Når gode råd er dyre

Danskerne står i kø for at investere i de nye IT-selskaber på fondsbørsen, og euforien omgærder flere af de seneste børsnoteringer. Tiderne er gode og pengene sidder løst blandt investorerne, der bugner af friværdier fra ejendomsmarkedets hektiske stigninger.

Kommer der en korrektion på aktiemarkedet er de private investorer imidlertid parkeret forrest på de økonomiske øretævers holdeplads. Det er nemlig børsmæglere, investeringsforeninger, hedge fonde og de store investorer, der bestemmer aktiekursernes udvikling og ved børsnoteringer er de private investorer nederst i fødekæden.

De professionelle, institutionelle investorer har en særstilling som storkøbere. Køber man mange aktier, får man adgang til særlig information, kan trække på revisorer og aktieanalytikere og mødes med virksomheden, dens revisorer og dens bankforbindelse. Det giver et helt andet indblik i en børsnoterende virksomhed, end den private investor får.

Den eneste information, som private aktionærer almindeligvis har til rådighed, er et børsprospekt. Og det kan kun de færreste gennemskue, dels på grund af de juridiske ansvarsfraskrivelser, dels fordi børsprospektet reelt er en salgsbrochure, hvor sælgerne anpriser deres varer. De private investorer kommer aldrig rigtig om bag tallene, men må købe aktier i facaden.

Erhvervshistorien er ellers fyldt med eksempler på, at nye selskaber børsintroduceres til aktiekurser, der er stærkt overvurderede i forhold til den fundamentale, langsigtede indtjeningsevne. Det skyldes oftest en overdreven og uholdbar optimisme til fremtidens indtjening og vækst.

Og netop den nuværende optimisme bør mane til bekymring. Aktiebobler brister nemlig ikke i en tid med lavkonjunktur eller ringe forventninger til fremtiden.

Tværtimod kommer de, når det synes at gå allerbedst, når økonomien er i fuldt sving og tilliden stor - som nu. De gode økonomiske forhold, og især udsigterne til fortsat fremgang, gør investorerne overmodige. De glemmer de basale økonomiske parametre og tilsidesætter enhver fornuft i tillid til fremtiden og især til egne evner. Overmodet tager styringen og investorerne bliver irrationelle, kortsigtede og grådige.

Historisk set har aktiemarkederne været hjemsøgt af bristede aktiebobler, hvor investorerne lader sig forblinde af grådighed og køber tvivlsomme investeringsobjekter uden smålig skelen til deres kvalitet, indtjeningsevne eller værdi. Det gør ikke spor, at man har købt for dyrt, så længe en anden vil købe endnu mere for dyrt.

I det perspektiv er aktiemarkedet et casino, hvor mange nu spiller med uden at kende spillereglerne. Og aktiebobler vil med usvigelig sikkerhed indtræffe på ny. Heldigvis har investorerne selv et valg. Når noget lyder for godt til at være sandt, så er det som regel også for godt til at være sandt.

Intet kommer af sig selv - undtaget lommeuld - og man kan ikke forvente skyhøje afkast af en risikofri investering.

Det findes ikke.