ANNONCE:
Jeg har fået taletid ved årets store Open Source konference -
Open Source Days 2010. Gennem årene har programkomiteen været så venlige at give mig mulighed for at tale om så forskellige emner som PAM og Emacs. I år skal jeg tale om - for mig - tidens hotte emne: programmeringssproget Javascript.
Javascript minder mig lidt om Kinderæg: jeg får hele tre ting med i det. For det første får jeg et klassiske proceduralt sprog med funktioner og kontrolstrukturer. For det andet er Javascript et objekt-orienteret - dog klasseløst - sprog. Det, at det er klasseløst, gør det utroligt elegant i den dynamiske kontekst som web-applikationer ofte er. Sidst, men ikke mindst, er Javascript et funktionsprogrammeringssprog. Jeg har været forelsket i funktionsprogrammering siden jeg første gang (i omkring 1992) lærte
Miranda.
I de sidste par år har jeg arbejdet meget med Javascript. For eksempel er det blevet til i underkanten af 10 artikler i
Alt om DATA på 13 måneder. Jeg har netop afleveret en serie om sprog (ikke noget om web eller andet - kun sproget). Nu får jeg mulighed for at fortælle om det ved Open Source Days 2010.
Masser af guf
Jeg kan se af annonceringen i fredags, at der er masser af guf på programmet. Tobias Oetiker (ham med MRTG) kommer og fortæller om udvikling af web-applikationer mens Rolf Ask Clausen vil give en kort introduktion til
Arduino som er et stykke meget åbent hardware.