Så kom dagen hvor vi hos SHAPE fik leveret nye iPhone 4S telefoner til udviklererne og designerne. Da den først kommer til Danmark d. 28. oktober havde vi allieret os med en ven i Frankrig som købte og sendte en håndfuld nye iPhones til os på udgivelsesdagen i fredags.
Der er en særlig magi ved at pakke et nyt Apple-produkt ud. Også selvom dette års iPhone model ikke er en revolution i forhold til sidste års model. Efter at have flået vores enheder ud af de små hvide æsker kastede vi os straks over Siri. Den nye personlige assistent som er bygget på en kombination af avanceret stemmestyring, kunstig intelligens og en masse internettjenester som f.eks. Wolfram Alpha, Yahoo!, Google Maps osv. Siri fungerer ved at man holder home knappen (eller knappen på iPhones remote) nede og derefter stiller et spørgsmål eller beder om en tjeneste. Siri kan svare på utrolig mange spørgsmål af forskellig natur, men teknologien er stadig langt fra perfekt. Det fungerer indtil videre kun på engelsk, fransk og tysk, men Apple har sagt at de stadig betragter funktionen som 'beta' og at der vil komme flere sprog løbende. Af de understøttede sprog taler jeg engelsk bedst og vælger derfor at snakke med Siri på mit danske skoleengelsk.
iPhone 4S har naturligvis også et par andre forbedringer i forhold til den 'gamle' iPhone 4 model (bedre kamera, hurtigere CPU, ny antenneteknologi, etc.), men Siri er virkelig det eneste vi kunne fokusere på i dag og det gælder også denne blogpost.
Så hvad kan man med Siri? Lad os tage et eksempel! Jeg hører musik med Rdio app'en og bliver afbrudt da jeg modtager en SMS fra min kollega Christian. Efter at høre SMS-tonen trykker jeg på remoten og siger "Siri, read my message" hvorefter kvindestemmen læser beskeden "Kan du være med til et frokostmøde på torsdag?". Jeg spørger Siri "what's scheduled for me on Thursday?" og Siri svarer "OK, Ole, I've found 3 meetings for this Thursday" og viser en liste over mine aftaler den dag (det viser sig at jeg har en anden aftale som overlapper frokosten, men det er ikke noget vigtigt). Da jeg ser at et frokostmøde kan passe ind siger jeg "Schedule a meeting with Christian" hvortil Siri svarer "Ok... when's the meeting?". Jeg siger "Thursday at noon" og Siri svarer nu "Ok, here's your meeting. Note that you already have a meeting that overlap with this. Shall I schedule this anyway". Endeligt siger jeg "Yes, please" og mødet bliver skrevet i min kalender. Til sidst kommanderer jeg "Text Christian: Yes lunch meeting on Thursday is ok" og efter at have bekræftet at Siri forstod ordene rigtigt, bliver beskeden sendt uden at jeg har rørt iPhones skærm. Det virker rent faktisk!
Men Siri forstår langt fra altid hvad jeg siger. Ofte går det helt galt og jeg bliver irriteret på hende: Mig: "Email Jonas about a source code review" Siri: "Calling Ben Silverman" Mig: "NOOOO Siri. Don't do that!" Og jeg får pludselig meget travlt med at få telefonen op af lommen og annullere opkaldet.
I løber af mine første timer med Siri misforstod hun mig ofte og måtte enten beklage ikke at kunne hjælpe eller som i ovenstående eksempel, gjorde helt forkerte ting. Men allerede efter en lille dags træning er den gensidige forståelse blevet bedre.
Siri skulle efter sigende lære din accent og blive bedre til at forstå dig med tiden. Min erfaring er dog at det ikke hjælper at give Siri en lille reprimande når hun hører forkert: Mig: "No Siri, now listen more carefully..." gav det uforskammede svar: "Ok. Maybe not."
Nogle af Siris funktioner som f.eks. at give rutevejledninger og anbefale restauranter virker desværre ikke i Danmark endnu. Det er ærgeligt, men forståeligt da f.eks. restaurantanbefalingerne er baseret på Yelp.com som ikke dækker Europa endnu. Forhåbentlig får vi også snart disse muligheder.
På nettet bugner det allerede med sjove ting man kan sige til Siri efterfulgt af hendes svar. F.eks. denne: Mig: "Call me an ambulance" Siri: "From now on, I'll call you 'an Ambulance', ok?"
Men ud over de åbenlyse fejl er der også en del humoristiske og finurlige svar som Siri kender til. F.eks. Mig: "What's the meaning of life?" Siri: "42" Stiller jeg sammen spørgsmål igen får jeg Siri: "All evidence to date suggests it's chocolate" ...og igen senere Siri: "That's easy... it's a philosophical question concerning the purpose and significance of life or existence in general."
Som du læser måske har bemærket har jeg allerede fået et næsten personligt forhold til Siri. Når Siri er i stand til at hjælpe mig bliver jeg glad og taknemmelig, men når hun ikke gør hvad jeg vil have hende til så bliver jeg irriteret. At en ny stemmestyringsteknologi på den måde næsten kan fremkalde følelser ser jeg som et sikkert tegn på at Apple er på rette kurs med Siri selvom teknologien stadig ikke er perfekt.
HMM - Ikke at jeg som sådan har noget imod iPhone og apple. Men hvorfor er det sådan at hver gang apple endelig får tilføjet en funktion i deres produkter er det "ny" teknologi??
Ovenstående har jeg kunne på min Android telefon det sidste år, og endda med adresse, interesse søgning i danmark.
Der er jo altså en kæmpeforskel på Siri og så Voice Actions til Android, som du linker til her.
Voice Actions udfører kun det du siger til den, lyder kun kommandoer, den giver dig ikke noget talerespons tilbage, med Siri kan man nærmest føre en samtale og den har en kunstig intelligens, som gør at den tager ved lære af det der er sket før.
Voice Actions er afhængig af knapperne, når man f.eks skal sende en mail, så skal man have telefonen frem og klikke på Send. Det behøver man ikke med Siri, der kan man føre en samtale med Siri over sit Bluetooth headset og bede den om at sende en SMS eller booke et møde i kalenderen.
Siri "følger" også konversationen, hvis man f.eks har spurgt hvad der findes af italienske restauranter i nærheden, så kan man bagefter spørge om hvad der findes af mexicanske, man behøver ikke sige mexicanske restauranter.
Det er muligt, at der findes apps til Android som ligner Siri mere, men det her er ikke et af dem.
Jeps sorry der er ingen tale respons her er + til SIri.
men du behøver ikke at have din telefon op af lommen. du kan "asigne" et magic word, således at du f.eks. siger voice, og så kan du begynde at diktere din sms, mail, booke møde, foretage opkald og bede om navigation etc.
Jeg må jo nok indrømme at jeg hellere havde set en iPhone 5 istedet for en 4S, men vi må jo så bare vente med at forkæle os selv, og så lever jeg med min iphone 4 imens :) Gog artikel!
Jeg må jo nok indrømme at jeg hellere havde set en iPhone 5 istedet for en 4S
Kan du ikke bare kratte '4s' ud og så skrive 5 med en tuds? Der er jo ikke nogen der aner hvordan en 5'er skal være så dit bud på en 5'er er ligeså godt som alle andres.
Med andre ord. Hvad savner du i 4s'erne som du ville have fået i 5'eren? :)
Peter Sluth skrev: HMM - Ikke at jeg som sådan har noget imod iPhone og apple. Men hvorfor er det sådan at hver gang apple endelig får tilføjet en funktion i deres produkter er det "ny" teknologi??
Ovenstående har jeg kunne på min Android telefon det sidste år, og endda med adresse, interesse søgning i danmark.
Ikke at jeg som sådan har noget mod Android eller dets brugere. Men hvorfor er det sådan, at hver gang Apple sender et nyt produkt på markedet, så har Android-brugerne altid haft "det" i 27 år? ;)
Apple er bestemt ikke perfekte og visse brugere/bloggere/journalister har helt klart lidt for nemt ved at blive begejstrede. For at understrege, at Apple ikke er perfekte, kan man bare nævne nogle enkelte eksempler. Ping var/er noget crap, MobileMe blev sendt alt for hurtigt på markedet og Apple røvrender konsekvent deres kernebrugere ved at udsende halvfærdige produkter, for kun at sende en (lettere) opdateret version på markedet få måneder senere. Men når den retfærdige kritik er blevet ytret må man altså heller ikke glemme, at Apple rent faktisk er ret dygtige til det de laver. Det Apple laver er så langt fra det samme, som det de fleste andre producenter (primært dem, der benytter Android-platformen) laver. Apple lever af at skabe markeder og være på forkant med forbrugernes behov/ønsker. Andre producenter lever af at afvente og følge forbrugernes behov/ønsker og markedet. Ingen af de to forretningsmodeller er, objektivt set, den anden moralsk overlegen. Men de er altså fundamentalt forskellige! Som Christian er inde på, er der absolut intet nyt ved stemmestyring. Det havde jeg for et par år siden en Aygo med bluetooth installeret der kunne og teknologien har sådan set eksisterer, i ikke-kommerciel og sidenhen kommerciel form, siden midten af det forrige århundrede. Det nye ved Siri er at brugeren kan interagere, ved hjælp af "natural language" tale, med produktet. Ikke at den teknologi for så vidt er "ny", det er den langt fra. Men det nye er, at det virker (i consumer-regi) og er bredt tilgængeligt.
I går annoncerede Apple endelig deres årlige udviklerkonference som afholdes i juni i San Francisco. WWDC er jo Apple-udviklernes pilgrimsfærd, og i år krævede det et særligt offer for at vi kan drage afsted.
Ole er medstifter af app-udviklingshuset SHAPE ApS, hvor han til daglig udvikler applikationer til de mest poppulære mobile platforme: iPhone, iPad og Android.
Med en passion for brugervenlighed og godt design stræber Ole efter at udvikle de bedst mulige apps. Både til kunder, men også egne apps for Shape.
Kan gratis sikkerhedssoftware virkelig beskytte din pc? Svaret er ja, hvis du vælger det rette produkt. Læs her en test af de mest pålidelige gratis sikkerhedsprogrammer.
Næsten 200 IBM-ansatte får med få timers varsel sidste arbejdsdag i dag. Ingen var orienteret forud for dagens massefyring, som effektueres øjeblikkeligt.
Flyselskabet SAS har brugt op mod trekvart milliarder kroner og seks år på at udskifte sit bookingsystem. Undervejs har der været flere projekt-udfordringer, som kulminerede en vinternat med en big bang-migrering.