Outsourcing 2.0

Da jeg første gang kom til Indien i 1994, et par år efter at landet var begyndt at liberalisere en planøkonomi som var kørt næsten i bund, var det til et land, hvor forhåbningerne var enorme, men også et land, hvor der var langt igen, taler man moderne infrastruktur og en moderne forretningsmæssig approach.

Jeg husker en morgen på banegården i Allahabad, hvor jeg måtte vente på ingeniør fra NKT, der havde lovet at hente mig. Mens jeg med min Bergans-rygsæk en tidlig morgen stod på perronen og gned søvnen af øjnene, samlede folk sig og satte sig på hug i en rundkreds simpelthen for at overbeglo mig mærkelige fremmede.

Det skulle snart vise sig, at NKT var en vægtig leverandør af fiberoptik til den indiske tele-infrastruktur. Men dette kvantespring i teknik kom ikke uden krumspring. Undervejs havde NKT måttet omdanne den fiberoptiske produktionsunit til et tempel for en lokal teknikmindet guddom, for at få ingeniørerne fra brahminerkasten til løbende at gøre faciliteterne rene. Noget, der ellers er under en højkastehindus værdighed.

Den store udfordring dengang var at konvertere fra DOS til Windows. Overalt hvor jeg kom, fra syd til nord, var indiske joint venture-partnere ivrige efter at invitere mig på middage etc. Det var de år, hvor det dengang fattige subkontinent satsede alt på en ukendt, men lovende fremtid.

Da jeg for et par år siden sidst var i Indien for Berlingske Nyhedsmagasin, var billedet fuldstændig vendt. Hvor før alle havde tid, havde nu ingen tid. Da jeg overfor en informationschef for Larsen & Toubro indledte med en bemærkning om, at jeg havde læst begge bøger om dette danske eventyr i det fremmede, afbrød hun mig hurtigt med en erklæring om, at danskerne ikke længere har indflydelse i verdensfirmaet, og at et land, der ikke kan stille med flere indbyggere, end hvad der findes i Mumbais forstæder, under alle omstændigheder ikke har større betydning!

Denne svada skal ses i sammenhæng med det totale skifte i modtagerreaktioner jeg oplevede i forhold til 1994. Børsfolk stod i Mumbais Financial District i skjorteærmer på gaderne og drøftede handler, mens de spiste en fortravlet håndmad. Som fremmed blev man dårligt ænset. Indien boomer. Men boomer Indien også for den danske IT-industri, der alene i 2007 har tabt 7 milliarder grundet manglende kvalificeret arbejdskraft?

Selv om Kenya på det seneste mest har gjort sig bemærket gennem det koks i demokratiet som årsskiftets parlamentsvalg affødte, er stemningen i Nairobi mindst lige så forhåbningsfuld som den stemning jeg mødte i 1994 det engang så ludfattige Indien. Nairobis universiteter udskiller årligt 3-4000 bachelorer i computer science. Regeringen har fjernet importtolden på al IT-udstyr. Den første lille håndfuld IT-avantgardister blandt danske IT-firmaer har allerede oprettet deres repræsentationer. Men udgør Kenya et reelt alternativ til hele verdens førende outsourcing-land?

Inden du læser videre på Mads Bang og mine blogge, skal jeg blot indskyde, at der et temperament og verdensdel til forskel Indien og Kenya imellem. Selv om det moderne Indien er født ud af planøkonomi og en alliance med Sovjetunionen så finder man næppe i verden på gadeplan en free enterprise så entreprenant som den indiske. Bare det at ankomme. Om det er Mumbai, Delhi eller Chennai får man den der følelse af at løbe panden ind i et folkehav, hvis mest energiske repræsentanter er de påtrængende taxachauffører, der i ekstrem grad oversælger deres tjenesteydelser. Anderledes med Nairobi, her tjekker man i lufthavnen ind hos taxichaufførernes sammenslutning, får en vogn til sit bookede hotel - og se om ikke alting virker og er i sin skønneste orden, når man når frem.

Selv om kaffefarmen danske Karen Blixen dengang mellem de to verdenskrige drev uden for Nairobi, aldrig skulle blive overskudsgivende, så må tavlen siges at være visket ren. Karen Blixen skulle i sine modne, litterært produktive år, hvor hun i al hemmelighed genererede en stor formue, igen og igen vende tilbage til sine fantastiske kenyanske medarbejdere. Selv om de kenyanske politikere - med minimum 1300 dræbte i januar/februars optøjer har haft deres uoverensstemmelser, er der ud fra de seneste års vækstcifre på 6-7 procent en stærk tro på, at Nairobi kan gøre de indiske metropoler kunsten efter. Blandt de danske IT-professionelle man møder i Nairobi mærker man forhåbninger, forventninger og fremtidstro som minder en Karen Blixen-kender som mig om den pionerånd som damen også fik skildret i sine berømte bøger. I 1908 var Nairobi et jernbanespor omgivet af blikskure med undertiden en enlig løve strejfende gennem gaderne.

I dag har Nairobi en skyline og er udgangspunkt for en af de mest elskede turistdestinationer, men altså også tusinder af unge IT-professionelle parate til at tage fat. Det er rørende at se med hvilken dedikation unge kenyanere kaster sig ud i det ukendte. Og de er ikke svære at kommunikere med, al den stund at engelsk sammen med swahili er officielle sprog, og at den meste forretningsmæssige kommunikation er præget af gammeldags britisk ærbødighed. Når man er her i Nairobi virker det overraskende så lydhøre folk er overfor deres overordnede. Men kan meget vel være en lydhørhed som giver rum for udvikling.