Genbrugsguld - og nostalgi

Genoplev ungdommen med de gode, gamle klassikere. Bare fordi den oprindelige hardware forlængst er skrottet, kan man stadig nyde spillene på pc'en.

Genbrugsguld - og nostalgi

“Joy to the world” skrev Isaac Watts i 1719 i “The Psalms of David”. Da de kendte ord blev sat til musik i 1836 af Lowell Mason, var en udødelige klassiker født. “Joy to the world, the Lord is come!” Hip hip hurra.

Sådan var følelsen også under researchen til denne artikel, som ikke kan undgå at blive både personlig og glædessprudlende. Det viser sig nemlig, at man både gratis og nemt kan komme til at spille alle fortidens sjove computerspil.

Mario! Outrun! Ghosts'n'Goblins! Manic Miner! Listen bliver ved og ved, og glæden vil ingen ende tage. Joy to the world, jotak.
Hvis man ikke lige har en Commodore 64 og en ZX Spectrum samt et udvalg af tv-konsoller og arkademaskiner på lager i kælderen, er de fordums store spil ellers forsvundet for evigt.

Og skulle man endelig have den rigtige hardware, ligger spillene på 20 år gamle audiokassetter eller floppydisketter, som sandsynligvis er ved at miste deres data. Heldigvis er det dog muligt at genopleve spillene på pc takket været mange timers frivilligt arbejde af programmører fra hele verden. De klassiske spil er nemlig lige til at downloade fra internet – ofte i forbedrede udgaver.

To megahit fra konsol og arkade

Lad os straks få gange i et par af de helt store klassikere. Nintendos 1985-hit Super Mario Bros er overført til pc'en af en unavngiven programmør, der gemmer sig bag websiden www.vg-world.net. Her kan man hente SMB Classic, og Super Mario Bros er i sandhed "classic". Spillet er af løb-og-hop-typen og helt og aldeles blottet for blod og vold. Men det er ikke derfor, at spillet er sjovt.

Det er det gennemførte koncept, der stadig holder vand, og underholdningsværdien kan man takke Nintendos spiludviklere for, som gennem alle årene har været blandt de bedste spildesignere i branchen.

Et andet 80'er-hit er bilspillet Outrun, som efter at Sega udgav det i 1986 dannede skole for bilspil i flere år. Outrun er ikke et imponerende bilspil efter nutidens standarder, men Emmanuel Icarts genskabelse af spillet til Retro Remakes-konkurrencen i 2003 er fabelagtig.

I modsætning til originalen, der blev lavet med bitmapgrafik, er dette remake lavet med 3D-grafik. Det gør dog ikke spillet mindre sjovt, og ligheden med 1986-udgaven er slående.
Hent RunOut på www.momorprods.com.

Kører også på forældede pc'er

Kun de færreste af nutidens børn vil blive imponeret over de gamle spil, og det er ganske forståeligt. I dag skal det hedde Harry Potter i 3D med 80 milloner polygoner alene til troldknægtens tryllestav, hvorimod klassikernes bitmapgrafik ofte præsenteres i en opløsning på 320×200 punkter.

Heldigvis kan man i de fleste tilfælde få spillet forstørret op til at fylde hele skærmen, så man ikke skal spille via mikroskop.
Fordelen ved den minimale grafik er til gengæld, at spillene normalt kan køres på selv gamle pc'er.

Det vil sige, at man kan lade børnene spille 3D Zombie-Nazis From Planet Future IV på familiens 64-bit pc med 2 gigabyte hukommelse Nvidia GeForce 7900 grafikkort, mens man selv muntrer sig med Sabre Wulf og Manic Miner på den afdankede Pentium II, der ellers skulle smides ud.

At 20 år gamle spil uden problemer kan afvikles på en ældre pc er i sig selv ikke så opsigtsvækkende, men når man opdager, at mange af disse remakes er lavet i BASIC, må man alligevel glippe med øjenene.

Hjemmecomputerspil i BASIC

Kieran og Declan Sandwells remake af Ultimate Play the Game's 1984-hit til ZX Spectrum, Sabre Wulf, er skrevet i BlitzBASIC. Samtidig er spillet også et eksempel på, hvordan pc’en kan bruges til at forbedre det eksisterende spil.

I Sabre Wulf har udviklerne nemlig valgt at udnytte pc'ens høje grafikopløsning og lade spilleren se et langt større udsnit af spilområdet end originalen. Det gør Sabre Wulf-remaket endnu bedre end originalen, og selvfølgelig har lydsiden også fået et ordenligt pift. Sabre Wulf kan hentes på www.dexfx.pwp.blueyonder.co.uk

Et andet superhit fra hjemmecomputernes æra er Andrew Braybrook’s Uridium, som næsten enhver Commodore 64-ejer har spillet. Dette Hewson-spil fra 1986 var uden tvivl det bedste skydespil på C64’eren, da det udkom, og det blev ikke overgået i et godt stykke tid. Nogle mener, at det aldrig blev overgået. Det er ofte de samme, som stadig har en Commodore 64 derhjemme.

MinionSoft’s flotte remake af Uridiam er skrevet i DarkBASIC, og det viser blot, hvor meget man egentlig kan i et gammelt programmeringssprog. Spillet kan downloades fra www.minionsoft.com

BASIC kan stadig

Har man puslet blot en anelse med programmering på de gamle hjemmecomputere, vil man nikke genkendende til BASIC-sproget. I dag er sproget især udbredt via Microsofts Visual BASIC og ASP webteknologi, men skal man skrive retro-computerspil, er det især BlitzBASIC og DarkBASIC, der dominerer.

BlitzBasic er et fælles sprog brugt i tre udviklingsmiljøer; nemlig Blitz3D til 3D-spil, BlitzMax til Windows, Mac og Linux samt BlitzPlus til 2D-spiludvikling under Windows. Men BlitzBASIC er ikke kun gammeldags BASIC, der er også inkluderet funktioner fra sproget C, hvilket gør BlitzBASIC mere effektivt og fleksibelt.

DarkBASIC er også en udgave af BASIC, der benyttes til spiludvikling, og her bruges samme udgave af sproget til at skrive 2D- og 3D-spil. Umiddelbart er DarkBASIC en smule mere komplekst end BlitzBASIC, men samtidig også stærkere.

Begge produkter kan dog bruges til at lave spil, som man bagefter kan forære væk eller sælge uden at skulle betale licens. Der er altså ingen undskyldning for ikke at sætte sig ned og skrive den næste Jet Set Willy eller Bruce Lee eller måske ligefrem Kings Quest.

Eventyr fra gamle dage

Det er ikke kun gamle spil fra konsoller og arkademaskiner og hjemmecomputere, der bliver genskabt. Ældre pc-spil bliver også genoplivet med ny grafik og lyd, og blandt dem finder man flere af de klassiske eventyrspil.

En gruppe, der kalder sig AGD Interactive, har genskabt Sierra’s Kings Quest I og II fra henholdsvis 1985 og 1986. Sierra dominerede markedet for eventyrspil dengang, men den gamle CGA- og EGA-grafik holder ikke længere vand. Det gør de nye udgaver af spillene derimod, og de kan hentes fra www.agdinteractive.com.

Er man til eventyrspil, må man heller ikke snyde sig selv for Manic Mansion Deluxe, som er en modernisering af LucasFilms sjove eventyr om Dr. Fred og meteoret.
Denne remake er lavet af en gruppe, der kalder sig Lucasfan Games – gruppens webside er desværre ude af drift. Heldgivis kan spillet downloades fra www.remakes.org, hvor man også finder de andre remakes nævnt i denne artikel og flere til.

Ulovligt, men sjovt

Der er mange timers underholdning i remakes af gamle spil, og siden spillene ikke har været solgt i butikkerne i mange år, må det vel være fuldt lovligt at spille kopierne, ikke sandt?

Svaret er faktisk nej. Omend hverken koden, grafikken eller musikken er taget direkte fra det originale spil, er der stadig tale om en direkte efterligning og dermed en indtrængen på den originale rettighedshavers varemærke. At mange af virksomhederne bag de gamle spil forlængst er forsvundet i opkøb, fusioner og konkurser ændrer ikke ved sagen.

I flere tilfælde har de oprindelige udviklere dog givet grønt lys for, at deres spil bliver genskabt, men vil man have helt ren samvittighed, må man vinke farvel til klassikerne. Men hvem vil det? Altså have helt ren samvittighed?

Personlige favoritter

Tre spil må absolut nævnes, da de er undertegnedes absolutte favoritter fra gamle dage. Hermed anbefales det på det kraftigste, at man prøver at spille:

Fred – en lille mand med en stor næse skal slippe ud af en underjordisk labyrint. Spillet udkom under Quicksilva i 1984, og den genskabte udgave er smukt udført af Fozman. Hent spillet på www.fzero.co.uk/fred.htm

Manic Miner – det bedste platformspil nogensinde. Udgivet af Bug-Byte i 1984 og genskabt af Jason Brooks i 2002. Download spillet fra www.muckypaws.com

Jet Pac – det er bare repeterende action, hvor formålet er at samle en raket og flyve væk fra planetens overflade. Ultimate Play the Games spil fra 1983 er lavet som JetPak af Ian Price og kan downloades fra www.remakes.org. En noget hurtigere udgavet er lavet af Steve Watson and Gordon King med The Games Factory og kan findes på www.retro-relevance.co.uk

Defender of the Crown

Der kan ikke diskuteres gode, gamle spil uden at nævne Cinemawares Defender of the Crown. Dette strategispil om riddere og skønjomfruer var i høj grad medvirkende til, at Amiga’en opnåede sin success. Skal man spille Defender of the Crown, bør det altså være den originale Amiga-udgave, men det kræver lidt emulering.

Den bedste Amiga-emulator er uden tvivl WinUAE, som kan downloades gratis fra www.winuae.net. Emulatoren er nem at installere og fungerer rigtig godt, men den kræver de originale ROM-koder fra Amiga’en. Da disse stadig er under copyright, kan de ikke bare downloades fra nettet (jo de kan, men det må man ikke), til gengæld kan de købes helt legalt for 29,95 dollars på www.amigaforever.com.

Så mangler man bare selve spillet, men det er let nok. Cinemaware forærer nemlig sine gamle spil væk, så det er bare at besøge www.cinemaware.com og downloade de originale Amiga-filer. Og når man nu er der, kan man jo også snuppe filerne til S.D.I., King of Chicago, Sinbad, Rocket Ranger, Lords of the Rising Sun, It Came From the Desert og de mange andre storslåede Cinemaware-titler.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere