ANNONCE:
I dag er det en uge siden, at Vista blev sluppet løs til forbrugerne.
Jeg tror, at lanceringen af Vista betyder,
at Linux' mulighed for success på desktoppen bliver afgjort i løbet af 2007.
Virksomhederne vil i løbet af 2007 vælge, hvorvidt de vil opgradere deres nuværende Windows-baserede desktoppe til en
Windows Vista eller om de vil prøve en Linux-baseret desktop.
Opgraderingen vil ikke nødvendigvis ske i 2007, men i udgangen af året vil de fleste have lagt en strategi.
Mit bud er, at strategien i langt de fleste tilfælde vil være baseret på Windows Vista.
Selvom Novell med nærmest galgenhumoristisk timing udsendte
en pressemeddelelse 30. januar om at Peugeot Citröen vil
installere 20.000 Linux-desktops og 2.500 Linux-servere, tror jeg ikke, at Linux erobrer mange procentdele af desktop-pc'erne i virksomhederne.
Men måske tager jeg fejl?
Men hvis jeg har ret, og virksomhederne vælger Vista, vil der gå en del år før et nyt styresystemskifte igen vil indgå i virksomhedernes it-overvejelser.
Til den tid vil det være endnu sværere for virksomhederne at vælge et ikke-Windowsstyresystem. Microsoft lægger ikke skjul på,
at produkter som
Office Sharepoint Server 2007 skal integreres tæt sammen med
Office, Exchange, og andre Microsoft-produkter.
En tæt integreret it-infrastruktur baseret på Windows, vil gøre det svært senere at skifte til Linux.
En del virksomheder befinder sig allerede i den situation i dag.
På forrugermarkedet tror jeg også at Vista langsomt, men sikkert vil vinde indpas.
For to år siden kunne man hos en af de største pc-forhandlere i England,
PCWorld (Nej, ikke online-magasinet
PCWorld), rent faktisk købe en Suse Linux.
Det kan man ikke mere.
Det er vel et års tid siden, at jeg opdagede, at min lokale PCWorld ikke havde Linux stående på hylderne.
Årsag? Der var ikke nogen der efterspurgte det, lød det fra den lokale PCWorld-chef.
Lige efter årsskiftet købte jeg en ny pc. Den kom med Windows XP præ-installeret.
Kunne jeg få rabat, hvis jeg købte en pc uden Windows XP?
Nej, det var slet ikke muligt at købe pc'en uden Windows XP installeret.
Det er anderledes svært at købe en pc med Linux præinstalleret.
Så er der selvfølgelig muligheden for at
downloade Linux og installere selv.
Jeg tror dog ikke, man kan forvente at en almindelig bruger, der lige har købt en køreklar pc, vil begynde at skifte styresystemet ud.
Men måske tager jeg også fejl her?
Min gode kollega
Christina Rudkjøbing er gået i gang med
et spændende projekt: Hun skifter Windows på sin bærbare ud med Linux.
Der er allerede kommet mange gode råd og kommentarer fra hjælpsomme Linux-brugere.
Spørgsmålet er, om de vil betegne sig selv som almindelige brugere eller som specielt it-kyndige.
Jeg tror det sidste.
Men igen, jeg tager måske fejl?
P.S.
Open source-guruen
Eric S. Raymond sætter også 2008 som deadline for Linux' gennembrud på desktoppen.
Sker det ikke inden, er det for sent, mener Eric S. Raymond. Præmissen for Eric S. Raymonds vurdering er dog ikke Vistas fremkomst, men fremkomsten af 64-bit systemer.