad Ahmad fra DK-CERT i sin månedlige klumme
25. maj 2012 kl. 14.30 | læs »

Overblik: Få overblikket over IBM Danmarks store fyringsrunde.
25. maj 2012 kl. 15.30 | (3) | læs »

Landbrugsorganisation er godt sur i skralden over, at landmænd i randområder skal bestille bredbånd hos konkursramt firma.
25. maj 2012 kl. 14.04 | (3) | læs »





 
White papers
I dette white paper kan du læse om, hvorfor god projektledelse handler om mennesker, målsætninger...

I dette white paper kan du læse om, hvordan brugen af ny teknologi fra web 2.0 og sociale medier...

Cloud computing er i løbet af de sidste 18 måneder blevet det mest omtalte emne i it-branchen....

 


Mest læste seneste uge

Kan gratis sikkerhedssoftware virkelig beskytte din pc? Svaret er ja, hvis du vælger det rette produkt. Læs her en test af de mest pålidelige gratis sikkerhedsprogrammer.

Næsten 200 IBM-ansatte får med få timers varsel sidste arbejdsdag i dag. Ingen var orienteret forud for dagens massefyring, som effektueres øjeblikkeligt.

Flyselskabet SAS har brugt op mod trekvart milliarder kroner og seks år på at udskifte sit bookingsystem. Undervejs har der været flere projekt-udfordringer, som kulminerede en vinternat med en big bang-migrering.

Her er forklaringen på, at IBM Danmark med direktør Lars Mikkelgaard-Jensen i spidsen fyrer 170 medarbejdere.

IBM Danmark lader hovederne rulle.