ANNONCE:
Hvad har De Gule Sider tilfælles med amerikanske Borders, Polaroid, Kodak og Blockbuster? For et første agerer de alle på markeder med enorm vækst. Der er således aldrig før blevet læst så mange bøger, set så mange film, taget så mange fotos eller lavet så mange søgninger på nettet som nu. Alligevel er de også alle på en eller anden måde under afvikling - eller i det mindste nødlidende. Kendetegnende for dem er, at de har haft mange medarbejdere, haft ressourcerne og haft mulighederne for at købe sig de bedste konsulenter og gennemføre de bedste markedsundersøgelser. Det til trods, har ingen af de omtalte virksomheder formået at udnytte deres dominerende position og fange udviklingen og dermed det nye spor for innovation. Alle som en, har de haft fokus på de kendte konkurrenter, og her har de totalt misset konkurrencen fra andre ukendte spillere, som over natten stjal markedet. Den digitale revolution betød, at de på relativt kort tid kom til at stå med ubrugelige og forældede forretningsmodeller. Charles Darwins berømte citat giver således stadig mening:
"It is not the strongest, nor the most intelligent, of the species that survives. It is the one that is most adaptable to change"
Truslen fra en uventet digital kant
For ganske nyligt kom nyheden om, at De Gule Sider måtte kaste håndklædet i ringen og afgive sin konkursbegæring. Efter flere års forsøg på at få navigeret den skrantende virksomhed på ret kurs, måtte man nu give fortabt. Der var ellers brede smil og optimisme at spore, da European Directories i 2005 købte De Gule Sider af TDC for den nette sum af 5 mia. kr. Siden 2005 er det imidlertid gået støt ned af bakke for De Gule Sider. Omsætningen og antallet af medarbejdere er mere end halveret, og overskudsgraden, der før var plus 265 pct., er blevet et stort minus.
Årsagen til eksisterende virksomheders store problemer med at positionere sig i relation til den digitale udvikling skal findes i den nuværende fase af den digitale revolution. Den nuværende fase i den digitale revolution har de seneste år været - og vil givetvis være de fremadrettet - en tid, kendetegnet ved forandring som absolut ikke er lineær. Det vil sige, at mange virksomheder på den hårde måde vil finde ud af, at det ikke er nok at gøre det de allerede kan og gør bedre og hurtigere. Når truslerne kommer fra en uventet kant og den grundlæggende forretningsmodel hurtigt forældes, skal der således langt mere grundlæggende forandringer til. Det er disse forandringer, som Kodak, De Gule Sider m.fl. ikke formåede at gennemføre. Tænk blot på IBM's påstand, der går på, at 40 % af deres overskud i dag kommer fra produkter som ikke var mulige at frembringe fire år tilbage. For Apples vedkommende er det 70 %. Vi befinder os altså i en tid hvor der står transformativ forandring på menuen.
Har du travlt?
Er det et vildt gæt, at du har mere travlt i dag end du havde for et år siden? Inden Blockbuster, Polaroid eller De Gule Sider måtte kaste håndklædet i ringen, havde deres topledere ikke også travlt, monstro? Garanteret! Men det hjalp dem bare ikke. At være travlt optaget er desværre ikke nok i en tid, hvor menuen står på transformation. Den transformelle forandring betyder, at alle forretningsprocesser pga. digitalisering forandres lige foran øjnene af os. Tages denne forandring ikke alvorligt, ja, så efterlader den muligheder i vores brancher, nye spillere kan gribe. Derfor er det ikke godt nok, når en CIO er travlt optaget af brandslukning eller krisehåndtering. En CIO's skal derimod være optaget af at løse de problemer eller se de muligheder, som endnu ikke er der. Men hvordan?
Hvordan opdager du fremtiden - før det er for sent?
Hvis du skal opdage fremtiden før det er for sent, skal du med stor sikkerhed i gang med at gøre noget anderledens end du plejer. Når jeg holder foredrag, bruger jeg gerne følgende som afslutning på mit indlæg, en læresætning, som sammenfatter den udfordring vi med den digitale revolution står overfor: Kernekompetencen i fremtiden består i på planlagt og kontrolleret vis at sætte sig i situationen, hvor det, der kan forudses, og det man tror på, kan udfordres, og det uforudsigelige bliver muligt." Min påstand er, at hvis Polaroid, De Gule Sider, Blockbuster osv. havde kastet sig ud i små projekter, som kunne udvikle deres forretning på en måde, hvor det uforudselige var blevet muligt, så havde de haft chancen for at fange fremtiden. Før det var for sent. Du skal med andre ord have travlt med at fejle hurtigere end dine konkurrenter, for da når du måske til fremtiden før dem!
Hvad gør du eller din CIO for at nå fremtiden først og dermed sikre grundlaget under jeres virksomhed?