Hvad er dine indiske kollegaer gode til?

Spørgsmålet som jeg stiller i overskriften, har jeg stillet mindst 100 gange over de sidste par år i forbindelse med interviews og kulturtræning, samt uformelle samtaler med danskere, der på daglig basis arbejder sammen med indere.

Almindeligvis er ovenstående spørgsmål ét jeg stiller, når samtalen har taget en drejning i retning af bebrejdelse af eller beklagelse over de indiske kollegaer.

Som regel tegner jeg en horisontal linje eller beder folk om at forestille sig en sådan.

I det ene endepunkt på linjen findes det som de selv er rigtigt gode til og som deres indiske kollegaer er rigtigt dårlige til.
I det andet endepunkt det modsatte - altså noget som inderne er rigtigt gode til og de selv er dårlige til.

Hvad tror du de svarer?

Omkring 90 procent svarer, at de aldrig har overvejet hvad deres indiske kollegaer er gode til. Herefter kigger de forventningsfuldt på mig i håb om et svar.

Desværre må jeg skuffe dem. Jeg tror ikke på at der findes et universelt korrekt svar på det spørgsmål. Der er nemlig en hel del faktorer på spil, herunder virksomhedskultur, erfaringer, personlige karakteristika, talent m.v. Men det er ikke pointen. Tværtimod er pointen at flytte fokus væk fra den negative diskurs og i stedet forsøge at fokusere på noget positivt. Og i mange tilfælde må jeg indrømme, at jeg stiller spørgsmålet for at nå frem til en ganske enkel pointe, nemlig at hvis jeg stillede det samme spørgsmål til de samme mennesker om deres ægtefælle, bedste ven eller kollegaen lige ved siden af, så ville alle være i stand til at komme med et svar ganske hurtigt.

Så hvordan kan det være, at de aldrig har overvejet selvsamme spørgsmål, og har umådeligt svært ved at besvare det, når det handler om deres indiske kollega, som de typiske er i kontakt med adskillige gange hver uge? 

Hvorvidt det er på grund af et udtalt not-invented-here syndrom i danske organisationer; eller den generelt høje homogenitet i det danske samfund, hvor vi kun i begrænset omfang bliver eksponeret for fremmede kulturer; eller noget helt andet, ved jeg ikke. Men jeg er helt og aldeles sikker på, at effektivt samarbejde og et behageligt arbejdsklima (såvel som alle andre menneskelige relationer i øvrigt) er afhængig af at man anerkender modparten, samt dennes evner og potentielle bidrag til det arbejde man er fælles om.

Og jeg har erfaret at netop dette i høj grad bliver negligeret i virtuelle teams. Både ved kick-off og i det daglige arbejde.

Jeg har kun i ganske få tilfælde set eksempler på, at en dansk (projekt)leder specifikt skaber fokus på offshore samarbejdspartnernes evner og erfaringer. Tværtimod er fokus - bevidst eller ubevidst - udelukkende på omkostningsminimering, skaleringsfleksibilitet, eller i mange tilfælde på nødvendigheden af offshoring, fordi ledelsen har sat det som et strategisk mål. Og dette ofte med den underliggende opfattelse af at samarbejdspartnerne på den anden side af kloden bare skal rette ind og gøre som vi beder dem om og at det arbejde, der bedst udføres offshore er trivielt rutinearbejde, som vi i virkeligheden selv helst vil undgå.

De tre nævnte fokusområder er bestemt vigtige, men pointen er, at hvis fokus udelukkende er på sådanne faktorer og aldrig på hvordan parterne hver især kan bidrage til projektet, så er projektet i overhængende fare for at fejle. Dels fordi manglen på iscenesættelse af indernes kompetencer og erfaringer gør det svært at skabe tillid til dem, dels fordi det forhindrer at vi kan lære af "de andre".

Så lad mig slutte med at stille dig et par spørgsmål, kære læser: Hvad er dine indiske kollegaer virkeligt gode til? Hvad kan du lære af dem? Hvad er deres potentielt unikke bidrag til teamet?