Konkurrencepolitik er langsigtet.

BLOG: Markedet for kontorsystemer er domineret af Microsoft. Det vil det også være i mange år fremover. Derfor er det væsentligt, at man fastholder et langsigtet perspektiv.


Publiceret d. 25. oktober 2009 kl. 16.41 | Antal kommentarer (4)


 
ANNONCE:
Folketingets IT ordførere har holdt endnu et møde om dokumentstandarder. Og endnu en gang er beslutningen udsat.
Nogle gange bliver diskussionen ekstremt detaljeret og så er det væsentlig at huske formålet med øvelsen: der skal skabes et grundlag for fri konkurrence på softwaremarkedet. Det er derfor B103 blev vedtaget i 2006. Efterfølgende blev der lavet en aftale med 7 sæt af åbne standarder. De 6 er helt ukontroversielle; men ikke den sidste: valget af standard for dokumentudveksling mellem kontorsystemer.
På dette punkt er der mange penge på spil og som Sam Nunn (tidl. Formand for det amerikanske senats forsvarsudvalg) sagde: "a billion here and a billion there - it pretty soon adds up to some real money". Det er ingen tvivl om, at lobbyisterne er på overarbejde for tiden. Også med at svare på blog.
Formålet med ISO 29500
Her er det også på sin plads at huske, at ISO har vedtaget OOXML 29500 med formålet:
"The goal is to enable the implementation of the Office Open XML formats by the widest set of tools and platforms, fostering interoperability across office productivity applications and line-of-business systems, as well as to support and strengthen document archival and preservation, all in a way that is fully compatible with the existing corpus of Microsoft Office documents."

OOXML findes jo i to smagsvarianter - en "transitional" og en "strict". Førstnævnte har den egenskab, at den muliggør konvertering af indholdet af de 100 mia binære dokumenter, der ligger på maskiner rundt omkring i verden. Strict har den egenskab, at den vil sikre fuld kompabilitet med Microsoft Office (i hvert fald på lidt længere sigt). For OOXMLs vedkommende bliver det lidt mudret, for "transitional" indeholder faktisk også elementerne fra "strict", men hvis vi et øjeblik ikke tænker så meget over det, så har vi altså en variant af OOXML, der "kigger tilbage" samt en variant, der "kigger frem". I mine øjne vil det være fuldstændigt forrykt at vælge en standard, der "kigger tilbage", når man vil definere fremtidens dokumentmæssige interface fra borgere til staten. Derfor er eneste reelle kandidat jo OOXML Strict.

Transitional har som formål: "This Part of ISO/IEC 29500 defines features for backward-compatibility and that are useful for high-quality migration of existing binary documents to ISO/IEC 29500. These features shall only be used by documents of conformance class WML Transitional, SML Transitional, or PML Transitional."

Men ... vil nogen jo nok sige ... hvordan kan vi vælge en dokumentstandard, der ikke er understøttet i markedet? Til det er mit klare svar, at det ikke tidligere har været et problem - eksempelvis valgte man at godkende ISO 26300 selvom understøttelsen i markedet reelt var 0. Derfor kan jeg ikke se, hvorfor det nu pludseligt skal være et problem med valg af OOXML. Men et valg af OOXML strict vil have den fordel, at den tvinger Microsoft til at blive ved bordet i ISO ved vedligeholdelsen af OOXML. Hvis vi afviser brugen af OOXML-dokumenter, så fjerner vi incitamentet for Microsoft for at "opføre sig pænt" - og så er vi tilbage ved tilstanden med de binære dokumentformater, hvor Microsoft brugte den manglende åbenhed til altid at være ét skridt foran konkurrenterne. Derudover er kompatibilitet med 80-90% af markedet i mine øjne bestemt ikke en lille ting - selvom de fleste af os ønskede, at andelen var langt mindre.
Hvem skrev ovenstående kursiverede tekst?
Hvis nogen kan genkende ovenstående to sæt kursiverede tekster, så er det ikke så sært. De er skrevet af Jesper Lund Stockholm i en blog den 9. september.

JLS har været med i definitionsarbejdet vedr. ISO 29500 i flere år, har deltaget i mange møder omkring standarden og for mig var det da heller ingen overraskelse, at kan kom til samme konklusion som ekspertudvalget. Det må være den logiske konklusion for alle andre end den virksomhed, der har sin markedsdominans i klemme. Bemærk, at JLS - ligesom ekspertudvalget - ser situationen i et langsigtet perspektiv.
MEN: godt en måned senere har JLS skiftet mening. Hvad (eller hvem?) er det, der har kunnet få en så indsigtsfuld person til at vende rundt på en tallerken og forlange en her-og-nu løsning.
Ingen af standarderne er modne - lige nu
Som ekspertudvalget konkluderede, så er ingen af standarderne modne. Det viste sig på mødet i Seattle i slutningen af september, at den vedtagne ISO 29500 standard ikke er konsistent og derfor vil det tage et år, inden en konsistent ISO 29500 er på plads. Det gælder såvel :strict som :transitional. Den version af ISO 29500:transitional, som Microsoft implementerer i Office 2010 vil derfor være en ufuldstændig version.
Det ændrer ikke noget ved det grundlæggende sigte; men det udskyder det tidspunkt, hvor vi kan få fri konkurrence på markedet for kontorsystemer. Formentlig vil vi først se en konsistent version af ISO 29500 implementeret om to-tre år.
Forhåbentlig vil vi også på det tidspunkt have en ISO godkendt version af ODF, der er implementeret af leverandørerne.
Folketingets IT ordførere bør være meget klare i mælet og træffe en beslutning, der peger fremad og sigter mod et marked med fri konkurrence. Et år fra eller til betyder ikke noget i den forbindelse.

Kommentarer til blogindlæg



Hej Jens,

MEN: godt en måned senere har JLS skiftet mening.


Faktisk synes jeg, at dette er én af mine største kvaliteter i eksempelvis det tekniske arbejde med dokumentformater - nemlig evnen til at skifte mening. Jeg mener, hvis man ikke skulle skifte mening, hvis man blev klogere - hvor var vi så henne? Faktisk tror jeg, at jeg nogle gange i ISO-arbejdet ses som "Jesper den vægelsindede", for det er mere end én gang sket, at jeg har haft én holdning i begyndelsen - og så har vendt 180 grader, når jeg har sat mig mere ind i stoffet. Sådan var det fx også med ændringen af namespace for markup i Part 1, hvor jeg har skiftet mening undervejs.

Det drejer sig jo blot om at gå til stoffet med et åbent sind. Dokumentformater er svært tilgængeligt teknisk stof, og hvis man ud fra et eller andet misforstået stoltheds-kodeks ikke magter at skifte mening, så bør man slet ikke beskæftige sig med det. Dette gælder også dig, Jens.

(Blogs er dialog-værktøjer, og hvis man ikke ønsker at indgå i en dialog med mulighed for at flytte sig undervejs, så er det jo spild af tid for os alle.)

Derfor er det intet mystisk ved min anbefaling af OOXML Transitional (T) i dag. Jeg mener stadig - som dig - at OOXML Strict (S) er målet på lang sigt, men jeg er kommet til den konklusion, at indtil S er implementeret i markedet bør T anbefales.

Hvad (eller hvem?) er det, der har kunnet få en så indsigtsfuld person til at vende rundt på en tallerken og forlange en her-og-nu løsning.


Jeg bryder mig ikke om dine insinueringer af, at nogen har fået mig til at skifte mening. Hvis du mener, at Microsoft har tvunget min arm om på ryggen, så mand dig op til at sige det - i stedet for at luske omkring den varme grød med dine hentydninger.

Men ...

Vi er jo reelt enige om, at S er målet på lang sigt. Der hvor vi er uenige er, hvad vi skal gøre "inden på lang sigt". Selvom jeg flere gange har bedt dig konkretisere det, så har du indtil nu ikke ønsket at forklare, hvad vi gør inden der er implementeringer af S på markedet. Mener du, at vi ikke skal gøre noget indtil da? Skal der ikke være nogen krav til dokumentformaterne før om 3 år?

I mine øjne er anbefalingen af T en vigtig milepæl på vejen imod S. Verden står jo ikke stille - heller ikke på dokumentformatområdet. Derfor skal det aktuelle valg af dokumentformat jo alligevel opdateres om nogle år. På det tidspunkt vil det sikkert give fin mening at anbefale fx ODF 1.2 og S. Derfor er det intet galt i at anbefale T nu - og så om nogle år at "opgradere" de anbefalede formater til seneste version.

Og så et par tekniske ting:

Som ekspertudvalget konkluderede, så er ingen af standarderne modne. Det viste sig på mødet i Seattle i slutningen af september, at den vedtagne ISO 29500 standard ikke er konsistent og derfor vil det tage et år, inden en konsistent ISO 29500 er på plads. Det gælder såvel :strict som :transitional. Den version af ISO 29500:transitional, som Microsoft implementerer i Office 2010 vil derfor være en ufuldstændig version.


Jeg har hørt om denne inkonsistens, men den har ikke noget på sig - i hvert fald hvis den inkonsistens du hentyder til drejer sig om formler i regnearks anvendelse af numeriske datoværdier, der reelt i ISO-OOXML gemmes som ISO-8601 datoer. Jeg ved ikke, hvem du har informationen fra, men det tyder på, at det har været en ikke-teknisk person, der har småsovet til mødet og ikke har kunnet gennemskue problemstillingen.

Jeg kan naturligvis tage fejl - men så ser jeg meget gerne, at du forklarer, hvad denne inkonsistens består af.

Er det helt forkert at antage, at du fedtspiller og først svarer på min kommentar i morgen efter afgørelsen er truffet?

Første gang jeg fik den information, at ISO29500 part1 ikke ummiddelbart var implementerbar, var fra en ansat i Microsoft, der lige var kommet hjem fra Seattle mødet.
Han henviste specifikt til EXCEL's anvendelse af datoer som en string værdi, der ikke er i overensstemmelse med ISO 8601.
Der var derfor ikke overensstemmelse med formålet med ISO 29500 (at levere den funktionalitet, der findes i Microsoft Office) og ISO 29500 part 1's specifikation af datoer som tekst.
Det kan naturligvis løses; men det tager tid at blive enige om hvordan.

OG: her kommer den væsentligste forskel mellem vore holdninger: i mine øjne er ISO 29500 ikke implementeret, hvis man ikke implementerer part 1 fuldt ud.

For at sikre en konkurrence på markedet er det væsentligt at fastholde, at fremadrettet dokumentlagring skal ske i enten en ISO godkendt version af ODF eller i ISO 29500:strict.

Ingen af disse formater er implementeret her og nu, så der må fastlægges en dato, der lægger pres på leverandørerne for at få implementeret ISO 29500:strict så hurtigt som teknisk muligt.
Det kan ikke vente til 2016 eller 2020 eller et andet tidspunkt langt ude, der passer leverandøren.
Ved bare at vedtage ISO 29500 transitional uden begrænsninger overlader man det til leverandørerne at bestemme tempoet.

Hvad skal man så gøre i mellemtiden?
Hvis man vedtager at det er pligtigt at bruge enten ODF 1.0 eller ISO 29500 Transitional i mellemtiden - f.eks. i de næste to år - så tvinger man offentlige myndigheder ud i en konvertering om få år.
Så foretrækker jeg at fortsætte som nu.

PS: undskyld det sene svar - jeg har arbejdet.


Jens Hørlück skrev:
Første gang jeg fik den information, at ISO29500 part1 ikke ummiddelbart var implementerbar, var fra en ansat i Microsoft, der lige var kommet hjem fra Seattle mødet.
Han henviste specifikt til EXCEL's anvendelse af datoer som en string værdi, der ikke er i overensstemmelse med ISO 8601.
Der var derfor ikke overensstemmelse med formålet med ISO 29500 (at levere den funktionalitet, der findes i Microsoft Office) og ISO 29500 part 1's specifikation af datoer som tekst.


Hej Jens,

Din Microsoft-kilde har fået galt fat i det - eller I har misforstået hinanden.

I SpreadsheetML (S) gemmes datoer i IS29500 som ISO-8601 datoer, dvs "humant læselige" som i hvert fald programmører kender dem (fx 31-12-1999). Tidligere blev de gemt som numeriske størrelser, dvs kl 12:00 28. februar 1900 havde værdien 59,50. I T kan datoer gemmes som både ISO-datoer og numeriske datoværdier.

Forvirringen skyldes, at selve funktionerne, der skal regne på djævelskabet naturligvis ikke er blevet ændret. Derfor har funktioner som DATEDIFF og andre stadig numeriske talværdier som argumenter, og nogen har derfor ment, at man skulle definere helt nye funktioner for at kunne få "konsistens i standarden tilbage". Men hvis man tænker på det, er det er non-issue. Alt det kræver er jo blot for applikationen at lave den trivielle konvertering fra 28. februar 1900 til værdien 59.

Derfor er rygterne om OOXMLs død (eller inkonsistens ifht formler i regneark) overdrevne, eller rettere: ikke korrekte.

For lidt mere baggrundsinformation, se evt http://aristippus303.wordpress.com/ (...) . Gareth Horton fra DataWatch er som jeg udpeget ekspert i ISO-arbejdsgruppen med OOXML som ansvarsområde.

For at sikre en konkurrence på markedet er det væsentligt at fastholde, at fremadrettet dokumentlagring skal ske i enten en ISO godkendt version af ODF eller i ISO 29500:strict.


Tror du virkelig, at nogen vil implementere ODF 1.0 fordi vi siger det i Danmark? Man er ved at lægge sidste hånd på ODF 1.2 (nu næsten 5 år efter ODF 1.0) - hvad for dig til at tro, at kontorpakkerne vil "gå tilbage" og implementere lagring af ODF 1.0?

Hvad skal man så gøre i mellemtiden?
Hvis man vedtager at det er pligtigt at bruge enten ODF 1.0 eller ISO 29500 Transitional i mellemtiden - f.eks. i de næste to år - så tvinger man offentlige myndigheder ud i en konvertering om få år.
Så foretrækker jeg at fortsætte som nu.


Men hvad er "som nu"? Aftalen om anbefalede dokumenter udløb vist her 1. november - dvs lige nu er der ingen regler overhovedet. Synes du at dette er at foretrække i de næste 2,3,4,5,6 år?

Det er jo netop for at sikre, at der trods alt er nogle regler, at jeg insisterer på at vi bruger T indtil videre ... og så lad det være op til os i arbejdsgruppen i ISO om at banke Microsoft på plads og sikre os, at det ikke giver mening at gemme nye dokumenter i T.

PS: undskyld det sene svar - jeg har arbejdet.


Det kan jo ske

Kommentér
Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne

Mere fra Open source-bloggen


Åben kode har aldrig haft det bedre, undtagen på din harddisk, hvor distributionerne aldrig ser dagens lys.
13. april 2012 kl. 10.59 | læs »



Ingen, der har fulgt debatten siden 2004/05, kan være i tvivl om, at jeg har fundet kampen om dokumentformater særdeles relevant for IT-udviklingen i Danmark. Det gør jeg stadig.
28. november 2011 kl. 07.00 | læs »



... af leverandører af dyre og lukkede systemer
9. august 2011 kl. 12.57 | læs »



Ekspertudvalget for åbne standarder er på vej med sin anbefaling til ministeren.
21. marts 2011 kl. 07.35 | læs »








Jens Hørlück
Jens startede som it-konsulent, dengang man brugte hulkort og blev senere lektor indenfor ledelse og it-udvikling på Aarhus Universitet. Han er nu ansat i AU's it-afdeling, hvor han praktiserer, hvad han har prædiket i mange år: forretningsanalyse og projektledelse.

Han havde aldrig beskæftiget sig specielt med open source før han - netop derfor - var med til at skrive Teknologirådets rapport om open source i det offentlige i 2002. Senest var han med til at evaluere ODF og OOXML i efteråret 2008.

 


Mest læste seneste uge

Kan gratis sikkerhedssoftware virkelig beskytte din pc? Svaret er ja, hvis du vælger det rette produkt. Læs her en test af de mest pålidelige gratis sikkerhedsprogrammer.

Næsten 200 IBM-ansatte får med få timers varsel sidste arbejdsdag i dag. Ingen var orienteret forud for dagens massefyring, som effektueres øjeblikkeligt.

Flyselskabet SAS har brugt op mod trekvart milliarder kroner og seks år på at udskifte sit bookingsystem. Undervejs har der været flere projekt-udfordringer, som kulminerede en vinternat med en big bang-migrering.

Her er forklaringen på, at IBM Danmark med direktør Lars Mikkelgaard-Jensen i spidsen fyrer 170 medarbejdere.

IBM Danmark lader hovederne rulle.