Password-helvedet er ved at overtage mit liv

Moderne teknologi og moderne sikkerheds-principper er ikke kun til det gode.

Antallet af passwords, brugernavne og koder, som en ganske almindelig dansker skal huske, stiger og stiger.

Til sidst bliver det så kompliceret og uoverskueligt, at man alligevel begynder at anvende det samme password og det samme brugernavn alle de steder, hvor man overhovedet selv har noget at skulle have sagt.

Man kan dårligt nok få lov til at betale de indkøbte varer i snart sagt enhver netbutik uden først at skulle logge ind med brugernavn og password.

Det bliver til en del, når man som jeg kun sjældent får sig bevæget ind i fysiske butikker, men køber det meste af det grej, som det jo er umuligt at leve foruden, i net-butikker i en lang række lande - primært Danmark, Storbritannien, Tyskland, Sverige, USA og Hong Kong.

Batterier, musik, elektronik...
Alle steder vil de have, at man opretter bruger-profil med brugernavn og password.

Selv indkøb af fire små-batterier til dørklokken kræver login.

For ikke at tale om indkøb af cd'er, benklæder, stumper til motorcyklen, værktøj, diverse elektroniske apparater, legetøj, køkkenapparater...

Det samme gælder net-bank, kommunen, energi-selskabet, Skat, ejerforeningens hjemmeside, hjemme-computeren, arbejds-computeren, arbejdssystem-login, database-login (fire-fem styks).

Det er for længst blevet aldeles uoverskueligt.

Bedre er det ikke blevet af, at mange af de sites, tjenester og systemer, der kræver brugernavn og password, i den gode sags tjeneste har skærpet kravene, så det ikke længere er nok at skrive noget, som man kan huske.

Nu kræves der mange steder en kode i en kombination af store og små bogstaver og tal.

Nogle steder skal det endda udskiftes efter en bestemt periode - hvilket som regel svarer til netop den periode, det tager at fæstne det i hukommelsen, der i forvejen bliver presset godt af alle de andre passwords, som man også skal huske.

Det er altså bare ikke muligt
Altså: Det kan da ikke lade sig gøre at huske alle de passwords og brugernavne.

Jeg glemte at nævne Facebook, Billetlugen, iTunes Store, LinkedIn, webmail (både de to private og den professionelle), mobiltelefonen og avis-abonnementerne (tre styks). Alle kræver de brugernavn og password.

Og så er der også pinkoden til de to betalingskort, jeg har i min pung (hvor jeg faktisk for længst har glemt den ene). Alt sammen stiller det krav til min hukommelse.

Hvorfor skal jeg huske alt det bare for at kunne fungere i den digitale verden?

Den nemme løsning
Jeg er ikke den eneste, der har det på den måde. Det mest udbredte password i verden er ikke ligefrem rocket science. Det kan du læse mere om her.

Jeg bilder mig ind, at årsagen er den samme, som gør, at jeg for længst har valgt at fire på de sikkerhedsmæssige aspekter i min navigation rundt mellem internettets mange herligheder: Jeg har fire passwords og et par identiteter, som jeg skifter imellem alle de steder, hvor jeg kan få lov til selv at bestemme mit brugernavn og mit password.

Så skal jeg nemlig kun huske en håndfuld kombinationer, og det kan godt lade sig gøre, og jeg ved, at et af de fire pågældende passwords kan give mig adgang til alle steder, hvor jeg har været før - også selv om det er et år siden, jeg sidst har været på besøg.

Jeg ved, at det er en risikabel fremgangsmåde. Og det gør mig sårbar, hvis slyngler skulle finde på at ville handle i mit navn eller noget.

Men jeg tager chancen, og det fungerer, når det skal gå hurtigt, og købetrangen er over én.

Kodeord: Very complicated
Well. Jeg har netop set filmen Watchmen, der bygger på en tegneserie fra slutningen af 1980'erne.

Her skal en af vores helte, Daniel Dreiberg alias the Nite Owl, under et natligt indbrud forsøge at bryde ind i skurken Adrian Veidts computer.

Sveden perler frem på Daniel Dreibergs pande, mens han i flere forsøg arbejder sig frem mod den tophemmelige kode på computeren. Det skal bemærkes, at Adrian Veidt er så kvik, at han bliver benævnt som 'verdens klogeste mand.'

Daniel Dreiberg gætter febrilsk, skriver det forkerte password, computeren siger 'bing' og meddeler 'access denied.'

Han prøver igen. Endnu engang 'denied.'

Så falder hans blik på en bog om det gamle Ægypten, der står på boghylden i skurkens kontor. Titlen er 'Ramses II.'

Noget går op for Daniel Dreiberg.

Han skriver 'Ramses II' i password-feltet - selvfølgelig med store lysende 1980'er-bogstaver på skærmen - og vupti, har han fået adgang til alle data om Adrian Veidts verdens-forandrende slyngel-streg.

Mon en sikkerhedsansvarlig ville have sagt ok til det?
Jeg har ikke været i stand til at aflure det system, som Adrian Veidt anvender.

Men jeg er sikker på, at enhver it-sikkerhedsansvarlig ikke ville gemme data, der er afgørende for verdens fremtid, bag et password som 'Ramses II' - og slet ikke, hvis passwordet er titlen på en bog, hvis titel ens øjne automatisk strejfer, når man sidder ved computeren.

Havde Adrian Veidt levet i den virkelige verden - og havde han haft en it-sikkerhedsansvarlig - ville passwordet snarere have være noget i retning af 'aDrfF2Q"4tf9.'

Og så må man bare håbe, at Adrian Veidt ikke har netbank, webmail og er køber i adskillige netbutikker, der alle kræver brugernavn og password. Samtidig med at han jævnligt skal logge ind i forskellige databaser.

For så kunne det det jo være, at han ikke ville være i stand til at huske aDrfF2Q"4tf9.

Heller ikke selv om han er verdens klogeste mand.