BLOG: Hvis du elsker din iPhone eller iPod, men ikke er vild med det tilhørende iTunes, findes der flere alternative applikationer, der kan erstatte Apples produkt.
Det er efterhånden længe siden, at Apple blev ophøjet til MP3-afspillernes ukronede konge (sjovt nok selvom Apple selv har AAC-formatet som favorit).
I dag kan man nærmest ikke bevæge sig rundt i det offentlige rum uden at blive blændet af hvide høretelefoner.
Mens det vel er de færreste, der vil anfægte Apples designmæssige evner, når det kommer til produkter som iPod og iPhone, så er der mange, der har en noget anstrengt forhold til programmet iTunes, der kommer sammen med de nævnte design-perler.
iTunes - godt og skidt iTunes er - i hvert fald for de lydige Apple-brugere - eneste redskab til at fylde noget indhold på iPhone/iPod.
Personligt har jeg ikke det store at brokke mig over, når det kommer til iTunes. Har man først overgivet sig til det tvungne ægteskab, kører synkroniseringen mellem iTunes og iPod/iPhone ganske glimrende.
Oprettelse af spillelister er en leg, og søgefunktionen i iTunes er både hurtig og effektiv.
Dertil kommer, at iTunes Music Store rummer det meste (dog ikke alt) af den musik, jeg er på udkig efter - og at Apples nylige dødsstød til DRM-kopisikringen kun har gjort indholdet mere brugbart.
iTunes Music Store er et af de store plusser ved iTunes.
Der er dog også ulemper. For det første er iTunes et ganske tungt program, der ikke kører godt på ældre maskiner.
For det andet betyder den tvungne iTunes-synkronisering, at man blandt andet ikke kan slette en sang eller et billede direkte fra ens iPod/iPhone - sletningen skal ske via iTunes. Øv.
Seks programmer der erstatter iTunes Hvis du hører til dem, der elsker din iPod/iPhone, men hader iTunes, er der hjælp at hente.
Siden makeuseof.com har postet en god guide til seks gratis programmer, der kan erstatte iTunes.
Artiklen tager udgangspunkt i iPhone og iPod Touch, men de fleste af programmerne fungerer også til den traditionelle iPod.
Den gamle kending Winamp, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, er nok det mest kendte af de nævnte musikafspillere - og uden af have prøvet det til iPhone-synkronisering lyder det ikke som et helt dumt sted at starte eksperimenterne.
Hvis du allerede har Winamp installeret, kræver det nemlig blot et lille plugin for at kunne overføre musikken direkte fra Windamp til din iPhone.
Winamp er em glimrende mediaafspiller, der kan det meste - uden at blive for tung at lege med.
Jeg har også hørt flere tale godt om SharePod, der blandt gør det let at overføre musik fra iPod'en til din computer.
Se en video-tutorial her:
Du kan læse mere om de seks programmer - Media Monkey, Winamp, SharePod, CopyTransManager, PwnPlayer og GtkPod - hos makeuseof.com.
PC World og Simplehelp.net har flere tips til, hvordan du kan lade dig skille fra iTunes.
Og for dig, som bare følger strømmen og bruger den software, som Apple har sagt, at du skal bruge - her finder du den seneste version af iTunes.
Hvis du også hader din iPod, fordi den ikke understøtter MP3 ordentligt (et par bitfejl, og den skøjter rundt i filen) eller mangler understøttelse for en lang række gængse audioformater, kan du også udskifte selve softwaren på din iPod - i hvert fald de fleste af dem. Det sker på www.rockbox.org, som har et meget slagkraftigt open source alternativ til iPod'ens egen software.
Ole Wolf skrev: ... kan du også udskifte selve softwaren på din iPod - i hvert fald de fleste af dem. Det sker på www.rockbox.org, som har et meget slagkraftigt open source alternativ til iPod'ens egen software.
Den alternative iPod-software havde jeg ikke hørt om før. Tak for tippet. Har du selv prøvet rockbox?
P.s. Hvis man både udskifter iTunes og iPod'ens firmware, er der jo snart ikke mere Apple tilbage
Kim Stensdal skrev: Den alternative iPod-software havde jeg ikke hørt om før. Tak for tippet. Har du selv prøvet rockbox?
Ja, jeg bruger selv Rockbox på min iPod, men jeg har ladet mig fortælle, at den (endnu) ikke virker på de nyeste iPods.
Rockbox gør det muligt at mounte sin iPod som et helt almindeligt mass storage-drev, og så er man ikke længere afhængig af Apples underlige filstruktur, som kræver et "oversætterprogram" a la iTunes eller de øvrige, du har nævnt.
Det eneste, jeg savner, er podcast. Det er imidlertid et klientproblem. Rockbox kan jo ikke rigtig være ansvarlig for, hvad man som bruger vælger at abonnere på i sit foretrukne klientprogram.
Det er meget nemt at installere: Man henter blot installeren, sætter sin iPod i USB-porten, og så sørger installeren for at downloade den ønskede software til iPod'en.
Har nogen af jer så meget erfaring med alternativerne, så I vil give et bud på hvilke af dem, der er mindst resourcekrævende. Jeg synes at selv nyere Windows bærbare lider under Itunes og Quicktime, medmindre de bærbare er arbejdsstationer.
Dejligt at høre om disse alternativer. Jeg har længe haft problemer med at itunes staller min pc, så bare det at jeg evt. kan bruge gode gamle winamp er et stort plus. Men jeg savner noget i denne blog. Itunes bliver jo ikke kun brugt til musik men også programmer. Hvis jeg ikke kan undgå at bruge itunes til at sync. mine iphone programmer, kan jeg lige så godt også bruge det til musikken.
Super nyt for mig med rockbox. Desværre er min ipod ikke understøttet endnu men det skulle være på vej.
Jeg ejer en ipod classic, udelukkende fordi der ikke findes et alternativ med den kapacitet. Jeg finder softwaren på ipoden elendig - gammeldags, uduelige søgefunktion, elendig understøttelse af albums med flere kunstnere, og ingen mulighed overhovedet for at justerer hvordan musikken skal vises - skal kunstnere eks. være album kunstnere eller pr. spor. Jeg benytter winamp idet jeg ikke vil lade itunes fuldkomment smadre min omfattende musiksamling.
Kim Stensdal er teknologiredaktør på Computerworld. Han har tidligere dækket teleindustrien og været vært på Computerweek, et ugentligt podcast om it. På Podbloggen skriver han om alt fra gizmos og gadgets til software-lækkerier og teknologiske tendenser.
Er du klædt på til succes, eller spiller tøjet ingen rolle på din arbejdsplads? Læs her, hvordan danske it-medarbejdere går klædt i virksomheder som Mærsk, Google og i en lille dansk kommune.