Test: Fire harddiskoptagere i nærkamp
Det er efterhånden ved at være nogle år siden, at de første harddiskoptagere gjorde deres indtog.
De første modeller var store, larmende og bøvlede at betjene, men efterhånden har produkttypen nået en modenhedsstatus, hvor du for blot 3.000-4.000 kroner får kvalitetsmodeller, der kan alt, hvad de fleste almindelige brugere har behov for.
Det er i hvert fald den overordnede konklusion på denne stortest, hvor vi bad en række producenter om at stille med modeller i prisklassen.
Ud over de deltagende Panasonic, Sony, JVC og Pioneer indbød vi også Philips og Samsung. Men de kunne – på grund af henholdsvis snarligt produktskift og ferie – ikke deltage.
Desuden indbød vi Medion, der også sælger en del afspillere gennem blandt andet Aldi.
Men her fik vi ikke engang svar retur på vores forespørgsel. Det er en smule ærgerligt. Det kunne jo have været interessant at se, hvordan et produkt fra en af de mest fremtrædende discount-producenter står sig i konkurrencen med modeller af mere anerkendt fabrikat.
Testen bød på flere overraskelser. Ikke blot er HDMI-udgang med tilhørende opskalering til flere forskellige HD-formater blevet standard, men vi fik endda en enkelt maskine med indbygget DVB-T tuner; en detalje, der indtil for blot et halvt år siden, var forbeholdt meget kostbare modeller.
Sådan testede vi
Alle modeller er blevet tilsluttet et 32" Hitachi 32LD9700N LCD-tv – som du kan læse vores tidligere anmeldelse af her.
Signalet fik vi fra henholdsvis en Triax-satellit boks samt en almindelig antenne.
Vi har foretaget optagelse, afspilning og redigering på alle enhederne og generelt anvendt dem, som man normalt ville gøre det. Vi har optaget med forskellige kvalitetsniveauer for at vurdere, hvor gode de enkelte enheder er til at få et tålelig resultat ud af optagelser med støt stigende komprimeringsfaktor (det vil sige hvor optagelserne fylder mindre på harddisken per optaget tidsenhed).
Ligeledes har vi foretaget en afprøvning af maskinernes menufunktioner og fjernbetjeninger, da begge dele har stor betydning for det daglige brug.
Endelig har vi i et stille rum lyttet nøje efter modellernes støjniveau for at vurdere, om nogle larmede markant mere end andre.
Derimod har vi ikke haft tilsluttet et digitalt videokamera. Ligeledes har vi ikke forsøgt at se billeder eller afspille musik på enhederne (hvilket alle ellers kan) efter devisen, at vil man det, slutter man formentlig blot en bærbar computer til sit tv; den er på alle måder mere velegnet til formålet.
Hver model er tildelt en specifik vurdering og karakter indenfor kategorierne:
Funktionalitet og forbindelser – hvor vi blandt andet har vurderet den enkelte models anvendelsesmuligheder og udstyr (herunder tuner, kablede forbindelsesmuligheder og eventuelt ekstra udstyr som USB-forbindelse eller kortlæser)
Design og støjniveau – om modellen – efter undertegnedes subjektive bedømmelse – er veldesignet, samt om den larmer unødigt.
Brugervenlighed – om maskinen er enkel og hensigtsmæssig at betjene, om prioriteringen af menustruktur og fjernbetjening er faldet heldigt ud
Samlet vurdering
Vores overordnede vurdering af maskinen, hvor alle faktorer ovenfor tages i betragtning.
JVC DR-MH300 (1)
Med en alder på halvandet år – hvilket i elektronikbranchen er mere end rigeligt til at udløse et lykønskningstelegram fra Hendes Majestæt samt en æske kattetunger fra tipoldebørnene – er JVC DR-MH300 testens alderspræsident.
Vi har såmænd allerede testet den en gang før, nemlig i juni 2006.
Men ifølge JVC Danmark er der ikke en afløser på vej lige med det første, og derfor deltager maskinen på lige fod med konkurrenterne i denne test.
Vi mangler den digitale tuner som på Sony-maskinen, ligesom det også havde været rart med kortlæser, USB-stik eller en bredere understøttelse af skrivbare dvd-formater.
På den led sætter alderen sine spor, men i den daglige betjening og anvendelse – som alt andet lige har den højeste prioritet – virker JVC-maskinen ikke forældet.
For eksempel var den i sin tid en af de allerførste harddiskoptagere med HDMI og HD-opskalering af et standard-definition signal, og derfor sejles maskinen ikke helt agterud den dag i dag.
Men hvor konkurrenterne kan opskalere til den ”store” HD-standard 1080p via deres HDMI-udgange, håndterer JVC-maskinen kun den ”lille” standard, 720p (samt dens marginalt mere flimrende fætter, 1080i).
I realiteten afhænger det dog høj grad af dit fjernsyns beskaffenhed, om du opfatter en forskel mellem de forskellige opskaleringstyper eller – for den sags skyld – mellem et opskaleret og et ikke-opskaleret signal.
Det skyldes, at alle fladskærms-tv allerede automatisk opskalerer indkomne standard definition signaler, så skærmens højtopløselige panel kan vise det ”underlødige” signal i en acceptabel kvalitet.
Derfor vil du kun opleve den eksterne opskalering som en kvalitet, hvis harddiskoptagerens skaleringskredsløb er bedre end de kredsløb, der sidder i dit tv. Det er de ofte, men langt fra altid.
Til gengæld skal fremhæves den meget brede palette af optagekvaliteter, hvilket gør det nemt at tilpasse optagelsen den plads, der er til rådighed på en dvd, til længden af en given film.
JVC DR-MH300 (2)
JVC-maskinen er et nydelig og relativt diskret produkt, også på det støjmæssige felt.
Den er ikke testens mest støjsvage – både deltagerne fra Sony, Pioneer og Panasonic er en tand mere diskrete – men lydniveauet er heller ikke påfaldende.
I realiteten bemærker man mere stilheden, når maskinen slukkes, end den svage brummen, mens den er tændt.
I standardindstillingen stråler enhedens frontpanel blåt med omtrent samme intensitet som Las Vegas’ neonlys.
Heldigvis kan man let selv skifte til en mindre påtrængende lystyrke.
Fjernbetjeningen er funktionel, overskuelig og relativt logisk opbygget.
Brugervenlighed
JVC DR-MH300 er knap så intuitiv i sin betjeningsform som navnlig Sony-afspilleren.
Men umulig er den bestemt heller ikke, og efter en kort tilvænningsperiode forekommer den – danske – menustruktur både logisk og velfungerende.
Det er nemt at optage tv-udsendelser, vælge mellem forskellige optagekvaliteter samt at overskue og redigere sine optagelser efterfølgende.
En svaghed ved afspilleren er dog, at man ikke – som på Sony-modellen – kan springe for eksempel et eller to hele minutter frem i en optagelse, men er tvunget til at ”spole” for at slippe for reklameblokke.
Samlet vurdering
JVC DR-MH300 er et velfungerende kvalitetsprodukt. Undertegnede har selv ejet en af slagsen i over et år, og den virker aldeles upåklageligt.
Sammenlignet med de tre nyere deltagere er det dog tydeligt, at den aldrende enhed ikke helt kan følge med deres tekniske finurligheder.
Eksempelvis savnes digital tuner (som på Sony-maskinen), den brede formatunderstøttelse (som på Panasonic) samt en bedre gengivelse af de hårdest komprimerede optagelser (som på navnlig Pioneer-maskinen, om end både Sony og Panasonic også er marginalt bedre end JVC på dette felt).
At JVC-maskinen modsat konkurrenterne heller ikke kan opskalere til 1080p – men kun til maksimalt 720p/1080i – kan også være et argument imod den. Hvis dit tv vel at mærke kan vise 1080p; ellers er det jo ligegyldigt.
Men betyder en eller flere af disse indvendinger ikke noget for den måde, du har tænkt dig at anvende maskinen, er der ingen funktionelle argumenter for at forbigå JVC DR-MH300. Navnlig ikke, hvis du kan finde den til en ekstraordinært god pris.
Sony RDR-HXD870 (1)
Sony-afspilleren rummer alle de funktioner, man med rimelighed kan efterspørge i denne prisklasse og lidt til.
Her er eksempelvis indbygget digital tuner – hvilket faktisk er imponerende i en harddiskoptager til cirka 3.500 kroner – og dertil HDMI-udgang med opskalering til1080p.
Desuden finder vi USB-stik for nem overførsel af medieindhold som for eksempel musik, samt en PictBridge-tilslutning for direkte kameratilslutning.
Endelig finder vi en næsten udtømmende liste over understøttede dvd-formater samt Common Interface til isættelse af SmartCards for dekodning af beskyttede kanaler modtaget via antenne. Sidstnævnte er ikke nødvendigt endnu, men det er da en fin fremtidssikring.
Enheden skal også have ros for at optage rigtig pænt, selv om man bevæger sig ned af kvalitetsstigen.
Selv relativt lave kvaliteter, hvor der er plads til fire-fem timers optagelser på en dvd, står acceptabelt (om end de første komprimeringsfejl begynder at stikke deres grimme fjæs frem).
Vil du fylde mere på skiven, bliver kvalitetstabet dog ubærligt.
Design og støjniveau
Denne enhed ligner mest af alt en forvokset dvd-afspiller og giver heller ikke meget mere lyd fra sig. Det er positivt.
For hvor Sonys første harddiskoptagere larmede omtrent lige så meget som en Xbox 360 på speed, er RDR-HXD870 så støjsvag, at man knap hører den på tre-fire meters afstand.
Sony RDR-HXD870 (2)
Sony-optageren er meget nem at betjene, uanset om man skal optage umiddelbart eller programmere den, og de fleste familiemedlemmer vil hurtigt blive dus med enheden.
Ligeledes er det som på konkurrenterne muligt at lynindstille optagekvaliteten med et par enkelte tryk på fjernbetjeningen samt – som hos JVC – at fjernbetjene dvd-skuffen.
Desuden kan du springe et vilkårligt antal minutter frem eller tilbage i en afspilning.
Det er vanvittig nyttigt, hvis du helt vil slippe for reklameblokke.
Bevæger man sig ind i enhedens menustruktur, er der vejledning at hente i form af korte, forklarende tekster ved hvert menupunkt eller indstillingsmulighed. Godt tænkt.
For eftersom selv erfarne elektronikryttere hurtigt løber sur i en harddiskoptagers mange muligheder, er det så meget desto vigtigere at hjælpe brugerne godt på vej; ellers er selv en overflod af indstillinger og tekniske finurligheder reelt værdiløse.
Sony har også formået at integrere den indbyggede programguide i det jordbaserede digitale sendenet med harddiskoptagerens programfunktion på en god og brugervenlig facon.
Det tager under et halvt minut at få overblik over kommende programmer og efterfølgende programmere en optagelse.
Samlet vurdering
Taget i betragtning, hvor mange andre Sony-produkter, virksomhedens interne magtkampe og tåbelige formatambitioner har forplumret gennem årene – vi nævner i flæng MP3-afspillere, hukommelseskortstandarder, PSP, PlayStation 3 og så vdere – er det rart at støde på en produktkategori som harddiskoptagere, hvor der i den grad er styr på detaljerne.
Sony RDR-HXD870 er ikke blot testens eneste med digital tuner.
Den er også vanvittigt nem at betjene, understøtter alle andre brændbare dvd-formater end DVD-RAM og er praktisk taget lydløs. Og så er prisen for øvrigt ikke helt skeløjet.
Her er grundlæggende ikke rigtig noget at brokke sig over. Udmærket, Sony.
Pioneer DVR-550H (1)
Pioneer-maskinen har – ligesom testens øvrige deltagere – de grundlæggende forbindelser på plads. Her er opskalering til maksimalt 1080p via HDMI-forbindelsen samt en række muligheder for at lagre og afspille foto-, MP3- og DivX-filer.
Vi må derimod kigge langt efter ekstra tilslutninger som for eksempel USB-stik eller kortlæser. Ligeledes er her heller ingen digital tuner. Ønsker du det, skal du af med cirka 1.000 ekstra for modellens storebror.
Til gengæld understøtter maskinen - ligesom Panasonics testdeltager - brænding på alle gængse DVD-formater.
Pioneer bryster sig af, at selv maskinens laveste optagelseskvalitet – der rummer knap 355 timers optagelse på den 160 gigabyte store harddisk – er acceptabel. Det passer kun, hvis du er synsmæssigt handicappet eller kan leve med omtrent samme kvalitet, som hvis du for 20 år siden prøvede at se Blue Thunder på Kanal 2 uden dekoder...
Men mindre kan også gøre det. For eksempel kan vi konstatere, at man helt ned i den fjerdebedste optagekvalitet ud af seks mulige får en tålelig gengivelse, og på den måde er der faktisk plads til seks timers optagelse per DVD, hvis du ikke stiller alt for store krav.
Design og støjniveau
DVR-550H er mere diskret i sin udformning end selv Sony-maskinen, og denne enkelthed er også udstrakt til fjernbetjeningen. Den er nemlig opdelt i en primærdel med blot 15 knapper plus navigationstast, og anvendes primært til kanalskift, basale optagefunktioner og disknavigation. Skjult bag en bundklap finder vi sekundærdelen med yderligere 24 knapper, heriblandt kontrol af optagekvalitet og hurtig overspilning til DVD. Det er godt tænkt at opprioritere de vigtigste knapper, og det vil givetvis gøre det lettere for mindre teknisk kyndige at vænne sig til maskinen.
At Pioneer har sparet åben/luk-knappen væk på fjernbetjeningen er derimod en smule irriterende. Så her er med andre ord ingen vej uden om at bukke sig i støvet foran maskinen og bede den spytte seneste disk ud.
Støjniveauet er absolut indenfor det acceptable, og der er reelt ingen hørbar forskel at spore i forhold til maskinerne fra JVC og Sony. Hvilket der strengt taget burde være; Pioneer-maskinen har nemlig en funktion, hvormed man kan slukke for harddisken – for eksempel under dvd-afspilning – og på den led nedsætte maskinens støjniveau.
Undertegnede fandt såmænd også funktionen og aktiverede den, hvilket ganske rigtigt slukkede harddisken. Men blæseren – der faktisk larmer en smule mere – kørte videre, og så er man jo lige vidt. Resultatet er, at det på blot en meters afstand er komplet umuligt at afgøre, om harddisken er tændt eller ej, og som sådan er funktionen en smule ligegyldig. Til gengæld er den bøvlet at aktivere.
Pioneer DVR-550H (2)
Den velprioriterede fjernbetjening gør det let at tilgå de mest almindelige funktioner.
Ligeledes kan vi glæde os over let adgang til overspilning til dvd samt – ikke mindst – programmering af optagelse.
Sidstnævnte er meget nemt og foregår ved at markere ønsket tid for optagelse i et kalenderlignende gittersystem. Godt tænkt.
Maskinens menusystem er logisk, let at lære og responderer meget hurtigt.
Desværre er menuerne ikke på dansk, men det må man leve med (eller uden).
Redigeringsmulighederne er ligeledes nemme at betjene, ikke mindst fordi der er direkte adgang til dem via diskbetjeningens hovedmenu.
Samlet vurdering
Pioneer har leveret et veldesignet og støjsvagt produkt med logiske menuer og flere fine detaljer, der letter brugervenligheden.
Ligeledes oplevede vi en flottere gengivelse af medium komprimerede optagelser end på navnlig JVC-maskinen.
Imod DVR-550H taler den manglende digitale tuner, at den ikke har danske menuer samt at man ikke kan tilslutte USB-enheder eller hukommelseskort.
Men kan du abstrahere fra dette (eller er du fuldstændig ligeglad), får du til gengæld en helt igennem hæderlig harddiskoptager med de funktionaliteter, vi kan forvente i prisklassen.
Panasonic DMR-EH67 (1)
Panasonic DMR-EH67 er - fraregnet den manglende digitale tuner – en af testens mest veludrustede maskiner.
Ligesom Pioneer-maskinen understøtter den samtlige brændbare dvd-formater, du kaster efter den, og er desuden udstyret med en SD-kortlæser, hvilket gør det en smule lettere at præsentere feriebillederne for familien (hvis du da ikke bare slutter din notebook til fjernsynet).
Nogle vil argumentere for, at man strengt taget ikke har brug for en indbygget harddisk på 250 gigabyte mod testkonkurrenternes 160 GB, men pladsen er da rar at have. Ligesom konkurrenterne fra Sony og Pioneer kan også denne maskine opskalere helt op til HD-formatet 1080p (mens JVC-maskinen ”kun” kan opskalere til 1080i).
Dette er der dog - som tidligere bemærket – kun en pointe i at gøre, hvis det faktisk forbedrer billedet på netop dit fladskærms-tv.
En ulempe ved at opskalere er nemlig, at det samtidig gør det umuligt at skifte billedformat direkte på fjernsynet. Så passer formatet ikke til den film eller udsendelse, du ser nu og her, fremstår de medvirkende i bogstaveligste forstand enten lidt for selvfede eller lange i ansigtet…
Som udgangspunkt vil de fleste nok optage tv-udsendelser i kvaliteten XP (der anvender 4,7 GB per dvd) eller SP, der fylder cirka det halve. Herefter kommer de ringere kvaliteter som for eksempel LP og nedefter, hvor gengivelseskvaliteten dykker stærkt, mens optagetiden fordobles for hvert trin.
På Panasonic-maskinen får du – som hos Sony og til dels på JVC – et nogenlunde acceptabelt resultat på 3. kvalitetsniveau, mens Pioneers forekommer en smule bedre end de tre øvrige og giver en relativt pæn gengivelse helt ned i 4. kvalitetsniveau.
Dette er naturligvis kun interessant at eksperimentere med, hvis du planlægger at brænde store optagemængder på dvd. For optager du blot for at se udsendelserne igen på harddisken, er der sådan set ingen grund til at gå på kompromis og optage i ringere kvalitet end XP eller til nød SP (næstbedste kvalitetsniveau).
Panasonic DMR-EH67 (2)
Tidligere var Panasonics harddiskoptagere holdt i et temmelig oppustet, sci-fi agtigt design, der ret beset var mere sjældent end kønt. Det har producenten heldigvis droppet med DMR-EH67, der både fremstår slank og diskret.
Også støjniveauet har – som hos konkurrenterne – fået et nøk ned, og maskinen larmer signifikant mindre end for eksempel en bærbar pc eller moderne spillekonsol som Xbox 360 eller PS3.
Brugervenlighed
Både knapper og menusystem reagerer hurtigt, og den øvede bruger finder hurtigt det, han leder efter. Menuen er grupperet i hovedemnerne Playback, Recording, Delete og Copy samt ”To Others”, der er sådan et skrabsammen af indstillinger, der ikke passer ind i de øvrige kategorier.
Det er på den ene side fint, at producenten har prioriteret menupunkterne i forhold til hinanden.
Men det kræver en smule tilvænning, og familiens knap så teknisk indstillede medlemmer vil ikke føle sig velkomne.
Ligeledes er fjernbetjeningen ikke særlig overskuelig – og slet ikke i forhold til konkurrenterne fra Sony og især Pioneer. Her er dedikerede taster til de mest brugte indstillinger, således også til eksempelvis justering af optagekvalitet.
Men piller man ved sidstnævnte, skal man holde øje med indstillingen på optagerens display; her er nemlig ingen on-screen indikation af, hvad man har valgt.
I øvrigt kan dvd-skuffen heller ikke fjernbetjenes på denne maskine, og det er lidt irriterende.
Samlet vurdering
I sin funktionalitet skiller Panasonic DMR-EH67 sig ikke i betydelig grad ud fra de to – ligeledes nyere – konkurrenter fra Pioneer og Sony. Alle forbindelser er på plads.
Desuden er antallet af understøttede brændbare dvd-typer imponerende. Så er det afgørende for dig at kunne skrive på en hvilken som helst skive, er Panasonic-afspilleren - eller konkurrenren fra Pioneer - det rigtige valg.
Vi savner dog ikke blot de danske menuer, men også en menustruktur, der i højere grad hjælper brugeren.
Har du på den anden side let ved at tilegne dig nye menuer og funktioner, vil du sikkert også hurtigt lære Panasonics bud på en rigtig god, støjsvag og hurtigt reagerende harddiskoptager at kende.
Men du kunne såmænd lige så vel vælge Pioneer-modellen, der har sine marginale fordele, blandt andet i form af en bedre prioriteret fjernbetjening.
Vil du derimod gerne guides lidt mere på vej, skal du nok gå efter en Sony.
Skema over harddiskoptagerne
Og vinderen er...
Alle de deltagende maskiner indfrier i fuldt mål de forventninger, man kan have til en harddiskoptager i prisklassen.
Her er HDMI-udgang, opskalering og brugermenuer, der ikke forekommer unødigt ulogiske eller bøvlede.
Ligeledes er støjniveauet for alle testmodellers vedkommende acceptabelt. Køber du en af de testede enheder, vil du næppe fortryde dit køb. Endelig koster de stort set det samme – nemlig (afhængig af forhandler, og hvis du kigger dig lidt omkring) i omegnen af 4.000 kroner.
Når dét er sagt, hævede en enkelt deltager sig over de øvrige, nemlig Sony RDR-HXD870. Ikke blot fordi den som noget helt exceptionelt for prisklassen har indbygget DVB-T tuner eller – kun et mulehår efter Panasonic – understøtter næsten alle skrivbare dvd-typer.
Sony-afspilleren er desuden så gennemtænkt i hele sin danske brugergrænseflade, at den er til at betjene for snart sagt hvem som helst. Dét er en meget vigtig parameter i vores optik, og derfor kåres Sony RDR-HXD870 som testvinder.
