DRM - En berigelse for demokratiet og forbrugeren?

Det er efterhånden en del år siden, at jeg læste Richard B. Stallmans essay fra 1997: Right to read.
Kort fortalt er det en historie om, hvordan kopisikring engang i fremtiden har udviklet sig til en decideret trussel mod deling af viden og bøger.

Adgang til information er i fremtiden nøje kontrolleret, så det eksempelvis kun er ejeren af elektroniske bøger, der har ret til at læse dem.

Det at dele viden og information er i fremtiden en alvorlig strafbar handling.

Essayet hamrer sit budskab igennem: DRM kan være en trussel mod adgang til information - et grundstof i et demokrati.

Dengang var der diskussion om kopisikring af digitalt indhold og den diskussion fortsætter jo idag.

Et nyt kapitel blev indledt, da Apple-chefen Steve Jobs foreslog, at kopisikring af digital musik skulle opgives.

(Der er siden stillet spørgsmål ved, hvor oprigtig Apple-lederen er i sit ønske om DRM-fri musik).

Kort efter afviste lederen af Warner Music ideen som absurd.

Men der er andre meninger blandt lederne i musikindustrien end Edgar Bronfmans.

Ifølge en undersøgelse fra Jupiter Research mener to-trediedele af europæiske musik-chefer,
at DRM ikke er godt nok til formålet og ødelægger forbrugernes musikoplevelse.

Nu er der selvfølgelig forskel på adgang til information og adgang til DRM-fri musik.
Det er ikke et spørgsmål om liv eller død at have den nyeste musik - medmindre man er teenager

Men Richard B. Stallmans unuancerede, men effektive essay rumsterer.

Især når man læser et åbent brev fra DRM-producenten Macrovisions direktør Fred Amoroso, der er
et svar til Steve Jobs.

Fred Amoroso foreslår selv, at DRM ses i en større sammenhæng end blot musik:
"Fakta er, at DRM har en stor betydning på tværs af forskellige former for indhold og på tværs af forskellige medie-afspillere.
Derfor skal diskussionen ikke begrænses til musik."

Endnu er e-bøger ikke slået igennem, men når(?) det sker, vil det selvfølgelig være oplagt at anvende DRM til at begrænse fri adgang til e-bøger.
Rent teknisk vil der ikke være noget i vejen for, at vi bevæger os imod en dystopisk fremtid som Richard B. Stallman beskriver i sit essay.

Selvom det ikke går så galt, at man som borger mister rettigheder som adgang til information, så vil det medføre mistede forbrugerrettigheder.

Læser man Fred Amorosos vision, lyder det som om, at forbrugeren skal opgive sin ejendomsret til et produkt.
I stedet skal brugeren blot leje indhold for en tidsbegrænset periode eller et bestemt sted:

"Eksempelvis passer DRM perfekt til at måle brugsrettigheder, så forbrugere der ikke ønsker at eje indhold, som en film, kan "leje" den.
Tilsvarende, brugere der kun ønsker at bruge indhold på en bestemt enhed kan betale mindre end dem,
der ønsker at at bruge indholdet alle steder - sommerhuse, biler, forskellige afspillere og på afstand.
Hvis vi dropper DRM nu vil alle forbrugere blive dømt til en "one size fits all" situation som vil øge omkostningerne for mange af dem"

Jeg ved ikke med jer, men jeg kan eksempelvis købe DVD'er i mit lokale Tesco-supermarked for omkring kr. 35 (Ikke de allernyeste premiere-film).
I den engelske Blockbuster skal jeg betale omkring kr. 30 for at leje en film. Jeg synes, valget er enkelt.

Den brugsdifferentierede pris som Fred Amoroso lægger op til, vil jeg vædde en gammel spolebåndoptager på samlet set vil blive dyrere
og mere besværlig for forbrugerne.

De billige digitale medier taler for at man ejer indholdet - ikke at man blot lejer.
Men med en underlig logik når indholdsleverandørerne altså frem til det modsatte.

I dag kan jeg eksempelvis afspille mine CD'ere i min bil, min computer, andres computere, min cd-afspiller og andres CD-afspillere.

Det samme er ikke muligt med DRM-musikfiler købt hos eksempelvis iTunes.

Ideen om brugsdifferentieret pris på digitalt indhold pushes for mig at se udelukkende af indholdsleverandørerne. Der er ikke et forbrugerkrav.

For mig lyder mange af Fred Amorosos pointer som ren Orwellsk Newspeak. Et par eksempler
"DRM øger forbrugerværdien, den forringer den ikke"
"DRM vil øge elektronisk distribution."
"...når alle former for indhold flytter fra fysisk til elektronisk form kan DRM være en vigtig brik i at gøre det muligt..."

De hidtidige resultater af DRM peger på det modsatte. Folk der eksempelvis har investeret i HD-TV for at kunne nyde PS3-spil i højopløsning, har oplevet
blinkende skærme. Se videoen og den tekniske forklaring hos Popular Mechanics .

Så grundet en "forbrugerberigende" DRM-teknologi som HDCP, kan folk altså nu opleve flimrende skærme; næsten som hvis der var en løs forbindelse i et gammelt analogt fjernsyn.
Det er da fremskridt.

Og så vil jeg ikke nævne noget om den sikkerhedsmæssige katastrofe som Sony slap løs med sit DRM-rootkit, men blot linke til Bruce Schneiers glimrende gennemgang
- og foruroligende spørgsmål...

For at være fair overfor Fred Amoroso så er hans udgangspunkt en universel, velfungerende DRM-teknologi, så bøvl med inkompatible DRM-formatter undgås.

Derfor foreslår han også Steve Jobs, at Macrovision overtager ejerskabet af Apples FairPlay DRM-teknologi, så Macrovision kan sikre kompatible DRM-teknologier.

Hvordan kommer DRM-fremtiden se ud?