Fredagsfremtidsfortælling: Christians København, del I

"Hva' synes du? Er det ikke en god historie?"
Stemmen i røret lød overfrisk og pågående.
"Jo, det er det da," sagde han og fortrød, at han kom til at lyde for positiv.
"Jeg skal se, hvad der kan komme ud af det. Jeg skal have lov af geraten, hvis jeg skal ned og se nærmere på det."
"Ja, vi synes jo her i Delphi, at det er en helt fantastisk historie," fortsatte stemmen.
Han kunne nærmest høre, hvordan stemmens ejermand forestillede sig at se historien som tophistorie i aftennyhederne og på forsiden af næste dags avis.
"Jeg må hellere gå igang med at ringe rundt og fange nogle folk," sagde han, lykkelig for at slippe af med stemmen i røret.

Som journalist på Stadens Medier var Cristian Davidsen vant til at få tip om gode historier.
Delphi havde fundet ud af, at en af deres populære afslapningskabiner havde reddet livet for en tilfældig bruger, da Metro-bomben på Kongens Nytorv sprang.

Moskeer ransaget
Der var gået tre dage siden bombeattentatet i København og stedet havde været afspærret lige siden. "Fanatikernes destruktion rammer København", "Vi vil have hævn" og "De får 10-fold igen" var nogle af overskrifterne på aviserne. Geraten havde straks vist sig som den handlekraftige leder han var. Alle indfaldsveje til København blev lukket, flyene i lufthavnen blev holdt på jorden og bådene til Sverige og Norge blev indstillet. Adskillige moskeer blev ransaget og et par hundrede muslimer blev taget til forhør.

Historien om at en af de overlevende fra eksplosionen havde opholdt sig i en afslapningskabine, var en kuriøs sidehistorie, men heller ikke mere.

"Geraten har nok travlt med vigtigere ting end at give en journalist adgang til bombeområdet grundet den historie," tænkte Christian Davidsen, mens han klikkede sig frem til et videolink til geratens kontor.
"En af fordelene ved at arbejde for magthavernes talerør," tænkte Christian for sig selv.

Stadens Medier - i øjenhøjde med folk
Staden var officielt et uafhængigt mediehus, men alle vidste, at regeringen, geraten og Rederen stod bag finansieringen. Ikke at det gjorde noget. Det var jo vigtigt, at hovedstaden havde sit eget mediehus. Et der kunne fortælle om alle de prægtige kulturarrangementer, det erhvervsvenlige klima og ikke mindst borgernes liv.

"Vi er i øjenhøjde med folk," som Stadens slogan var.
Staden var ikke for fin til at lade sine journalister fortælle hjertegribende historier om for tidligt fødte børn af misbrugsforældre, hudløse beskrivelser af hvordan voldsofre kæmper sig tilbage til et normalt liv og portrætter af indvandrerkvinder, der havde løsrevet sig fra en middelalderagtig levevis og nu havde vundet sin frihed i et frit samfund.

"Stadens medier for Stadens folk," som det hed sig.
Efter de traditionelle aviser en efter en var bukket under og radio samt tv mest bestod af musik og underholdning, begyndte geraten at lægge planer om et københavnsk mediehus. Internet, tv, radio og avis; alle medier skulle huset omfatte.
Med status af Københavns eget medie, havde Staden direkte, krypterede videolinier til geraten, regeringen og topfolk i forretningslivet.
Geratens kendetegnende runde ansigt dukkede op på Christians skærm.

Geraten og Fedesen
"Halløj du, Christian, hvordan går det på Staden?"
Christian kunne ikke fordrage geratens joviale, vi-er-på-bølgelængde stil. Den forekom ham påtaget. Christian var dog ret alene om den opfattelse.
"Jamen, han er da så frisk og ligefrem. Han er som en af os, man kan ikke mærke, at han bevæger sig blandt ministre og udenlandske statsmænd," var blot nogle af de gængse karakteristika som københavnerne gav deres gerat.

"Jo tak, det går fint. Hør, jeg fik lige et kald fra Delphi. En af de overlevende fra Metro-eksplosionen opholdt sig i Delphis afslapningskabine, da bomben sprang. Der er måske en god positiv historie i det," sagde Christian.
"Okay, og du vil så ned og lave et indslag om den? Til "Vi siger pænt go'nat"?"
"Ja, jeg ved ikke helt, hvad det bliver, men "pænt go'nat" er da en mulighed," svarede Christian.
"Ja, jeg tror ikke der er nogle sikkerhedsproblemer, sålænge du bare følger anti'ernes anvisninger. Jeg sender lige en besk til vagthavende hos anti'erne om, at du kommer derned," sagde geraten.
"Jeg kan være der om 45 minutter," sagde Christian, lidt forundret over at det gik så nemt.
"Det bliver sgu' en god reklame Delphi får, hva'? De er nogle røvere, er de. Tror at de sådan kan få gratis reklame i Staden. Jeg må vist lige tage en snak med Fedesen, når jeg ser ham," grinede geraten.
"Ja, gør det, men jeg tror nu, historien holder, så det er ikke ren reklame," svarede Christian, lidt for slebent syntes han selv.

Staden havde altid givet erhvervslivet en god dækning.
"Stadens medier for Stadens forretningsliv," som man sagde.
Der var ikke den store bekymring om, hvorvidt redaktionen blev påvirket af de store virksomheders interesser.
" Det hele hænger jo sammen i Staden, vi kan ikke bare lukke øjnene for Stadens afhængighed af erhvervslivet," havde chefredaktøren - eller Fedesen som folk kaldte ham - sagt.
Alligevel elskede ledelsen - fra bestyrelse over direktion til chefredaktøren - at spille uafhængighedsspillet. Når en virksomhed forsøgte at plante en forsidehistorie, ville Staden som regel reagere med et "ha, nu prøver de minsandten at plante en forside", derefter fortælle virksomheden - i muntert tonefald - at "de sørme var nogle værre kræmmere" og at Staden nok selv skulle bestemme indholdet. Ofte var virksomhedens historie i Stadens Medier næste dag.

Delphi og afslapningskabinerne
Delphi var en 5 år gammel virksomhed med stor succes. Deres afslapningskabiner fandtes i alle større danske byer og eksporten til udlandet boomede. Det var dansk-amerikaneren Henrik Hoff, der stod bag firmaet. Han havde tilbragt det meste af sit liv i USA, hvor han havde oparbejdet en betragtelig formue som venture-kapitalist. Han havde investeret i en række it- og biotech-firmaer på den amerikanske vestkyst og var først vendt tilbage til Danmark, da han rundede 55 år for snart seks år siden. Delphi var hans første rent danskbaserede firma.

Christian gennemgik fakta-oplysningerne om Delphi i taxaen ud til Kongens Nytorv.

Afslapningskabinerne var Delphis hovedprodukt og samtidigt det første som trillede ud af virksomhedens fabrik på det tidligere Lindø Skibsværft. Henrik Hoff stod på god fod med Rederen, og da Skibsværftet allerede flere år tidligere havde kapituleret over for de fremstormende skibsværfter i Østen, blev Henrik Hoff og Rederen hurtigt enige om en forretningsmæssig givtig aftale for begge om, at Delphi skulle etablere sig på det tidligere Skibsværfts område.

"Det er tegn på de nye tider. Skibsværfter kan ikke drives rentabelt, men afslapningskabiner er der salg i," havde Rederen gnægget. Vist nok uden at virke for spydig. Rederen betragtede afslapningskabiner som udtryk for slaphed, men hans næse for en god forretning svigtede ham ikke. En del af aftalen mellem Henrik Hoff og Rederen bestod i, at Rederen fik en andel i afslapningskabine-virksomheden Delphi.

Christian tappede med sin pegefinger på det elektroniske papir for at få vist næste side, mens han spurgte chaufføren:
"Hvornår tror du vi er der? Det tager lang tid i dag."
"Ja, der er stadig trafikkaos på grund af eksplosionen. Om et kvarters tid, tror jeg," svarede chaufføren.

Ikke langt fra taxaen sad Henrik Hoff i sin penthouselejlighed, drejende et tungt whisky-glas rundt, mens han betragtede den ravgyldne drik. Han sad hensunket i tanker. På en lille skærm på glasbordet foran ham, kunne han se Christian Davidsen sidde og læse i taxaen. Som medinvestor i Stadens Taxa havde Henrik Hoff sikret sig adgang til video- og lyd-feeds fra taxaernes indbyggede overvågningskameraer. Det havde ofte skaffet Henrik Hoff en fordelagtig forhandlingsposition, når han inden et møde med forretningsforbindelser havde haft lejlighed til at se og høre dem tale om det forestående møde. Denne gang var det anderledes. Der var ikke noget at forhandle om. Han vidste, at han satte sit forretningsimperium og sin komfortable livsstil på spil. Men det havde aldrig været de hurtige biler, husene på fire kontinenter og pengene der havde drevet ham. Det var selve det at vinde, som var vigtigt. Ville han vinde denne gang?

"Screw it, I have to do it," sagde han for sig selv, skyllede det sidste af whiskyen ned og rejste sig.
Når dagen var omme, vidste han, om planen havde virket.

På vagt!
Da Christian kom frem til Kongens Nytorv, blev han overrasket over de mange folk i blå overalls, der var forsamlet udenfor afspærringen. Et kort øjeblik tog han dem for at være arbejdsmænd, der var i gang med at genoprette skaderne på Metro-stationen. De flammende gule bogstaver på ryggene af de 25-30 forsamlede overallsklædte mestendels mænd, fik ham dog på andre tanker:
På Vagt!, nærmest råbte bogstaverne på den blå baggrund ud til de forbipasserende.

Det var startet året før. Rygter om muslimske terrorgrupper havde fået folk til at danne små grupper, der frivilligt patruljerede offentlige steder som kunne være terrormål. Den hurtigtvoksende arbejdsløshed som var skabt af den globale økonomiske krise fungerede som et godt rekrutteringsgrundlag. Regeringen havde også velsignet de private patruljer, som var populære blandt de arbejdsløse.

"Det er jo en fornøjelse at se den entusiasme og energi som de unge lægger for dagen. Ingen tvivl om at fællesskabet i På Vagt! og den vigtige samfundsfunktion de udfører, giver dem selvtillid og selvværd," havde statsministeren udtalt.
Virksomheder, der skilte sig af med medarbejdere, opfordrede de tidligere ansatte til at starte i På Vagt!-grupperne, hvor virksomhederne sponserede tøj og gratis mad.

I løbet af kort tid havde de fleste større danske byer På Vagt!-patruljer spadserende rundt i deres blå overalls med gule bogstaver på ryggen.

I den seneste tid havde tilslutningen til På Vagt! været dalende, men efter Metro-bomben strømmede de frivillige nu igen til På Vagt!

Christian gik hen mod afspærringens, mens de blåklædte folk fulgte ham opmærksomt. De stimlede sammen om Christian, da han nåede frem til afspærringens låste låge. Christian følte en snert af klaustrofobi, da På Vagt!-folkene dannede en halvring omkring ham. På den anden side af lågen stod en høj sportstrænet 40-årig mand iklædt en sort stramtsiddende dragt, der fremhævede de velproportionerede muskler under dragten. Christian genkendte manden som Troels "Tough" Pedersen, chefen for anti-terrorkorpset i København.

Man kan ikke luge ukrudt med fløjlshandsker
Christian præsenterede sig, mens han tog sit ID-kort frem. Troels "Tough" scannede ID-kortet med en lille ID-aflæser og rettede derefter ID-læseren mod Christians venstre øje for at lave en iris-scanning.
"You're the one that I want uh-uh-uh" lød det fra den lille ID-aflæser og Troels "Tough" Pedersen smilede. Han var kendt for sine små practical jokes, der ofte løsnede stemningen på alvorstunge møder, hvor terrorens væsen blev drøftet.

Da På vagt!-folkene så, at Troels "Tough" Pedersen lukkede Christian ind bag afspærringen, mistede de interessen og vendte deres opmærksomhed mod de forbipasserende på Kongens Nytorv.
"Ja, de er nu meget hjælpsomme, men nogle gange lidt for ivrige," sagde Troels "Tough" Pedersen og nikkede i retning af de blåklædte mænd.
"Det var nær gået galt for en af de overlevende, da nogle af de blå så, at han kom vaklende væk fra eksplosionen. En lidt for mørk hudfarve, hvis du ved, hvad jeg mener."

Christian gryntede et ja og en platitude om at "man ikke kan bruge fløjlshandsker til at luge ukrudt", hvilket sammenfattede Stadens redaktionelle holdning. Man skulle selvfølgelig respektere folks rettigheder, men i en terrortid kan man ikke være for fintfølende. Det var jo en kendsgerning, at de fleste potentielle terrorister var muslimer, så det var uundgåeligt, at uskyldige muslimer blev tilbageholdt og afhørt. Den holdning lå på linie med den brede befolknings.

Sortklædte anti'er
Nede på resterne af hvad der engang havde udgjort perronen, stod et par andre sortklædte anti'er. Imellem dem stod en ung fyr med en bandage om hovedet. Lidt derfra stod en slipseklædt mand med designerbriller og da han så Christian, løftede han begejstret et vred papirer han havde i højre hånd og råbte:
"Heey, Christian, jeg har fantastiske nyheder."

Et anstrøg af irritation viste sig i Troels "Tough"s ansigt.
"Det her er off-the record, men jeg kan altså ikke klare ham. De her Delphi-folk tror sgu', at de ejer hele stedet. Vi er stadig i gang med efterforskningen og så skal vi pludselig have det her medielir," hvislede han mellem tænderne og skyndte sig at tilføje "men du virker sgu' ok, jeg ser dig jævnligt på Her er Staden."

Christian mumlede et tak og gik hen til Delphis PR-mand.

"Christian, du er heldig. Hoff er på vej hertil, så du kan få et par friske kommentarer til indslaget."
"Skidegodt du. Tak for det," sagde Christian og hev sit Steady-cam frem.
"Ham med bandagen, er det ham fra afslapningskabinen?" spurgte han pr-manden.
"Ja, Peter Hallgren. Såvidt jeg forstår på anti'erne, så er det utroligt, at han overlevede. Afslapningskabinen var ikke langt var bomben, da den eksploderede. Men det viser blot, at Delphis produkter er kram," sagde PR-manden og blinkede til Christian.
"Ja, jeg undgår nok ikke at nævne Delphi," smilede Christian tilbage og gik hen til Peter Hallgren.

Husker kun et brag
"Dav, jeg hedder Christian Davidsen. Jeg kommer fra Stadens Medier og vi vil gerne lave et indslag om din oplevelse i forbindelse med bomben," sagde Christian og smilede venligt til manden.
"Ja, jeg kan godt nok ikke huske så meget. Jeg sad i afslapningskabinen, da der pludselig lød et ordentligt brag. Det næste jeg husker er, at jeg ligger på en båre og nogle ambulancefolk er ved at bære mig op ad trapperne," sagde Peter Hallgren. Han virkede nervøs og kiggede sig hele tiden omkring i den sodsværtede ødelagte undergrundsstation.
"Det må ikke være nemt at være hernede igen så kort tid efter," tænkte Christian og spurgte så:
"Hvor var det afslapningskabinen stod?"
"Ja, jeg kan ikke ikke lige finde ud af det. Det hele ser meget anderledes ud nu," sagde Peter Hallgren.

PR-manden trådte til.

"Det var derovre ved siden af den ødelagte elevator," sagde han og pegede hen mod enden af perronen.
"Heey, Tough, kan du ikke lige komme herover. Staden vil gerne høre lidt mere om afslapningskabinen og bomben," råbte PR-manden til Troels "Tough", der var på vej op ad trappen.

"Jo, det skal jeg nok, men jeg har for travlt med at lege guide for mediefolk og direktører. Din herre Hoff venter på mig ved lågen, din lille..." lød det fra Troels "Tough", der fortsatte op ad trappen, mens hans stemme langsomt døede ud.

Christian gik i gang med at filme den bombesprængte metro. Der var ikke meget tilbage af afslapningskabinen. Derefter stillede han et par spørgsmål til Peter Hallgren. Han virkede stadig rystet og kastede hele tiden nervøse blikke omkring sig.

Nervøse Hallgren og selvsikre Hoff
"Christian, Hoff kommer nu," sagde PR-manden begejstret og pegede hen mod trappen, hvor Troels "Tough" kom gående sammen med Henrik Hoff.
Henrik Hoff styrede hen mod Christian med udstrakt hånd.

"Dav, det er mig, der er Henrik Hoff. Jeg kan forstå, at Staden gerne vil lave et indslag om afslapningskabinen. Jeg kan så give Staden en solo-nyhed. Delphi vil bidrage til opbygningen af Metro-stationen og vil derudover give gratis adgang til alle landets afslapningskabiner i de næste tre måneder for at ære de tre døde. Filmer du?"
"Ja, lad os bare fortsætte. Jeg har et par spørgsmål," sagde Christian.

Under interviewet så Christian ud af øjenkrogen, at Peter og Troels stod og talte fortroligt sammen. Efter interviewet stillede han kameraet fra sig og gik hen til dem.
Peter virkede stadig nervøs af en eller anden grund. Troels stoppede med at tale, da Christian kom nærmere.

"Hvordan går det med efterforskningen?" forsøgte Christian.
"Vi kommer ikke med nogen officielle kommentarer, førend undersøgelserne er afsluttede og rapporten er skrevet, men hvis du absolut vil have en soundbite, så går efterforskningen fremad," svarede Troels Tough.

Christian indså, at han ikke kunne få mere fra den front og gik tilbage og samlede sit kamera op. Da han pakkede kameraet ned i sin lædertaske, bemærkede han at der sad et ekstra memorykort i et af kameraets USB-porte. Det var ikke hans. Han kiggede sig omkring, men vidste ikke, hvem der havde sat det ind.

"Er der noget galt?" spurgte Troels "Tough".
"Nej, jeg skulle bare lige se, om jeg skulle tage nogle flere billeder. Hvor var det præcist at bomben var anbragt?"
Troels betragtede ham undersøgende et par sekunder. Troels "Tough" havde en sjette sans, der fortalte ham, når folk afveg fra sandheden. Der var noget galt, men han vidste ikke hvad. Lidt derfra stod Peter og kiggede nervøst hen mod Christian. Henrik Hoff kom hen til Christian og Troels.

"Måske kan vi tage et par sekvenser, hvor jeg står sammen med Peter," foreslog han.
"Nej, jeg tror, jeg har nok i denne omgang," sagde Christian, opsat på at komme væk og få undersøgt det fremmede memorykort. Han gik hen til Peter og takkede ham for at møde frem. I baggrunden stod Henrik Hoff samt Troels "Tough" og fulgte nøje med i, hvad Christian foretog sig.
Da Christian gik op ad trapperne, kunne han mærke hvordan Troels "Tough" og hans to kolleger fulgte ham med øjnene.

Terrorprofilering og socialt netværk
Da Christian kom tilbage på redaktionen, satte han memorykortet i en medieafspiller som noget af det første.
Medieafspilleren begyndte at vise nogle slides og en stemme begyndte at forklare :

"I kampen mod terror er det vigtigt at identificere potentielle terrorister inden de slår til. Da terroristerne kan være født her i landet og i årevis leve som almindelige borgere, bør alle borgere udsættes for en profilanalyse. Hvis en personprofil udviser et terroristisk mønster, skal personen efterforskes yderligere.

Ved hjælp af profileringssoftware og software til social netværksanalyse kan meget af analysearbejdet foregå automatisk. Persondata fra årtier tilbage bør indgå for at få en fuld forståelse af en borgers psykologiske profil og adfærdsmønster. Oplysninger om hvilke bøger han har købt eller lånt, film han har set, hvilke folk han har korresponderet med, hvilke websites han har besøgt samt hvilke ting han køber, kan være med til at danne et billede af personen.

Derfor indsamles så mange oplysninger som muligt fra teleselskaber, internetudbydere, biblioteker, supermarkeder, skoler og andre organisationer, der ligger inde med data, der kan levere brikker til datapuslespillet der udgør personprofilen. Ved hjælp af oplysningerne om telefonsamtaler, sms-beskeder, chatrooms og internetkontakter udarbejdes en social netværksanalyse, hvor hans bekendtskabskreds afdækkes..."

Speaken fortsatte med detaljer om integreret videoovervågning med ansigtsgenkendelse, der blev anvendt til social netværksanalyse. Derefter startede en video med billeder fra Lindø Skibsværft.

Subliminal probing
"For at supplere den klassiske datamining og sociale netværksanalyse har anti-terrorkorpset nu fået et nyt stærkt våben i kampen mod terror. Afslapningskabinerne viser en række videosekvenser og afspiller musik, der får brugerne til at slappe af.

Afslapningen er dog kun en del af kabinernes funktion.
De kan også bruges til at finde potentielle terrorister. Afslapningskabinerne er udstyret med den nyeste teknologi indenfor hjernescanning. Hjerneforskerne er langt fremme med at kunne identificere forskellige følelser som vrede, glæde, sorg, raseri, had og kærlighed udfra fNIRS-billeder af hjernen.Ved fNIRS eller Functional near-infrared spectroscopy anvender man infrarødtlignende lys til at kortlægge aktivitet i hjernen.

Forskerne ved hvilke dele af hjernen, der aktiveres af de forskellige følelser. Mennesker, der er glade har et bestemt fNIRS-billede af hjernen, rasende mennesker har en anden fNIRS-signatur og så videre.
Samtidigt er afslapningskabinerne udstyret med såkaldt subliminal probing.

Subliminal probing er en videreudvikling af subliminale beskeder, som reklamebranchen uden videre held forsøgte sig med i 1950'erne. I stedet for at ændre folks bevidsthed til at købe Coca-Cola ved hjælp af nogle få millisekunders fremvisning af billeder, så anvender man subliminal probing sammen med FNIRS til at måle den ureflekterede reaktion på billeder og lyde. Folks bevidsthed når ikke at opfatte billederne, så det er den rå, umiddelbare følelsesreaktion vi får serveret på vores fNIRS-målinger. Ved hjælp af en forfining af teknikken kan man identificere de folk, som er mere disponeret for at overskride de samfundsmæssige normer. Eksempelvis at begå drab, voldelige forbrydelser, deltage i civil ulydighed...""

Videoen blev afbrudt brat og en slide med ordene "SAS Hotel, værelse 911, kl. 21.30 i aften."

Christian Davidsen sad på sit kontor på Staden. Han sikrede sig, at han var alene og trak memory-kortet ud af sin computer. Memory-kortet indeholdt oplysninger som den brede offentlighed ikke var bekendt med.

Hvem ønskede, at Staden publicerede det?

Christian tænkte tilbage på Metro-stationen. Det kunne være Troels "Tough", de to anti'er, Henrik Hoff eller Peter Hallgren. Han ville finde ud af det i aften, men han blev nødt til at tage sine forholdsregler.

Fortsættes næste fredag
====================================