ANNONCE:
Open Source Leverandørforeningen
(OSL) er selvskreven deltager på årets
Open Source Days konference, og det samme er min virksomhed,
Magenta ApS. Vi har været med hvert år siden starten af nullerne, og vi støter helhjertet op om alle de gode mennesker, der bruger deres fritid og gode kræfter i denne begivenhed. Og så er det altid sjovt at møde nye og gamle venner, kolleger og kunder.
Dette år skulle det være endnu sjovere, for open source har rygvind som aldrig før, og stemningen er rigtig god i langt de fleste af de 30-40 virksomheder, der er medlem af OSL. For trods krise sælger open source godt, og kunderne forstår forretningsmodellen bedre, for hvert år der går.
Fredagen gik også rigtig godt - masser af spændende oplæg og et helt spor om OpenOffice og om åben innovation i den offentlige sektor. Velbesøgt og med mange gode spørgsmål fra et veloplagt publikum.
Men i dag, lørdag, er nederen. En af de deltagende virksomheder må være vågnet op og troet, at der var tale om en bilmesse i slutfirserne, for de har hyret to piger, der går rundt og deler reklamer ud kun iført minimalistiske trusser og bodypaint.
Og nej, jeg gider ikke høre beskyldninger om bornerthed. Ét af IT-branchens største problemer og udfordringer er at tiltrække de hamrende dygtige piger og kvinder, som vi skriger på i communities og i udviklingen og vedligeholdelsen af den software, som skal drive vores forretninger og det nye offentlige Danmark. Vi appellerer hovedsagelig til mænd i IT-branchen, og det koster os dyrt - og det bliver ikke bedre af værkstedsjargon og et chauvinistisk kvindebillede.
Dårlig smag har altid været i højsædet, og laveste fællesnævner giver ofte gratis omtale, men det holder bare ikke. Jeg kæmper sammen med en masse andre virksomheder for at få opmærksomhed i én af de brancher, der netop kunne være konkurrencedygtig i den globale landsby, og så bliver jeg træt og trist over bare patter.