ANNONCE:
Har folk i it-branchen et særligt behov for gratis koffein?
Eller er arbejdsgiverne i branchen bare udspekulerede nok til at dope deres folk til den maksimale ydeevne?
Tja, måske en kombination.
Men én ting står dog klart: Gratis kaffe og cola er populært.
Selvom Prosa-ansatte hos CSC Airline Solutions måtte
vinke farvel betalt frokost med en ny overenskomst, så beholdt de angiveligt
retten til gratis cola.
Cola-ordningen skulle vistnok være et levn fra SAS-tiden, hvor knap så koffein-holdige drikke i sin tid blev helt forbudt i arbejdstiden.
Til gengæld røg gratis cola altså ind på skrivebordene ved siden af tastaturerne.
En krone for kaffe kan smadre en milliard-fusion Læskedrik-aftalen er ikke en del af overenskomsten hos CSC. Men faktisk er den slags goder ikke til at spøge med for landets it-arbejdsgivere.
Spørg bare administrerende Lars Mikkelgaard-Jensen fra IBM Danmark. Han skulle for nogle år tilbage føre en
milliard-fusion igennem mellem IBM og Mærsk Data og DMdata.
Men selv små ændrede detaljer i kulturen på en arbejdsplads kan næsten vælte læsset.
"I vores tilfælde var det prisen på kaffe. IBM tager
en krone for kaffen, og det faldt nogle af medarbejderne i de nye selskaber, hvor
kaffen var gratis, for brystet" udtalte Lars Mikkelgaard-Jensen til Computerworld i 2005.
"Jeg synes, det var så lille en ting, når man også tager i betragtning, at IBM i øvrigt gav et stort tilskud til kantinedriften. Men det argument blev bare ikke godtaget. Så jeg måtte revurdere mit synspunkt. Jeg blev nødt til at tage spørgsmålet alvorligt," lød det videre fra IBM-
topchefen.
Læren for ham var, at nære eller små ting kan få stor symbolværdi og komme til at fylde utroligt meget i en fusion.
Så faktisk måtte han dengang
gøre kaffen gratis igen i de dengang nye IBM-selskaber, mens kaffen altså fortsat kostede en krone i det gamle IBM-selskab.
NB. På Computerworlds redaktion i Herlev er kaffen gratis, mens afhentning af cola i køleskabet skal udløse mønter til kassen.
Tilbage er vist kun at sige skål - i (for nogle gratis) cola og kaffe.