ANNONCE:
Hele den professionelle GIS/geodata verden - både i Danmark og internationalt - har gennem mange år har været optaget af at påpege at ingen rigtig har opdaget potentialet i anvendelsen af geodata i mainstream applikationer. Dette sker med slagord som "80% af alle data i verden har et geografisk aspekt", "Verden er spatial (rummelig, geografisk, f.a.) , det bør data også være" og lign.
De fleste af os kender til Google Earth og Google Maps (ellers er det på tide!
http://earth.google.com (...) ) - vidunderlige webapplikationer, der med google'sk saft og kraft har sat geodata på dagsordenen verden over. Det er altså ingen af de "gamle" aktører, som har været drivkraft i denne revolution for geodataanvendelsen - hverken softwareleverandører, kortdataleverandører, offentlige virksomheder eller andre, men en (ok, stor) søgemaskine udvikler.
Tænk over det. Mens de gamle aktører har fedtspillet med data, kommer en global internetvirksomhed som Google uden nogen fortid i geodatabranchen, rydder bordet og sætter en helt ny dagsorden. Google har med en helt ny forretningsmodel og en dyb indsigt i internettets forretningsbetingelser lykkes at på en gang skabe en lukrativ forretning og samtigig løftet anvendelsen af geodata gennem gratis adgang til data, der hidtil var dyre og vanskeligt tilgængelige og kun i spil bland professionelle.
Der må være en del af de gamle aktører, som sidder tilbage i startblokken og kigger på hinanden - forvirrede og med tunge ben. Jeg kan kun anbefale at de giver sig i kast med noget seriøs forretnings- og konceptudvikling baseret på begreber som communities, trafikgenerende indhold, brugercentering, gratis-brug og understøttelse af webanvendelse.