ANNONCE:
Debatten er godt i gang om medielicens i Computerworlds
debatforum, og det er en fornøjelse at følge med i.
Den seneste
debat, er udsprunget af et åbent brev fra Dansk Industri til kulturminister Brian Mikkelsen, hvor DI fremfører det
synspunkt, at man ikke bør tvinges til at betale computerskat til DR, hvis ikke man har bredbånd.
Det synspunkt kan Brian Mikkelsen godt se fornuften i, fremgår det af hans
svar.
Men hvad så med alle os andre?, spørger debattørerne, og det synes jeg, er et fornuftigt synspunkt.
I min optik er der nemlig himmelråbende forskel på et fjernsynssignal og internettet.
Den klassiske tv-licens blev jo opfundet, fordi man skulle finde en måde at finansiere DR, der af tekniske og historiske årsager har valgt at sendte sine tv-og radiosignaler ud i øst og vest, så alle kunne hooke sig op på dem.
I det scenarie virkede det meget fornuftigt, at man tog betaling fra dem, der havde apparater, der kunne modtage dette vilde og utæmmede signal, som blev sendt ud over land og by.
Men sådan forholder det sig jo ikke med internettet, hvor der absolut ingen problemer er i at lave et log-in og registrere brugere - endda i mange forskellige niveauer og typeinddelinger, hvis man har lyst. Det er intet problem.
Samtidig er der jo mange flere valgmuligheder på nettet, hvorfor man også går glip af meget mere, hvis man vælger ikke at ville betale for at kunne se DR.
Man bruger jo for eksempel computeren til at skrive breve til sin mor, ligesom man går glip af store og væsentlige dele af sin kommunikation (mail, messenger, måske sin telefoni via Skype), hvis ikke man har sin computere med net-adgang.
Mange mister også en væsentlig kilde i deres job, hvor man bruger nettet, tekstbehandling, Excel, Power Point og mange andre.
Også underholdning i form af film, spil, chat og almindelig surfing vil gå fløjten - og alt sammen hvis ikke man gider betale 2.090 kroner om året for at have mulighed for at gå ind på dr.dk.
De samme afsavn rammer jo slet ikke en dansker, der ikke gider se fjernsyn. Jeg ved det, for jeg har ikke selv fjernsyn.
Der mister man blot adgangen til noget for det meste ret plat underholdning, og det kan alle holde til at gå glip af.
Men internettet!?!?
For pokker. Det er jo meget mere end dr.dk. Og er meget mere, end fjernsynet nogensinde vil blive.