ANNONCE:
På Aarhus Universitet skal vi have nyt CMS og blandt mulighederne er der flere gode open source muligheder (Typo3, Plone, Obvious, Umbraco m.fl.), ligesom der er gode proprietære systemer (Episerver, Sirecore, MOSS, Oracle UCM, Websphere m.fl.).
Det første spørgsmål er naturligvis om et system kan det vi har brug for. Derefter om implementeringspartneren kender sit system og kan levere den implementering vi ønsker. Den type evaluering er uafhængig af licenstypen.
Noget anderledes, når man forholder sig til producentens forpligtelser til at levere det, der er aftalt.
Ved open source står man selv med ansvaret. Der er ingen at hænge produktansvar op på. Ved proprietære systemer er der produktansvar; men erfaringen viser, at aftalen i praksis har en meget begrænset værdi, når det kommer til stykket.
Bod og retssager om kontraktbrud får ikke hverdagen til at fungere. En uopfyldt kontrakt koster langt mere i bøvl og manglende forretningsudvikling end selv den bedste jurist kan hente. Så også her står man selv med ansvaret - uanset licensform.
Hvad så med det lidt længere sigt?Ved en normal leverandør vil man stille spørgsmålet: Hvordan er leverandørens økonomi? Organisation?, Strategi? etc. M.a.o. Kan vi være nogenlunde sikre på, at leverandøren leverer det vi har brug for i den tid, vi har brug for dem? Man skal se på regnskaber, roadmaps, hidtidig udviklingsdynamik etc.
Formålet er det samme, men spørgsmålet er lidt anderledes ved Open Source: Er der et tilstrækkeligt stærkt community til at vi tror på, at systemet eksisterer og udvikler sig i de kommende år? Kan vi regne med at udviklingen også tilgodeser vores ønsker? Her skal man se på sammensætningen af communityet. Er der tilstrækkeligt med repræsentanter fra virksomheder af samme type som os? Hvad er det for en form for aktivitet, som afspejler sig i communityet? Er der enkelte store virksomheder, der står bag? Hvis ja: hvilken strategi har de for den videre udvikling?
Så hvad er egentlig forskellen? Licensen? Men hvad får man for den? Ideelt set modsvarer den en aktiv indsats i udviklingen af open source. Eller sagt med andre ord: ved at spare licensen får man penge til at købe / levere udvikling af de features, man selv ønsker.
Men hvis man nu ikke ønsker at være aktiv, så sparer man licensen - og skal huske at licensen kun er nogle få procent af omkostningerne til at anskaffe, implementere, drive og anvende et system.