Jubii ignorerer Netscape

Danmarks største internetportal, Jubii, vil fremover kun udvikle sider til Microsoft-browseren Internet Explorer. Antallet af brugere af konkurrenten Netscape Navigator er nu nede under én procent. Netscape-brugere er ikke en subkultur, men en uddøende race, mener Jubii-direktør.

Han er godt klar over, at han bevæger sig ind i et eksplosivt minefelt. Alligevel har Jubii-direktøren Martin Thorborg sammen med sine kompagnoner truffet beslutningen:

Jubii, der er Danmarks absolut mest velbesøgte website, understøtter fremover ikke andre browsere end Microsofts Internet Explorer.

Konkurrenten er primært Netscape Navigator, som imidlertid ikke yder megen konkurrence: Ifølge Jubiis målinger er det nu under én procent af de besøgende, der benytter en Netscape-browser.

Ingen support

- De vil fremover opleve, at nogle enkelte funktioner ikke helt virker, som det var meningen, siger Martin Thorborg til Computerworld Online.

- Når en Netscape-bruger fremover skriver til os for at rapportere en fejl, så har vi en standardbesked liggende om, at - sorry guys, den går ikke længere, forklarer Thorborg.

Jubii har for så vidt stor respekt for, at nogen tager konkurrencen op med Microsoft, men her er der nu kåret en vinder - browserkrigen, der rasede op igennem 1990'erne, er udkæmpet:

- Kære venner, I er ikke 15 procent længere. I er én procent. I er ikke engang en subkultur, I er en uddøende race, tordner Martin Thorborg over for den lille minoritet, der ellers med kraftig stemme råber op, når nogen forbryder sig imod standarderne.

Et veldefineret regelsæt, standarderne, fortæller, hvordan webdesignere skal opføre sig, hvis deres produkter skal kunne læses problemfrit i alverdens forskellige browsere.

Ikke ringere Jubii

Men Martin Thorborg giver ikke meget for standarderne:

- Hvis det betyder, at jeg skal tilbyde 99 procent af mine besøgende et ringere Jubii for at tilfredsstille én procent, så melder jeg fra, siger han.

Nedturen for Netscape har været langvarig. For et år siden lå Netscape-andelen hos Jubii på under fire procent. Internationale målinger viser, at Netscapes markedsandel globalt ligger på omkring fire procent.

At Netscape, der ejes af AOL Time Warner, netop har lanceret en version 7.0, mildner ikke sindene hos Jubii.

- Netscape har kun én at takke for, at det er gået, som det er gået: Dem selv. Da vi i 1995 endnu var en internetudbyder (Cybernet, red.), forsøgte vi at indgå en aftale med Netscape i USA om at tilbyde deres browsere til vores kunder. Men de henviste os til et kontor i Spanien, hvor de ikke talte engelsk, og det lykkedes aldrig at få fat på en, der kunne hjælpe os, siger Martin Thorborg.

- Da vi ringede til Microsoft, stod der en repræsentant ved vores dør inden for en time, og de ville forære os det hele gratis. Hvem af de to ville du så vælge at samarbejde med, spørger Thorborg retorisk.

Kig på statistikken

Han opfordrer andre webdesignere til at kigge mere på browserstatistikkerne, end på horden af vrede Netscape-brugere:

- De fylder ufatteligt meget i debatten, selvom de kun udgør en procent. Det er sindssygt, hvis virksomheder eller måske en kommune bruger penge på at understøtte Netscape i stedet for måske at udvikle en mobil platform, så tjenesterne kan benyttes med en mobiltelefon. Der er mange, mange flere danskere, der har mobiltelefoner, end der er Netscape-brugere, siger Martin Thorborg.

Han håber, at Jubii ved at gå foran kan gøre det legitimt udelukkende at understøtte browserkrigens vinder, Internet Explorer:

- Jeg vil godt bakke op om de webmasters, der sidder ude i landet og bander over at skulle udvikle til to browsere, slutter Thorborg.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere