Wikileaks - tager du den blå eller røde pille?

9. januar 2001: Wikileaks-dokumenter viser, at Danmarks regering spillede dobbeltspil om CIA's anvendelse af dansk luftrum til transport af formodede terrorister

Jeg er egentlig ligeglad med, om en amerikansk diplomat mener, at Berlusconi er en doven fest-abe.
Hvis en politiker tænder på bunga-bunga, så fred være med det. (Selvom jeg i parentes bemærket gerne vil vide, hvad bunga-bunga egentlig er )

I år 2010 burde den slags ikke have indflydelse på, hvordan vi vurderer en politikers politiske handlinger og visioner.

Det er Se & Hør-nyheder som måske tilfredsstiller en umiddelbar nyfigen interesse i en kendis liv, men ellers gør det mig ikke så meget klogere på verdens indretning.

Hvad der derimod er uhyre interessant er den mulige korruption, der foregår i forbindelse med energiaftaler mellem Rusland og Italien. Korruption som Berlusconi og Putin angiveligt er med til at orkestrere via deres nære personlige venskab.

Kriminelle aktiviteter uden lovovertrædelse
Det er selvfølgelig også interessant, hvad der sker med budbringeren af nyheder om verdens indretning.
Når Paypal, Amazon, EveryDNS, Visa, Mastercard, Bank of America og andre virksomheder afbryder samarbejdet med Wikileaks med en begrundelse om, at Wikileaks udfører kriminelle aktiviteter samtidigt med at amerikanske jurister - efter lang tids finkæmning af amerikansk lov - endnu ikke har kunnet finde noget kriminelt at hænge Julian Assange og Wikileaks op på, så er det en meget interessant historie.

Vi tager den lige i langsom tekst:
Store amerikanske virksomheder afbryder Wikileaks-samarbejde.
Begrundelse: Wikileaks udfører kriminelle aktiviteter.
Det amerikanske justitsministerium har ikke fundet nogen love som Wikileaks overtræder.
Wikileaks er ikke sigtet for kriminelle aktiviteter.
Det er uhyre interessant i sig selv.

Men det mest interessante er stadig hvad der startede hele medie-cirkusset: Indholdet af de lækkede Wikileaks-dokumenter.

I filmen The Matrix fra 1999 er der en central scene, hvor hovedpersonen Neo møder den mystiske Morpheus. Morpheus giver Neo et valg. Hvis Neo tager en blå pille, vil han fortsætte sit liv som hidtil, ubesværet af sandheden om verden. Tager han en rød pille, vil Neo se, hvordan verden virkelig hænger sammen.

Wikileaks-dokumenterne, der løbende offentliggøres med daglige bundter, giver os mulighed for at tage en lille bid af den røde pille.

Sladder og gamle nyheder er terror
Der er dog mange medier, der vælger at tage den blå pille og leve videre i en virkelighedsfornægtende boble.

Indholdet af Wikileaks-dokumenterne affærdiges som værende sladder og gamle nyheder.
Det sker samtidigt med, at der er opfordringer til at dræbe Wikileaks-stifteren Julian Assange og Wikileaks sidestilles med en terror-organisation. Hvordan sladder og gamle nyheder kan være terror er stadig et mysterie for mig.

De hidtil publicerede dokumenter indeholder dog rigtig interessante ting. Her er et lille udpluk:

Shell infiltrerer olierige Nigerias regeringsapparat

Britiske topembedsmænd undsiger officiel britisk politik over for USA

Medicinalgigant indsamler smuds om topembedsmand - Indgår forlig uden om domstolene

Clinton: Aflyt FN og indsaml biometriske data om FN-topfolk

Oliesheikh: Indoperer chips i terrormistænkte

Afghanistans præsident benåder narko-smuglere på tvivlsomt grundlag

Spanien dækker over amerikanske drab

Britisk royal handelsudsending: Korruptionsundersøgelser er idioti

Sverige i uofficielt efterretningssamarbejde med USA

Det oprindelige dokument fra den amerikanske ambassade i Stockholm stemplet SECRET

Det er efter nyhedsmæssige kriterier nogle absolut tunge og væsentlige historier, som vi nu får kendskab til.

De har dog ikke fyldt meget i mediebilledet.
Foretrækker de fleste medier at sluge den blå pille?

En læser kommenterede mit indlæg Wikileaks og "hvis du ikke gør noget galt, har du intet at skjule" med en meget vigtig og klog kommentar:
"Sandheden skal ses i kontekst."

Så lad os se på nogle af Wikileaks-nyhederne i kontekst.

Forbandede journalister på jagt efter korruption
Den engelske Prins Andrew er Storbritanniens specielle udsending for international handel.
Hans holdning til korruption og undersøgende journalister, der prøver at afsløre den slags, lægges ud til offentlig skue i et af dokumenterne. Her kan man læse, at folkene i det engelske bagmandspoliti, Serious Fraud Office, ifølge Prins Andrew udfører idiotisk arbejde. Han har heller ikke meget tilovers for journalister, der bedriver undersøgende journalistik. "De (bandeord) journalister...der stikker deres næse i alt."

Konteksten er her, at Serious Fraud Office er idioter, fordi de undersøgte den såkaldte Al-Yamama våben-handel mellem den britiske våbenleverandør BAE Systems og Saudi-Arabien.
SFO var overbevist om, at BAE Systems betalte penge til saudi-arabiske sheikher i forbindelse med den mange milliarder kroner store ordre. Altså korruption og bestikkelse udført af en af Storbritanniens største virksomheder.
SFO's undersøgelse blev lukket ned af daværende premierminister Tony Blair med henvisning til "den nationale sikkerhed".

Udtalelserne som er refereret i Wikileaks-dokumenterne er faktisk foruroligende. Her har vi en speciel udsending for det britiske erhvervsliv, der accepterer korruption og latterliggør medier og bagmandspoliti, der prøver at trænge til bunds i en ubehagelig og formentlig pilrådden sag.

Det er også (kuriøst?) interessant, at en britisk royal refererer til "The Great Game".
The Great Game" som Prins Andrew taler om er den strategiske kamp mellem Rusland og det Britiske Imperie om herredømmet over Central-Asien der foregik i 1800- og 1900-tallet.
"Nu er vi igang med The Great Game igen og denne gang vil vi vinde," lyder det fra Prins Andrew.
Måske er det bedst at sluge en blå pille her?
Hvis ikke, kan du læse hele dokumentet er her.

USA's aflytning af FN
Så er der den amerikanske indsamling af information om FN-ledere i form af passwords, biometriske data, telefonnumre, kreditkort-oplysninger og andet. Ordren er underskrevet af Hillary Clinton i 2009.

Her er konteksten, at noget tilsvarende er sket før. Den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency (NSA) beordrede under optakten til Irak-krigen i 2003 en omfattende aflytning af FN sikkerhedsrådets repræsentanters arbejdstelefoner, privattelefoner og emails.
Aflytningerne skulle være med til at indsamle information i forbindelse med Sikkerhedsrådets resolution om en eventuel invasion af Irak.
Britiske Catherine Gunn lækkede NSA-ordren som hun fik kendskab til via sit arbejde som oversætter i den britiske efterretningstjeneste GCHQ.
Hun blev stillet for retten, hvor hun risikerede fængsel i op til to år.
I sidste øjeblik blev retssagen aflyst, fordi anklagemyndigheden ikke ville komme med bevismateriale som forsvaret havde bedt om. Blandt andet om lovligheden af Irak-krigen.

Mange medier valgte her at sluge den blå pille og ikke skrive så meget (læs: intet) om den sag.

Det er således ikke nyt i egentlig forstand at der foretages aflytning af FN, men grundet den ringe mediedækning vil det nok være nyt for mange.
Det er dog helt nyt, at Hillary Clinton seks år senere underskrev ordren om den nye indsamling af eksempelvis FN-repræsentanters passwords til diverse it-systemer, ligesom tilskyndelsen til at indsamle biometriske data er en nyhed.

Ikke se, ikke høre,...
Trods andre nyheder som eksempelvis Shells infiltrering af det nigerianske regeringsapparat, så mener eksempelvis Jørgen Ørstrøm Møller, tidligere departmentschef i Udenrigsminsteriet, at der ikke er tale om noget nyt.
"Jeg synes grundlæggende ikke, at der er forfærdelig meget nyt i det. Det der nu lægges frem har vi ikke vidst, men hele tiden troet, forventet eller tænkt var USA's udenrigspolitiske linje," er han citeret for i denne Ræson-artikel.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan diplomatiet arbejder, men hvis jeg som journalist skrev, at USA aflyttede FN og indsamlede biometrisk materiale fra FN-folk, fordi jeg "troede, forventede eller tænkte", at det var USA's udenrigspolitiske linje, så ville det ikke være journalistik. Der er stor forskel på at tro noget og så have dokumentation for det. Der er "forfærdeligt meget nyt" i dokumenterne.

Den globale mediekontekst
Wikileaks-dokumenterne skal også ses i konteksten af traditionelle medier, der i stigende grad svigter deres rolle som den fjerde statsmagt.
Det sker, når traditionelle medier lader regeringer få mulighed for at bestemme, hvad der kan komme i aviserne eller på nettet og hvornår det skal ske.
Jeg undrer mig stadig over, at New York Times i over et år sad på nyheden om, at NSA aflyttede den amerikanske befolkning.
Efter samråd med det Hvide Hus valgte New York Times at vente med at offentliggøre den historie.
I over et år.
Den videre kontekst for den aflytning er, at den tidligere analytiker Russel Tice fra den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency (NSA), i 2009 fortæller , at NSA gik målrettet efter at aflytte bestemte organisationer som nyhedsbureauer, mediehuse og journalister døgnet rundt.
Spørgsmålet er, om New York Times ville have kørt en række af de nye Wikileaks-historier, hvis de alene havde modtaget dokumenterne.
Eller ville de have taget den blå pille?

Hvis medierne i et demokrati ikke fortæller sandheden i kontekst til befolkningen, så vil befolkningen være nemme at manipulere og føre bag lyset.

I den forbindelse er en undersøgelse fra 2006 bestemt interessant og ikke så lidt deprimerende. Den viser, at halvdelen af amerikanerne i 2006 stadig tror, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, da USA og allierede invaderede Irak.
Nu er amerikanere ikke dummere end andre, men her kommer det gamle system-bonmot ind: "Garbage in, garbage out".
Hvis du fodrer folk med urigtige oplysninger, så tror de, det er sandheden.
Her har de amerikanske medier svigtet.

Kan Wikileaks tillade sig at have hemmeligheder?
Husk, at blot 1 procent er frigivet indtil videre, så der er stadig masser af afsløringer på vej.
Så hav de blå piller inden for rækkevidde, hvis virkeligheden bliver for påtrængende.

En læser stillede mig tre spørgsmål i forbindelse med mit indlæg "Hvem skal dræbes når Wikileaks-stifteren og det frie internet er døde?"

Det første går på Wikileaks insurance-filen på 1,4 gigabyte, som kan downloades fra nogle torrent-sites. Læseren spørger, om det er rimeligt, at Wikileaks har krypteret filen, så man ikke kan se indholdet.
"Synes du, lige som jeg, at det er en lille bitte smule hyklerisk og udemokratisk at wikileaks alene skal bestemme om vi må få denne væsentlige information eller ej?"

Jeg vil tro, at vi nok skal få al informationen. Men hvis det hele blev frigivet på een gang ville de enkelte historier komme til at drukne.
Jeg har allerede svært ved at følge med i de seneste ugers historier.

Skal al information være offentlig tilgængelig?
Derefter spørger læseren om "Synes du, lige som jeg, at ikke alt information er smart/demokratisk tjenelig at servere i åbenhed? "
Her er jeg enig. Der er information, som ikke skal offentliggøres. Jeg synes eksempelvis, at det lækkede dokument, der giver en liste over, hvad USA betragter som vigtig global infrastruktur ikke burde have været offentliggjort. Offentlighedens interesse i det dokument er ikke stor nok til at modveje den sikkerhedsrisiko som det er at offentliggøre det. (Nogle fremhæver, at informationen på listen allerede er offentlig tilgængelig og at det følgeligt ikke er så alvorligt.)
Det vil også være meget ulykkeligt, hvis Wikileaks offentliggør dokumenter om eksempelvis kinesiske dissidenter, der arbejder på at indføre demokrati i Kina.

Det problematiske er, at vi desværre ikke kan være sikre på, at informationen er hemmelig af hensyn til national eller international sikkerhed.
Vi har set, at den holdes hemmelig for ikke at afsløre korruption, magtmisbrug og manipulation som udøves af nogle af verdens ledere og globale selskaber.

Et andet eksempel fra optakten til Irak-krigen. Analytikeren i Forsvarets Efterretningstjeneste Frank Grevil lækkede hemmelige dokumenter, der viste, at Irak efter efterretningstjenestens mening sandsynligvis ikke havde masseødelæggelsesvåben.
Anders Fogh Rasmussen slugte en blå pille og glemte det, da han senere erklærede, at "Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved."

Kan diplomatiet fungere uden hemmeligheder?
Endelig stiller læseren et tredje spørgsmål. Hvordan kan diplomatiet fungere uden diskretion og hemmeligheder: "Synes du, lige som jeg, at de danske diplomater skal arbejde for de bedst mulige vilkår for danmark rundt omkring i verden, og at de, for at kunne gøre dette effektivt, har behov for at den information de sender hjem ikke sendes i åbenhed?"

Det hænger for mig at se lidt sammen med spørgsmålet om, hvorvidt al information skal være offentligt tilgængeligt.
Igen er det springende punkt, hvordan vi kan være sikre på, at informationen ikke holdes skjult grundet politiske interesser, lobby-interesser, forsøg på at dække over korruption og ønsker om at manipulere befolkningen.

Problemet er, at de lækkede dokumenter viser, at demokratisk valgte regeringer nogle gange lover og siger et til deres befolkning og gør noget andet. Og her handler det ikke om, at lovede skattelettelser bliver til øgede skatter. Det handler om, at demokratiske landes regeringer eksempelvis holder det hemmeligt for befolkningen, at CIA foretager kidnapninger af formodede terrorister og anvender de pågældende landes lufthavne og luftrum til transport.

Opdateret 9. januar 2011: Den danske regering lovede Folketinget, at undersøge om CIA havde anvendt dansk luftrum til hemmelige fangetransporter af formodede terrorister. Nu viser frigivne Wikileaks-dokumenter, at regeringen spillede dobbeltspil, da topembedsmænd fortalte USA's ambassadør, at den danske regering ikke ønskede svar, men tværtimod at sagen skulle dø i stilhed.
Som det hedder i et af i alt 4 Wikileaks-dokumenter, der refererer til sagen:
"Privately, Danish officials have made clear their interest in making this issue go away as quickly and quietly as possible. PM National Security Advisor Thomas Ahrenkiel and MFA Undersecretary Michael Zilmer-Johns told us separately that the controversy surrounding the film has put the government under considerable pressure and that they are working hard to calm the situation and avoid a mandatory investigation in parliament.Zilmer-Johns noted that "we have been through this before" and stated flatly that the Danish government doesn´t require anything from the U.S. on this -- for now, anyway. In an unrelated meeting with the Ambassador January 31, Danish intelligence and security (PET) chief Jakob Scharf appeared unconcerned by the story."
Og senere i samme Wikileaks-dokument] hedder det:
"The Danish government clearly shares our desire to get past this latest flare-up of
the overflights/renditions issue and together we will work to
avoid keeping the story alive in the media. If the government prevails in blocking an inquiry and satisfying the Greenlanders (FM Moller reportedly called Greenland PM Hans COPENHAGEN 00000038 002 OF 002 Enoksen to assure him of the Danish government´s plans to review the matter), then this controversy could be over within a few days. If not, such an investigation could prove an unhelpful distraction for months to come."

Hvor ofte fortælles den slags løgne?

Nok gange til at kunne forsvare en total underminering af diplomatiets gamle tradition for diskretion?

Formentlig ikke, men det er sundt for demokratiet, at politikere, embedsmænd og diplomater er bevidste om, at korruption, magtmisbrug og tilsidesættelse af demokratiske spilleregler vil komme frem i lyset.

Det er ikke alle, der sluger den blå pille.

P.S. Julian Assange blev stillet et lignende spørgsmål om hvad Wikileaks-dokumenterne vil betyde for diplomatiet. Avisen The Guardian havde en Q&A med Wikileaks-stifteren, hvor en tidligere diplomat JAnthony spørger, om Julian Assange vil tage personligt ansvar, når en international krise ikke kan løses, fordi diplomatiet ikke fungerer mere. Meget skuffende undviger Wikileaks-stifteren det centrale spørgsmål og giver et arrogant ikke-svar.