Som vi tidligere har skrevet om, er der masser af ultrabillige minibærbare computere på vej.
Flere store pc-producenter som Acer, Dell og HP planlægger konkurrenter til Asus' Eee PC – som vi allerede har testet – men en anden udfordrer er Everex CloudBook.
Den lille pc koster 399 dollar, cirka 2.000 kroner, måler 23 centimeter i bredden og vejer knap et kilo. Skærmen er på syv tommer, harddisken rummer 30 gigabyte og batteriet holder i fem timer.
CloudBook kan købes online fra den 15. februar, hvis man bor på den vestlige side af Atlanten. Hvornår det bliver muligt at købe den i Europa eller få den sendt hertil er uklart.
CloudBook kommer med programmer fra Google, Mozilla, Skype, OpenOffice.org med flere, og her på PC World arbejder vi på at få fingrene i en CloudBook, så vi kan se, om den er lige så fed og fiks som Asus' Eee PC.
Læs mere om Everex CloudBook hos producenten.