Netværksdisk fra Linksys skuffer fælt

NAS-festen fortsætter blandt forbrugerne, men der er ingen grund til at klappe i hænderne over NAS200 fra Linksys. Netværksdisken understøtter RAID og har gode udvidelsesmuligheder, men dumper fælt i vores test. Læs her hvorfor.

Netværksdisk fra Linksys skuffer fælt

Da pakken fra Linksys blev modtaget her på PC World, stod det efter endt udpakning klart, at der var potentiale i den klassisk udseende netværksdisk.

NAS-drev med RAID-understøttelse (Redundant Array of Independent Disks) er efterspurgte, fordi de giver mulighed for at sikre databackup løbende, hvis man installerer to identiske harddiske.

Stemningsbarometret faldt dog brat, da vi undersøgte enhedens regnekraft nærmere. Kan en indbygget processor på blot 133 megahertz ledsaget af 32 megabyte ram virkelig levere en gedigen brugeroplevelse, når data skal overføres?

Nej, bestemt ikke i det her tilfælde: Med en gennemsnitlig læse- og skrivehastighed på sølle 3,73 megabyte per sekund befinder NAS200 sig i den absolutte bund sammenlignet med øvrige NAS-drev, PC World har testet.

Det er rundt regnet en tiendedel af hastigheden, man ville have fået med en almindelig ekstern harddisk koblet til pc’ens USB2.0-tilslutning.

Det hjalp heller ikke at overføre data via FTP i stedet, her blev hastigheden underligt nok langsommere endnu med rundt regnet 3,68 megabyte per sekund. Den forældede 100 megabit netværksgrænseflade (maksimalt 10 megabyte per sekund) burde ikke have noget at sige i denne sammenhæng, men det er ej heller en kvalitet for produktet.

Flopper trods hurtig pc

Testplatformen fejlede ellers ikke noget - NAS200 fik virkelig chancen for at levere.

Desktop-pc’en bestod blandt andet af en Core 2 Extreme QX9770-processor fra Intel, 4 gigabyte DDR2 1200-ram og en kvik SATA-harddisk på 300 gigabyte (7.200 rpm). Operativsystemet var Windows Vista. Som i vores forrige test af et NAS-drev blev herligheden koblet til en D-Link DIR-655 gigabit router.

Det springende punkt er, at vi monterede to harddiske på hver 160 gigabyte i selve NAS-boksen i en RAID 0-opsætning, kaldet striping. Det burde sikre den højest mulige hastighed til enhver tid. Du kan læse mere om harddiske, herunder RAID, her.

Sammenlignet med processorerne i tidligere anmeldte NAS-drev såsom Synology DS-207+ med 500 megahertz og Qnap TS-109 Turbo Station også med imponerende 500 megahertz må Linksys NAS200 opgive kampen, inden den overhovedet er kommet i gang. Rådet fra PC World lyder derfor, at kommende Linksys NAS-drev – også i denne prisklasse – bør udstyres med en noget kraftigere hardware.

Støjniveauet opmuntrer ikke

Man kunne tro, at den langsomme regneenhed samtidig sænkede kølingsbehovet. Det er på ingen måde tilfældet her.

Vi fik hurtigt lyst til at placere NAS200 i et afsides hjørne af huset, for kølingsmekanismen hviner som en pigespejder, der har fået fletningerne i klemme i en postkasse.

Derfor er det virkelig upraktisk, at det inkluderede netværkskabel kun strækker sig til at placere drevet en lille meter væk fra hjemmets router.

Skal der siges noget positivt, må det være, at både drev- og softwareinstallation foregik smertefrit. En eller flere harddiske monteres nemt via boksens bagside, når dækslerne er lirket af, og det tager ikke mange minutter, før lagerpladsen er tilgængelig via Windows.

Det må dog tilføjes, at konstruktionen kan virke en smule billig og knap så tillidsvækkende, fordi plastikmaterialet er så dominerende, som det er tilfældet her.

Linksys skal dog have ros for den praktisk placerede backupknap på boksens forside, der logisk nok sørger for backup af computere på netværket.

NTI Shadow-backupsoftware til hjemmets pc’er medfølger, men det er en mangel, at softwaren ikke kan foretage backup af interne data. Man bør derfor straks vælge en RAID 1-løsning (mirroring), da det er den eneste reelle mulighed for backup.

Som det er tilfældet med de fleste NAS-drev benytter NAS200 et EXT3-filsystem, der baserer sig på Linux. I praksis burde det fungere udmærket til almindelig brug, men det kan ærgre, at man som udgangspunkt er begrænset til at læse fra tilsluttede USB-harddiske, der er formatterede med NTFS.

Drevet kan både læse fra og skrive til FAT16 og FAT32, men der er her tale om filsystemer, som ikke er specielt aktuelle for nymodens digitale hjem.

Featureliste til dumpekarakter

Linksys NAS200 bliver promoveret stort på muligheden for at fungere som UPnP AV-server, hvorved lyd og billede kan streames til kompatible enheder såsom Linksys’ egen KISS 1600.

Det fungerede ganske fint, da lyd skulle streames, men da vi fortsatte med både lyd og billede, bukkede NAS200 flere gange under for presset.

Billedet faldt simpelthen ud grundet den lave overførselshastighed, så det forskønnede selvsagt ikke oplevelsen, da vi streamede to overførsler på samme tid, for dernæst at bevidne, at både lyd og billede pludselig forsvandt.

Når produktet så samtidig praler med at kunne streame til flere enheder samtidig, er skuffelsen komplet. Det kan måske også bidrage til at forklare, at enkelte tekniknørder på nettet af ren frustration har forsøgt sig med at overclocke netværksdiskens indbyggede processor fra 133 til 266 megahertz.

Det skulle angiveligt kunne hæve ydelsen med op til ti procent, manøvren blev dog ikke forsøgt i løbet af PC Worlds testperiode.

Når det så er sagt, så har Linksys NAS200 en række almindelige funktioner. Man kan få adgang til filer og en administrationsmenu via pc’ens browser, og man kan som omtalt tidligere sætte en FTP-server op.

NAS-drevet har endda en såkaldt download manager, hvis man vil spare den strømslugende pc og i stedet for lade NAS200 hente en eller flere filer natten over.

Download af BitTorrent-filer er desværre ikke understøttet, noget som ellers ville have været en positiv tilføjelse for de fleste, da BitTorrent vinder større og større udbredelse. Muligheden for at benytte enheden som printserver via én af de to USB-porte er heller ikke til stede, selvom den næsten er forventelig i disse dage.

Samlet set balancerer Linksys Network Storage System NAS200 på en knivsæg, vi er her tæt på at uddele et skæmmende 1-tal. Netværksdisken formår dog alligevel at tilkæmpe sig et 2-tal, fordi den fungerer til hovedformålet – nemlig at bidrage med et (om end sløvt) fælles lagringssted for familiens data. Det er dog et NAS-drev, vi på det kraftigste må anbefale, at du styrer i en stor cirkel udenom.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere