Digitalisering af Danmark dumper på egne mål

I en større artikel i dagens Børsen gennemgås de opstillede mål i den offentlige sektors strategi for digital forvaltning. Konklusionen er klar: Hovedparten af målene er ikke nået.

Eksempelvis er målet om, at mindst 60 procent af alle offentlige myndigheder modtager mindst en fjerdel af alle dokumenter fra virksomhederne digitalt eller at mindst 75 % af alle digitaliseringsprojekter frigør ressourcer, ikke nået.

Når denne evaluering af de digitale mål bør give stof til eftertanke, så er det egentlig ikke på grund af, at så mange af målene ikke er nået. Det kan nemlig ikke overraske, når ressourcer og organisation bag målene tages i betragtning. Det bør og kan således ikke overraske, at de mange højtravende mål med en beskeden ressourceindsats ikke er mulig at indfri. Det kan kun de største jubeloptimister have troet på.

Det interessante er snarere, hvordan den manglende målindfrielse tackles. Nedjusteres målene eller afsættes der flere ressourcer til at nå målene? Tilsyneladende ingen af delene. I stedet vælges ifølge Børsen en 3. vej, nemlig at opgive de mere præcise mål til fordel for en international benchmarking af det danske niveau, sammenlignet med udlandets.

Hvis denne løsning vælges, så vil det betyde i de kommende år, at det går godt i Danmark, idet alle internationale undersøgelser peger på, at digitaliseringen af den offentlige sektor er til en medalje. Nogle gange af guld; andre gange må vi nøjes med sølv eller bronze.

Denne metode er besnærende af politiske årsager, men der er ikke megen styring gennem sådanne sammenligninger. Ej heller gavner international benchmarking udviklingen af den digitale forvaltning. Det er snarere en sovepude.

Mere interessant vil være at vælge nogle særligt prioriterede projekter ud, som dels får ekstra ressourcer (naturligvis legitimeret gennem business case) og dels får præcise mål.

Et eksempel kunne være Straksafgørelsr under den digitale Taske force. Målet med Straksafgørelsr er at borgere og virksomheder får en afgørelse på de pågældendes forespørgsel med det samme. Dette lyder let, men er det ikke.

Dette skyldes blandt andet, at det selv med den kommunale medarbejder ved roret er svært at give en Straksafgørelse, der rækker en smule ud over den pågældende medarbejders meget specifikke domæneviden. Data ligger alt for isoleret og det betyder, at Straksafgørelsr er vanskelige at give fordi det kræver en betydelig integration af data - og dette koster penge. Eller også skal borgeren vente på specialisten - og så ryger straksafgørelsen og bliver i stedet en vent og se afgørelse.

Imidlertid er der mange ressourcer at spare, hvis medarbejderen bliver i stand til at give flere Straksafgørelsr på tværs af flere fagområder: Fx på tværs af boligstøtte og pensioner, hjælpemidler og støtte inden for voksen/handicap-området. Kommunernes vanskeligheder med at opbygge organisatoriske enheder, der kan give sådanne Straksafgørelser på tværs af de mest almindelige ydelser understreger en organisatorisk udfordring, som skal løses før den digitale løsning.

Når en organisatorisk løsning er på plads, understøttet af integration af data, et fælles ESDH-system, som efterleves samt videndeling og it-støttede ekspertredskaber, er fundamentet skabt for, at der kan udvikles elektronisk selvbetjening oven på denne organisation.

Pointen er, at digitalisering kræver organisatorisk og datamæssig erfaring med at omstille organisationen til Straksafgørelser først, så it-systemerne understøtter kommunernes interne arbejdsgange. Herefter kan borgerens elektroniske selvbetjening kobles på.

Så de digitale projekter, der får præcise målsætninger, vil typisk kræve, at der anlægges en kommunal organisatorisk løsning først. Dernæst når it-systemerne understøtter denne organisatoriske løsning, kan elektroniske selvbetjeningsløsninger implementeres.

Ud fra ovenstående tankegang skal kommunerne spille en central rolle i forhold til at udvikle sin organisation og på den baggrund bane en for de elektroniske selvbetjeningsløsninger. Men organisationen i kommunerne i forhold til at fremme Straksafgørelser skal først på plads. Og så kommer den elektroniske straksafgørelse bagefter.