Fredagsfremtidsfortælling: Christians København, del II

BLOG: Hvem afslørede afslapningskabinernes hemmeligheder?
Er den intense overvågning og personprofilering i Christian Davidsens fremtids-Danmark kun til terrorbekæmpelse? Få svarene i afslutningen på "Christians København" som startede i forrige uge.


Publiceret d. 22. august 2008 kl. 10.10


 
ANNONCE:
Fortsat fra forrige uge

Danske risikoelementer
Richard Ferry sad i Bygning 410, Murray Drive 245 i Washington DC og kastede et blik på rapporten, der lå på skrivebordet foran ham. På forsiden stod "Profilering af danske risikoelementer." Henover titlen sad et rødt stempel proklamerende "Top Secret".

"Demografiske grupper: Anvendes af reklamebranchen til at definere forskellige målgruppers værdier og karakteristika. Anvendes også af politikere til at afprøve deres politiske udmeldinger. Som blandt andre Travison har påvist, er de 12 demografiske grupperinger velegnet til at foretage sikkerhedsprofilering ud fra.

For hver af de 12 demografiske grupperinger bestemmes sandsynligheden for at et individ fra den demografiske gruppe kan udvikle sig til een af en række højrisiko-personer. Der opereres med 7 forskellige personprofiler i spektret højrisiko til medium risiko (Se appendiks for en udtømmende beskrivelse af de 7 personprofiler).

Den farligste personprofil er den potentielle terrorist. En personprofil, der under de rette omstændigheder og med nok propaganda rimeligt enkelt kan påvirkes til en terroristisk tankegang og et terroristisk handlemønster.

En anden interessant personprofil er den nyttige idiot, der kan udnyttes af terrororganisationer til at sprede propaganda eller skabe forståelse for terrororganisationens sag. Endelig er der den mestendels passive aktivist. Han vil typisk donere penge til såkaldt progressive grupper som Amnesty, Greenpeace, deltage i ikke-voldelige demonstrationer og støtte til underskriftsindsamlinger..."

Richard Ferry bladrede videre i rapporten.
"Det blå segment anses som det mindst risikofyldte. Her er der en accept af den eksisterende samfundsorden. Fokus for denne gruppe er, hvordan det eksisterende system bedst kan udnyttes til at maksimere individets egen komfort og levevis. Dog bør man være opmærksom på de ultramaterielle, der kan vælge at deltage i terroraktioner for egen vindings skyld.

Ikke overraskende er det grønne segment let påvirkeligt af følelsesmæssige argumenter. Her findes de letpåvirkelige sjæle, der relativt nemt kan formes til at være nyttige idioter for terror-relaterede netværk. Vil dog sjældent kunne formes til at være fuldblodsterrorister, vær dog opmærksom på de ultra-idealistiske.

Det lilla segment er de traditionelle. Her finder vi den største risiko for radikalisering..."

Han bladrede nogle sider frem, mens han tænkte:
"Bla-bla-bla, det er jo taget fra en sociologi-studerendes førsteårsopgave. Er den danske efterretningstjeneste virkelig tilfreds med det?"

"De demografiske grupperinger er blot en måde at betragte en befolkning. Indenfor psykologi, sociologi og andre relaterede samfundsvidenskaber findes et bredt udvalg af profileringskategorier og teknikker. Interessant nok viser nogle af de tidligere studier, som blev anvendt i Kubark-manualen at..."

Det bankede på døren.
Richard Ferry kiggede op fra rapporten og i retning af den grå ståldør.
"Ja, kom ind."
Døren blev åbnet og en mand med sort krøllet hår stak hovedet indenfor.

"Vores agent i Danmark melder om en potentiel sikkerhedsrisiko under opsejling. Du må hellere komme med op i møderummet."

Richard Ferry rejste sig og slog følge med den sortkrøllede mand ned af den lange gang, som løb udenfor ståldøren.

Værelse 911
Da Christian Davidsen åbnede døren ind til værelse 911 på SAS hotellet, havde han svært ved at se. Værelset henlå i mørke. Han famlede efter en lyskontakt, da en stemme sagde:

"Nej, lad lyset være slukket. Kom ind og luk døren efter dig."

Christian Davidsen stod stille et sekund.

"Den stemme, det lød som...Nej, det kan ikke være ham?" tænkte Christian, mens han stod bomstille for ikke at overdøve en eventuel anden lyd, der kunne hjælpe ham til at identificere personen i rummet.

"Jeg havde ikke troet, at det var ham," tænkte Christian, mens han ligeså stille lukkede døren. Indefra. Hans muskler var spændte og han drejede langsomt sit hoved rundt, mens han forsøgte at vænne sig til mørket.



Der var stille i værelset. Måske var det ikke for sent, måske skulle han vende sig om igen, åbne døren og forlade mørket. Men Christian vidste, at det var for sent. Rækken af begivenheder var startet for lang tid siden. Som bølgen, der var på vej ind mod strandbredden, kunne Christian ikke gøre noget for at ændre det uafvendelige.

Han hørte lyden af en person, der rejste sig fra en lænestol.
"Nå, var det et godt multimedie-show? Desværre nåede jeg ikke at finpudse det, da jeg havde småtravlt."

Denne gang var Christian ikke i tvivl. Det var ham. Langsomt begyndte hans øjne at vænne sig til mørket. En skikkelse stod ovre ved den modsatte væg, lænende sig nonchalant op af den højryggede lænestol.

Det var Henrik Hoff.

Henrik Hoff smilede, mens han betragtede Christian.

"Nå, hvad synes du?"
"Ja, jeg ved ikke rigtigt. Det lyder meget omfattende med al den registrering og analyse af data for alle danskere. Og så måler I på, hvordan folk reagerer på forskellige billeder og lyd. Virker det?" spurgte Christian.

Total Information Awareness
"Vel, virker og virker. Det kommer an på til hvad. Du må huske på, at Danmark kun er en brik i et større puslespil.

USA startede sit Total Information Awareness-program kort efter 11. september for en del år siden. Ideen spredte sig hurtigt til andre venligtsindede nationer. Ved at udveksle data med USA om potentielle risikoelementer får eksempelvis Danmarks efterretningstjenester adgang til TIA-teknologi.

Profilerings- og adfærdsanalyser er dog ikke kun interessante i forbindelse med terrorister. Sikring af amerikanske interesser tolkes meget vidt i visse dele af den amerikanske centraladministration.

Oplysninger om udenlandske firmaer og forretningsmænd er genstand for stor opmærksomhed i nogle amerikanske tjenester. Mange af de amerikanske firmaer, jeg har skaffet kapital, har nydt godt af den slags oplysninger om konkurrenterne."

"Og de potentielle terrorister. Kan systemet identificere dem?"

Henrik Hoff svarede ikke umiddelbart, men gik over mod et skrivebordschatol. Han tog en brun konvolut frem og gav den til Christian Davidsen.

"Du kan jo se, hvad du synes om det her," sagde Henrik Hoff.
Chrisitan Davidsen tog konvolutten og åbnede den.
Han tog et hvidt plasticcharteque op af konvolutten.

På chartequet sad en hvid label: "Christian Davidsen, 35 år, journalist, medium til høj risiko."
Christian kiggede på Henrik.
"Jamen, jeg er da ikke..."
Christian tog en stak A4-ark ud af plastic-chartequet og begyndte at bladre frem og tilbage.

"Profileringsanalyse" stod der øverst på nogle af siderne, mens "Adfærdsanalyse" og "Socialt netværk" var overskriften på andre af siderne.
Christian Davidsen kiggede op fra papirerne.
"Jamen, som journalist kan jeg jo ikke undgå at komme i kontakt med alle mulige personer. Også dem der af den ene eller anden grund er imod det eksisterende system. Og bøgerne om Al-Qaeda, bombefremstilling og terrorvirksomhed var led i research"

"Vel, systemet skelner ikke så nuanceret. Hvad er det man siger? Man skal ikke luge ukrudt med fløjlshandsker?"

Demokratiets endeligt
Christian kiggede ned i papirerne igen, rystede på hovedet og rettede blikket mod Henrik.

"Men hvis din forretning nyder godt af det her, hvorfor vil du så have mig til at offentliggøre det?"

"Jeg har altid troet på, at ting udvikler sig, hvis de møder modstand og udfordres. Jeg hader nikkedukker og ja-mennesker i mine virksomheder. Det er dem, der stiller spørgsmålstegn ved de fremherskende ideer og metoder som virkelig kan skabe succes. Det samme gælder i et demokrati. Profileringssystemerne er begyndt at hæfte potentiel terrorist på lidt for mange personer. De er ikke terrorister, men blot mere eller mindre subversive elementer, som i bund og grund er gode for demokratiet, da de udfordrer systemet. Det er aktivister, der benytter civil ulydighed, fagforeningsfolk, der laver ulovlige blokader og lignende. Jeg er ikke enig med dem, men jeg respekterer deres holdninger og ikke mindst deres mod til at kæmpe for, hvad de tror på. Vi er kommet til et meget uheldigt punkt, hvis den slags mennesker stemples som terrorister.

Ja, og hvis du, som blot rapporterer om den slags, også betegnes som en samfundsrisiko, så er der kun plads til nikke-dukkerne og så dør demokratiet," svarede Henrik Hoff og fortsatte:

"Men der er noget mere presserende. Jeg tror, mine afslapningskabiner er ved at løbe løbsk. Angiveligt anvendes de til at påskynde til terror. Der kan jeg ikke være med, uanset det overordnede formål."

"Hvad mener du?"

"Peter Hallgren arbejder for mig. Han var ved at undersøge afslapningskabinens program, da bomben sprang. Nogen havde tilsyneladende modificeret programmet, så grænse-fanatikere hidses yderligere op til at begå voldelige handlinger. Peter nåede desværre ikke at sikre sig en kopi af programmet, inden bomben sprang."

Christian tænkte sig om.
"Hvis det her er sandt, så er det århundredets historie. Er der andre til at bakke dig op?"

"Desværre tror jeg, at "Tough" og hans folk har fundet ud af, at Peter ved mere end han først gav udtryk for. Jeg har ikke kunne få fat på Peter, siden vi var i Metroen. Jeg vil checke med mine folk på Lindø Værftet, om de har bemærket kodeændringer i afslapningskabinernes system."

Christian overvejede situationen.
"Vent med det. Jeg tager tilbage til Staden og går i gang."

Nyhedsbomben sprænger
Fedesen var ekstatisk.
"Det er en fantastisk historie. Du har fået den bekræftet af flere uafhængige kilder?"

Christian nikkede og sagde, han hellere måtte gå videre med at uddelegere den videre bearbejdning til Stadens aftenhold.

Derefter ringede han på det engangsnummer som Henrik Hoff havde givet ham:
"Pakken er klar i morgen. Du får nok nogle travle dage."

Næste dag kørte Stadens medier solo-historien:

"Henrik Hoff anvender systematiseret industrispionage"

De andre medier fulgte op på historien om Henrik Hoffs uetiske og kriminelle arbejdsmetoder, som han tilsyneladende havde anvendt i årtier.

Videoovervågning og aflytning af forretningskonkurrenters møder og telefonsamtaler samt opsnapning af konkurrenternes elektroniske kommunikation var blot nogle af de ulovlige og dybt umoralske metoder, som Henrik Hoff havde benyttet.

"Der er som regel altid et dårligt æble blandt de gode. Heldigvis fungerer systemet, så den slags afsløres før eller siden" stod der blandt andet i Stadens leder.

Christian Davidsen ringede for anden gang på to dage på den krypterede linie over satellit-telefonen.
"Ja, vi ændrer rutinemæssigt alle profilanalyser, der drejer sig om vore egne folk. Der er ingen grund til at lade for mange oplysninger sive ud til potentielle modstandere," lød Richard Ferrys stemme.

"Så jeg er ikke kompromitteret, og planen kører videre?" spurgte Christian Davidsen.

"Du fortsætter som hidtil, og det gør planen også," svarede Richard Ferry.
"Christians København" er skrevet af Dan Mygind.

Novellen udkom i sidste uge i science-fiction antologien "I overfladen".


Læs også "Kend din målgruppe" som var den første af Computerworlds fredagsfremtidsfortællinger

Kommentarer til blogindlæg



Kommentér
Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne

Mere fra It-korrespondenten


Hvordan skal algoritmer på jagt efter terror-trusler forholde sig til "morsomme" tweets? Er tweets (også) værtshus-snak eller skal de reguleres? Og er det rigtigt, at en EU-kommissær tweeter nøgen - kun iført Chanel No 5?
1. februar 2012 kl. 09.45 | læs »



Når der tales om apps til smartphones, så er det nærmest underforstået, at det handler om native apps. Men vil det forblive sådan fremover? Hvad er dine erfaringer med mobile løsninger?
1. december 2011 kl. 14.12 | (6) | læs »



Twitter-feeds anvendes til at forudsige aktiekursers bevægelser. Supercomputer gennemtygger millioner af nyhedsartikler og forudsiger begivenheder som det arabiske forår. Ja, Hari Seldon kommer til live.
16. september 2011 kl. 15.34 | læs »



Bruger din virksomhed den måske lidt stille ferieperiode til at udvikle nyttige mobile apps til glæde for virksomhedens medarbejdere? Computerworld vil gerne høre om jeres projekter - store som små.
7. juli 2011 kl. 16.42 | (1) | læs »



Som et af de få medier i Danmark viderebringer Computerworld oplysninger om årets Bilderbergmøde. Topledere fra Amazon, Facebook, Google, LinkedIn og Microsoft diskuterer sociale netværk og sikkerhedsproblemer med EU's digitale kommissær og den øverstkommanderende for USA's cyberforsvar.
Bonus-video: Bilderberg-deltagere støder ind i aktivister.
28. juni 2011 kl. 13.30 | (3) | læs »








Dan Mygind
- Et kritisk syn på it globalt, lokalt og på nettet.
En teknologi-kritisk blog hvor Computerworlds korrespondent, Dan Mygind, går bagom it-spind og branchens hypede begreber. Dan Mygind er journalist, datalog og nørd med tilbøjeligheder til maskinstorm når hype og spin forsøger at gøre it til mere, end det er: Et værktøj baseret på 0 og 1.

 


Mest læste seneste uge

For under 100 millioner svenske kroner har svenskerne løst politiets it-problemer. I Danmark er budgettet sprængt med mere end 100 procent.

#Fail - sådan skal du ikke gøre. Se hvordan store virksomheder klokker i det på Facebook og Twitter.

Er du klædt på til succes, eller spiller tøjet ingen rolle på din arbejdsplads? Læs her, hvordan danske it-medarbejdere går klædt i virksomheder som Mærsk, Google og i en lille dansk kommune.

Med 4G kommer du voldsomt hurtigt på nettet med mobilt bredbånd. Men hvilken udbyder skal du vælge?

CSC mister sin største privatkunde i Danmark. Hundredvis af CSC-ansatte kan blive berørt.